Endelig var dagen gået, og jeg lyver, hvis jeg siger, jeg ikke havde glædet mig til at få fri i går. Det havde jeg, helt enormt meget. Den slags dage, hvor man sidder med et problem, der er som en gordisk knude, og hvor det ikke er muligt at få sparring er bare rædsomme. Så... løsning = gå hjem og hold fyraften.

Vel ankommet hjemme med lille fræk datter fandt vi ud af, at vi faktisk godt kunne trænge til at slappe lidt af. Så jeg lagde mig lidt bedre til rette i sofaen, og lille fræk pige klatrede op oven på mig - og vi lå og snakkede lidt. "Mor, jeg kan høre dit hjerte! Ligesom da jeg var inde i din mave!" udbrød hun. Lidt efter "Mor, hvorfor kommer der jordskælv?". Og så forklarede jeg om jordskælvet i går. Hun var lidt bange, for hun havde kun hørt brudstykker i børnehaven. Jeg fortalte så, hvordan det sker, at jordskælv opstår. Dog ved jeg ikke, om hun fangede dén med de enorme plader dybt inde ved jordens centrum, der bevæger sig indover hinanden - og som forårsager, at jorden ryster. Men hun nikkede da søvnigt, mens jeg fortalte og aede hendes hovede. Og lidt efter blev der stille.

 Alt, alt for stille. Så var hun da bare faldet i søvn, så jeg tillod mig også den sjældne luksus at tage et powernap sammen med hende. Hun er iøvrigt også bedre end en varmepude (og jeg har aldrig prøvet en sådan.. altså!). Vi skulle jo ikke nå noget, ikke sådan RET meget når sandheden skal frem. Det er den slags små stjernestunder i en ellers ofte alt for hektisk hverdag, som vi alle har brug for. Og i går var jeg den heldige. Faktisk tror jeg, at jeg vil prøve at praktisere den øvelse lidt tiere.

Lige pt har jeg vist nok i at bare være mig og koncentrere mig om alle de andre ting, der foregår væk fra pc'en - jeg surfer ikke meget for tiden - jeg nyder bare livet og får strikket og set lidt tv. Det er faktisk ret afslappende, og sikkert også sundt for mig at stresse ned.

Jeg kom lige til at sidde og tænke på, at jeg ikke behøver stresse - jeg når jo det hele - måske ikke lige nu, men så i morgen - eller en anden dag. Nu har jeg immervæk nok i bare at være mig og være mor og kæreste og veninde.. og så arbejdsramt.

Så var man jo på arbejde i dag - for første gang i synes jeg rigtig lang tid. Og det var rigtig dejligt. Først er det lige MorsomMand man skal have forklaret, hvorfor ditten og datten og hvad der egentlig er gået for sig de sidste dage - og så lidt feriefnidder. Så kommer kollegaKok og siger, at det bare er SÅ dejligt, jeg er tilbage. Gad vide, hvad jeg nu har gjort?? Eller ikke gjort, måske nærmere.

Der var mails. Tonsvis af mails. Også da jeg havde slettet alle nyhedsbrevene fra Børsen. Jeg gider da ikke læse gamle nyheder, vel. Og desuden har man jo også fulgt lidt med alligevel, ferie eller ikke ferie - sådan når der faldt lidt tid af til den slags.

Og så var der en invitation til møde i morgen, hvor jeg og kollegaFrø (som ellers er en lækker fyr) skal aflægge rapport om status på vores omlægninger. Vel at bemærke nogen omlægninger, jeg ikke ved ret meget om endnu. Den afslog jeg høfligt. KollegaFrø er et par dage væk, og desuden skal jeg jo på kursus i morgen og blive meget klogere. Det passede meget fint, jojo.

MEN.. så kom der svar! Fra projektleder på 2. projekt med mødet i morgen og det hele. "Kan du så ikke lige kigge ned til mig, og give mig en status? Jeg er her til sent. Bare kom efter 15.00". OMG... dér sad jeg. Gad vide om man kunne.. nej man kunne ikke undskylde sig.. så sent går jeg jo ikke.. og der sad han. Nej, jeg kunne ikke slippe uden om. Sad i saksen og alt det. Mine kinder brændte lidt. MIG aflægge status på noget, jeg slet ikke er sikker på. Hm... nå lidt kan man vel altid klare, så lidt over tre tog jeg mig sammen efter at have læst lidt op på det hele og vandrede ned til ham. Og ved gud - så var der en til, der også skulle overvære statusaflæggelsen. Det gik dog fint, jeg fik liret en masse af, og det lød endda helt fornuftigt, kunne jeg se. MEN... torsdag skal jeg give ny status på... om vi er færdige med del 1 og klar til at køre i weekenden! SKRIG, siger jeg bare. KollegaFrø, kom nu for pokker tilbage, du er SAVNET!!! Man har brug for dig!

Jojo, det har i sandhed været mandag i dag... og så havde Mindsteøgle lus... suk...

Ja det er om ikke så forfærdelig længe, at mit indre ur vækker mig - efter at det har taget tilløb et par gange henover natten, hvor jeg akavet kigger mig omkring efter et ur... bare nu klokken ikke er seks.. bare ikke den er.. åh nej og hu hej vilde heste.

Det er i morgen, heldigvis.. først i morgen, men nu er det jo snart sengetid - også for mig. Ungerne har ikke været specielt glade for, at det nu var slut på den dejligste ferieuge. "Moar.. hvornår har vi ferie igen??" lød det henover tomatsuppen, der udgjorde vores aftensmad. Den er eklatant lækker - og nem, og ungerne voldæder den. Mindste dog med et ordentligt skvæt friskrevet emmenthalerost og cremefraiche - ligesom moarr, ikke. Men det smager totalt godt, gør det.

Jeg har fået strikket to rapporter på mit nye halstørklæde, og jeg er begyndt at glæde mig til det er færdigt. Så jeg kan komme i gang med sokkerne til ungerne - gid jeg kunne finde ud af det med hælene. Sikke noget. Måske jeg bare skulle prøvestrikke en miniaturesok for at prøve det med hæle, før jeg går i gang med det seriøse strikkeri. Mærkeligt, jeg har ingen problemer med snoninger, kugler og mønstre.. men er det hæle.. så går jeg totalt i baglås, åbenbart. Det er noget svineri, altså.

Uh, nu fik jeg igen den her rædsomme "det er snart mandag.. det er snart mandag" fornemmelse igen. Æv æv, jeg gider ikke. Og jeg ved jo godt, at når jeg først sidder oppe på arbejdet, så er jeg meget godt tilfreds. Og jeg skal bare ikke tænke på at tirsdag og torsdag er kursusdage, det skal nok blive spændende, siger jeg til mig selv. Måske tror jeg pludselig på det. Uf, jeg kunne vel nok godt bruge et par ugers ferie mere... men det bliver bare for dyrt. Og jeg glemte da helt at sige - vi også har været i Tivoli, det var noget af en udskrivning. Og det var også helt okay, men SÅ godt syntes vi ikke, det var, trods alt. Det sjoveste var vist nok togturene frem og tilbage, men sådan er det jo med børn... og hende moderen...

Jeg sidder rigtig mageligt i stolen med mit strikketøj og pindene lyner hurtigt mellem fingrene på mig, det er ved at tage form til et par strømper. Det er rent tidsfordriv, men så sandelig, tiden går virkelig hurtigere med sådan et strikketøj, fordi man ikke har tid til at sidde og glo på uret konstant.

Så er det lige, jeg kommer i tanke om at der er tre-timers begrænsning på p-pladsen.. ikke ligefrem ideelt, dér når jeg sidder og holder om min ny hadeven, dropstativet. Jeg smutter hurtigt ned til bilen og piller ved parkometret.. så nu må jeg holde der tiden ud, hehe. Faktisk har jeg lidt dårlig samvittighed, men way to go, girl. Nød tvinger "nøgen" kvinde.. blabla..

Den eneste jeg mødte i dag, var som mr. Big forudsagde "en dejlig dropflaske".. men nej, jeg mødte rent faktisk også  sygeplejerskeOverraskelsespose. Altså en sygeplejerske der bærer tørklæde. Altså.. man skal lige vænne sig, skal man.

I forvejen synes jeg jo, at piger med "anden etnisk familiær oprindelse end dansk" har et fantastisk flot garn, så hvorfor filan alt det pjat med at gemme det under et tørklæde. Dem om det, det tilkommer ikke mig at blande mig i - og jeg er for den sags skyld også ligeglad. Bare jeg ikke selv skal...

Nuvel, denne her sygeplejerskeOverraskelsespose var "min" sygeplejerske i dag - og aldeles sød. Vi får os en rigtig hyggelig sludder, mens hun tilkobler droppet. "Sådan er det derhjemme hos mine forældre" fortæller hun, efter hun har fortalt, at de er seks - SEKS - søskende. Hun er den ældste - og i øvrigt også flyttet hjemmefra - men "det er så dejligt at komme hjem til familien. SÅ slapper jeg af. Hygger mig med at putte og nusse med mine tre mindste søskende.. det er så hyggeligt!" siger hun. Jeg nikker og smiler, for jeg kan sagtens forestille mig det. Sådan en hyggelig familie, hvor der råbes, snakkes, grines og råhygges. Hvor man bare ikke har mere plads, end man har - og hvor tre sover i samme værelse, mindst.. og man aldrig er alene. Der eksisterer ikke noget valg. Man har ikke muligheden for at tilvælge, at man ønsker lidt alenetid.

Vi andre har så travlt med at påberåbe os "ego-rum", tid for os selv. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad den tid går med. Bare der ikke er andre omkring én. Noget á la selvvalgt eksil. Og da det er tidsbegrænset, om det så er ydre omstændigheder eller en selv, der afslutter det - ja så er det bare totalt i orden. Men dér i den familie findes begrebet "alene-tid" ikke. Man er sammen. Hele tiden. Og man kender ikke til andet. Sådan har det altid været, og sådan er det. Egentlig meget hyggeligt - men måske også svært at kombinere for unge mennesker på den længere vej ud af reden. Det var ihvertfald en rigtig hyggelig sludder med sygeplejerskeOverraskelsesPose.

Mens 250 ml drypper ind i venen, tager jeg hul på bogen Invasion af Robin Cook. Den er på engelsk, for ellers får jeg læst den alt for hurtigt. Jeg har faktisk læst den før, men hurtigere end jeg tror, lader jeg mig fange af handlingen. Og alt for hurtigt er jeg færdig med drop, men jeg fik da frokost også. "Er du muslim?" spørger sygeplejerskeFletning, da jeg lægger låget på min bakke og lægger skinkeosten ved siden af. "Vil du slet ikke have den?" fritter hun igen. Jeg siger, at jeg altså ikke er muslim - men at man derfor ikke bryder sig om smagen af smøreost med skinke - og så smiler jeg til hende. Lidt undskyldende bilder jeg mig ind, men hun ryster lidt på hovedet og går sin vej med den famøse ost. Den ender sikkert i sygeplejerskernes køleskab. Ja velbekomme da.

Da jeg lander hjemme, opdager jeg at jeg har været heldig at få solgt nogen ting - så nu har jeg da prøvet at pakke "gaver" ind til postpakker med et drop i hånden, hæhæ. Ok, det kan ikke anbefales. Men skide være med det, for i morgen skal det ud - jubiiiiiii! Men.. hey.. så vil jeg godt lige vide, hvornår det øje gider vende den rigtige vej!

Altså før det sådan er heeelt godt. Først er der lige en lang dag på arbejde med diverse test og installationer og målinger. Heldigvis fik vi morgenmad, inden der skulle smøges ærmer op.

Dagen er halvvejs gået, kan jeg se. Sidder og kører test - og tænker på, at når jeg går herfra, bliver der ikke tale om at slappe af og hvile på laurbærrene. Først skal lille snuskepige hentes - og bagefter skal knægten samles op. Og det er lutter dejligt, for de bliver begge to så glade, når de ser mig. Uh, nyder det virkelig, så længe det varer. Til slut skal vi ned i enden af byen på et andet fritidshjem og hente knægtens legeaftale. Ih altså... og for at det ikke skal være løgn, skal den anden knægt i teateret med sin fritidsklub.. så han kan ikke hentes før 15.45. Uarghhh.

Heldigvis står den på nem mad i dag. Jeg faldt over en pakke pikantost - og når den er blevet smeltet og lavet til sovs - smager det vidunderligt sammen med kyllingetortellinis. Så håber vi bare, ungerne kan lide det. Det kan de sikkert.. ikke. Ligesom når jeg bare laver tomatsuppe til mig selv, i den tro at de hellere vil have noget andet - så vil de ved gud have tomatsuppe! Jeg undres. Det er jo totalt omvendt psykologi. Bliver du ikke tilbudt noget - det vil sige, du skal egentlig ikke tage stilling til noget. Ja, så er det lige pludselig meget nemt. Hvis du derimod bliver spurgt direkte "Har du lyst til pizza", skal du lige overveje en gang. Eller det skal jeg ihvertfald. Meget typisk for mig, eller er det bare fordi jeg er en kvinde? Mænd ville sikkert bare sige JA og tak til.

Det betyder ikke så meget andet, end at jeg kan mærke tiden stramme sit greb om mig. For jeg ved udmærket godt, hvad der forventes af mig resten af ugen - og jeg er sgu ærligt talt ved at tabe pusten, bare lidt, ikke.

I morgen spisning hos ældsteveninden - det bliver klart hyggeligt - og jeg glæder mig. Så fredag skal vi til noget arrangement på fritten. Senere kommer Mr. Big heldigvis, trænger vist også til ham! En hel del faktisk! Lørdag skal jeg så ud og shoppe - der skal købes ind til fødselsdagskalas søndag - og der skal købes gaver ind. Og det værste lige nu er, jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg vil give knægten. Et Nintendo er under overvejelse, men jeg tør vist ikke helt - nu jeg tænker på, hvor længe hans Gameboy forsvandt - og igen kom for en dag, den dag vi skulle støvsuge bag hans kommode. Okay, det siger vist noget om, at jeg nok skulle afkorte støvsugningsfrekvensen inde på ungernes værelse. Men alligevel! Hans kikkert er jo også forsvundet - og den er bestemt ikke omme bag kommoden. Jeg har kigget. Så.. hvor er den elendige kikkert.

Nåja.. torsdag skal jeg også have morgenbrød med på job. Og så bagefter fræse hjem, hente datter - følge datter til tandlæge - og sluttelig eskortere datter i børnehave igen - og så tilbage på job. Og der har jeg et møde. OMG der er meget at se til Og datter skal med på arbejde fredag. Altså hvor meget kan en kvinde bære, hehe. Har lige afsendt pæn mail til chef, hvor jeg forelægger ham situationen

Vi var tilsagt fødselsdag hos nevøen i lørdags, og det var også fint nok. Inden havde Mr. Big haft mig i skole, jeg skulle opføre mig ordentligt overfor svigerinden. Altså, det er jo sådan, at min svigerinde kan være ualmindeligt øretæveindbydende, hvilket igen akkumulerer skrappe udfald fra min side af. Men ikke i lørdags. Med en trussel om at omgående blive kørt væk fra festen hængende over hovedet, skulle jeg nok arte mig, haha. Det var nu heller ikke nødvendigt. Svigerinden og jeg kom fint ud af det, og vi havde alle en mægtig hyggelig og dejlig dag. Men.. *hviske* hun er altså lidt af en kant, hehe.

Så var der også den infame pakke, jeg ventede i fredags. Okay, nu har jeg fået det på plads inde i mit dumme hoved. Jeg skal ikke have den Rützou-kjole. Lige det design sidder absolut ikke godt på mig. Jojo, hvis man vil have presset babs og nutte tæt sammen og skubbet højt op under næsen, mens skuldrene er mindst lige så sammenpressede, så er den da udmærket. Men se, det vil jeg jo ikke - så tilbage med den. Og af bare ærgrelse fandt jeg en anden slags kjole fra Z-Biz. Den er nu altså ret fed.

I går var mr. Big i biffen med sin kammerat, altså Mandderarbejdermegameget. Vi snakker tit om, at vi burde prøve at ses lidt mere med Mandderarbejdermegameget og hans kone. Problemet er bare, at det oftest ender med en date for Mr. Big og Mandderarbejdermegameget. Fordi vi ikke har tid nok. Vi har ikke tid til en ordentlig vennemiddag. Ihvertfald ikke så tit. Det er den slags, der får en til at tænke. Altså nu fx mig, jeg ville mægtig gerne ses med fx Pernille, men der bliver ligesom aldrig gjort noget - og vi er vist begge to elendige til at lave aftaler. Jeg tror ikke det er fordi vi ikke gider ses, det kan jeg ikke forestille mig. Det er bare igen det der med at tage sig sammen. Jeg tænker, det er lige før, man burde lave faste aftaler - i retning af, at den 2. lørdag hver 2. måned, ses vi til noget kaffe eller noget helt andet.

Mr. Big kom hjem og meldte, at filmen ikke var supergod, og at Angelina Jolie i øvrigt var ALT, alt, alt, alt for tynd og baarrrppffff... jaja. Hver sin smag, heldigvis. Jeg er forresten ikke ked af, at mr. Big kan lide en rigtig kvindekrop. Og så hyggede vi os ellers bare resten af dagen med dejlig mad (der ikke var for tung, trods alt havde vi ædt godt i weekenden). Og nu sidder jeg på arbejde og er klar til lidt Pengwin-trekking.

Nåja, her inden jeg tog på ferie med den lille familie, havde jeg jo endelig fundet OPSKRIFTEN. Ja gu havde jeg da det. Den mandelkage jeg fik frembagt overgik mine vildeste forventninger - kors hvor var den god. Og jo, den kom også pænt med ud til Mr. Big.

Så er det jo, at jeg kører afsted - for en gangs skyld uden at tjekke min mobil. Jeg skynder mig faktisk altid lidt, når jeg skal ud til ham. Og jeg ved ikke engang hvorfor? Jeg har et eller andet twist med at prøve at være der til den tid, jeg har sagt, jeg er der. Kagen hviler i en pose, og mr. Big har jo sagt, han sørger for flødeskummet. Jeg sidder roligt og forestiller mig, hvor glad han bliver, når han ser kagen. Og hvor hans tænder løber i vand. Helt sikkert. Nå, jeg lander ude hos ham og tjekker lige telefonen. Æv, en SMS. De er ikke kommet hjem endnu, og de har ikke kunnet få fat i piskefløde, helt ærligt. Og jeg gider ligesom ikke fise over på tanken. Nu har jeg jo fået parkeret slæden og sidder bare og venter på trappen.

Pis da osse. Endelig kommer de så vraltende, mr. Big & søn. "Har du ikke noget cremefraiche?" spørger jeg - velvidende at det har han sikkert - for vi fik jo meximad dagen før. "Joo, det har jeg vist nok" siger han svævende... "Aj, fedt, så kan vi bare blande det med sukker og bær, ikke?" udbryder jeg håbefuldt. "Men... så kan Skidrik ikke få cremefraiche til sin mad?" konstaterer mr. Big og tilkaster chefen et blik. Jeg glor. Tænker, at så bliver der sgu nok ikke noget "fræs" til kagen. Men nej, jeg får søreme overladt cremefraichen, og Skidrik er ikke engang særlig sur. For han kan heldigvis blødgøres med et par stykker af den i øvrigt forbandede gode kage.

Bagefter åd vi os endnu mere mætte og fede i Mr. Big's lækre tortillaer. Ih altså... håber han snart laver enten dem eller sin peberspaghetti. Og så spørg mig lige om, hvordan jeg holder vægten? JO, se - det aner jeg ikke. Men det gør jeg.

Det er en af den slags fredage, hvor man bare oplever - at jo mere travlt der er, jo bedre. Kollega og jeg har virkelig overgået os selv i dag, synes vi. I går talte vi om, at kollega også snart har ferie - og at vi ihvertfald skulle have knækket koden, inden vi sådan fandt på at holde weekend. Og det gjorde vi så.

Nu har jeg dejlige dage foran mig - og forhåbentligt kommer der også noget sol af en art. Den kunstige er ikke lige mig, men mon ikke der også kommer andet end regn, deroppefra. Og det er faktisk synd og skam, lige i dag - for min søde mor har fødselsdag i dag. Hvor er det anderledes. I dag for et år siden - en lørdag - stod jeg på nuværende tidspunkt på et dejligt hotelværelse i Jyllinge og glædede mig af alle kræfter til at skulle fejre min mors runde dag. Og den blev fejret. Godtnok uden min mr. Big - da han var syg. Men det var en skøn dag. Menuen i dag hedder ikke alle de fine franske navne, men jeg er sikker på - den vil smage vidunderligt - jeg håber hun får en dejlig dag, hende min mor. Det fortjener hun om nogen.

Og så var det selvfølgelig også i dag, jeg havde været nede og købe gaver til hende. Tasken og posen med gaver kom ned i bilens bagagerum. Smæk. Jeg trykkede lige efter og gik om til fordøren. FEK.. mine nøgler???! SKRIG! Tanker for gennem mit hoved. Jeg kunne jo bippe mr. Big og bede ham hente mig. Nåååhrnej, det kunne jeg ikke. Mobilen lå i tasken. Fandens også. Nå, jeg kunne også smutte ind i "Min" shop og låne en telefon. Hm.. og hvorfor fanden havde jeg også været så dum, tænkte jeg. Men... så var det jo mit blik faldt på bagsmækken. Og hvad hang og klirrede så smukt i vinden? Joh, aldrig har nogen klirrelyd været mere velkommen end lige i det splitsekund. Men kors hvor kan man nå at udtænke mange løsninger. Tænk om man på samme vis fik ideerne sådan i al almindelighed. Ikke at min fantasi fejler noget, det gør den ikke. Det kan du bide dig i næsen på. Men... no shit, jeg hoppede ind i bilen og kørte hjem - og så var jeg jo selvfølgelig mere end almindeligt glad. Haha, sikke noget og sikke en måde at skulle have startet weekenden på :-)

God weekend derude, regn eller ej?

Endelig fik jeg taget en beslutning om mit domænes fremtid. Jeg har i dag fået købt det tilbage, da jeg savner at kunne styre meget mere. Smartlog er et udmærket tool for den, der ikke bare lige kan tilpasse den mere php-tekniske del af et CMS.

Jeg skriver selvfølgelig en henvisning til min nye (gamle) adresse, som er kendt af mange. Det bliver dog ikke et lige så flot interface, som det engang var - grundet flere pc-nedbrud med deraf følgende tab af spændende programmer til forskønnelsesoperationer.

Og hurra.. så glæder jeg mig for vildt til søndag i næste uge - så kommer familien Larstrup på besøg - ih.. det er bare for længe siden. Bliver skønt at gense dem. Kommer til at tænke på, hvor sjovt det egentlig er - at man qua blogs og net møder en masse mennesker, man klikker med - som man ellers ikke ville have mødt. Så objektivt set er nettet jo et supertool til at skabe kontakter. Og jeg snakker ikke om dating.dk - det er alt for kommercielt og bygger på decideret semi-hunting ;)

Og der er jo så meget at glæde sig til - fx til at synke ind i hans favn på torsdag og lade ske, hvad der sker. Glæder mig sådan til at være sammen med ham.

Ungerne og jeg skulle have været til sommerfest med TC's klasse, men TC meldte ud - at han altså helst ville hygge med moar - fordi de skal over til deres far i morgen. Så... jeg fabrikerer rask en undskyldning og sender til arrangøren sådan henad i eftermiddag.

Sidder bare her på min stol og kigger på Mr. Big gennem cam'et - vi havde sådan en dejlig aften i går. Sådan, rigtig dejlig. Og jeg lever højt på den, og ja jeg glæder mig til vi ses igen. Der er heller ikke noget som Kaeng Pet fra Thai4You i Hillerød.

Hele dagen har stået i afslapningens tegn. Først slæbe vattæppe ud på græsset, der kunne jeg ligge lidt, tænkte jeg. Men nej, det var bare for varmt. Måske var det fordi jeg blev skoldet i går. Så føles det endnu mere varmt end det er. Og så har jeg måske bare ikke det helt rigtige at læse. Er gået i gang med Dean R. Koonts' Frankenstein. Det er kun del 1, jeg vidste ikke helt, om jeg ville bestille del 2. Del 1 skal lige bevise læsværdigheden.

Og min mor kom pludselig forbi til vaskeriet (her) med lidt vasketøj. Heldigvis ordnede hun det selv. Da hun var gået, stod tiden ligesom lidt stille - og jeg ærgrede mig lidt over, jeg ikke var hos Mr. Big. Men så gik tiden alligevel, sådan helt af sig selv. Jeg fik stegt en lækker bøf med salat til - og bagefter var det ud og løbe min 1½ kilometer. Og det foregik i trekkingsandaler. Faktisk var det ikke meningen, jeg skulle løbe - men lysten tog over, mens jeg storkede afsted i powerwalk-tempo. Så jeg tror, de der har gidet glo, mens jeg løb forbi, hvis der da var nogen i det hele taget, har taget sig til hovedet.

Men jeg vil ikke anbefale at løbe i trekkingsandaler, for nu har jeg "lidt ondt" i knæet. Og i morgen skal jeg til bodypump på arbejdet. Det bliver hårdt.

Note to self: Køb så for pokker de løbesko!!

Så skete det. Al forsigtighed til trods kan jeg nu se de fineste "fodspor" på mine bare arme, hvis jeg trykker tommelfingeren mod. Av da. Det var nok ikke så smart. Stilheden brydes af den infernalske larm fra viceværtens plæneklipper. Jeg kan ikke lade være med at rejse mig og gå hen for at se, om hvor langt væk han er. Altså om det er muligt at sætte sig ud igen på terrassen. Det ser sådan ud, han har lige stillet "dyret" uden for sin garage.

Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg savner Mr. Big - men det er også dejligt at bare være helt, helt alene lige nu. Men jeg glæder mig ustyrligt til i morgen, når vi skal hygge lørdag og søndag. Romanen om Firenze i 1600-tallet ligger bare og venter på, at jeg tager den op igen og tager den med udenfor sammen med tekruset og sætter mig godt tilrette og fordyber mig i den.

Sjovt som ens planer kan ændre sig efter vejret. Det var planen, det var det altså, at jeg ville en tur til København - men vejret er da bare for godt. Så derfor må det i stedet blive Lyngby. Det er også længe siden, jeg har været der. Vist nok et helt år, hvis jeg tænker efter. Alt for længe. Jeg vil også ud og løbe, det har jeg lovet mig selv. Den sidste uges tid har jeg hver dag løbet 1 kilometer, og jeg kan faktisk se resultater. Så det er bare blod på tanden og i gang. Ah.. en undskyldning for at tage til Lyngby dæmrer så småt. Løbesko. Det må man jo hellere få, som en yderligere motivation. Også selv om der går lang-lang tid før jeg "tør" løbe sammen med fx Mr. Big.. sådan som jeg pruster. Det er også hårdt nok :-)

Altså når Erik og Anni kan - så kan jeg også. Jeg har læst med i føljetonen, og finder den faktisk på en sjov måde ret underholdende. Kendte får de samme problemer som os andre.

Men jeg har ikke lyst til hverken at få pustet læberne eller babserne op, ikke på nogen måde - er godt tilfreds. Og jeg vil heller ikke have mavesår. Det tror jeg heller ikke, jeg får. Der er nogenlunde ro på linien hér. Og når de kan, kan jeg også.

Jeg har været hjemme fra arbejde af forskellige årsager - og se bare, jeg fik støvsuget hele hytten. Kors hvor det trængte. Det var ikke spor fedt at få sand under de bare tæer, når jeg bevægede mig fra køkken til badeværelse. Og for slet ikke at tale om, hvor meget sand sådan to rollinger kan få skrabet ind under tæppet på deres værelse. Det fik også lige lige nogen korporlige tæv, nu jeg var i gang. Ffs, det gør jeg ALDRIG mere, iført hvide bukser :-) Så en ting har jeg i det mindste lært.. udover alt det andet, jeg ved om hvidt tøj.

Med frisk erindring om den dag, mr. Big lavede den lækreste persillesovs til stegt flæsk og kogte kartofler, tænkte jeg, at det jo lige var sagen til gårsdagens menu.

Aldrig har jeg taget mere fejl. Svinebryst var indkøbt - den slags med en pænt masse kød på. Men ej heller har jeg oplevet svinebryst, der var SÅ svært at få til at se lækkert ud. Sejt som sålelæder, allermindst, var det. Og vi fik altså heller ikke persillesovs og kartofler til. Måske var det derfor? Vi fik bare pasta med pikantsauce til. Det hjalp dog ikke på sålelæderen. TC sagde, ret diplomatisk af sådan en 6 år gammel dreng "Jeg tror ikke, jeg er så glad for flæsker!". Desværre kunne jeg ikke give ham ret, da CF med største fornøjelse flænsede sit nummer 2 stykke flæsk med de små skarpe tænder.

Mæt blev jeg ihvertfald ikke, så vi måtte alle tre have lidt tilskud af frugt og diverse spiselige ting, da der var gået en times tid. Heldigvis spiser vi altid omkring halv seks. Så er der lidt mere tid til aftenhygge, inden de to små skal nattes af.

Det er den dejligste fredag morgen. Og efter at være vågnet selv og kigget på ham den dejlige, der lå og sov, var jeg straks oppe og i tøjet. Planen var, at møde tidligt. Det giver noget på flexen, ud over at jeg kan gå tidligt. Sagde jeg gå tidligt. Pløhhh. Næ, for jeg er tilsagt 2. del af intro-kursus for nyansatte. Ergo bliver jeg siddende til kl. 15.00.

Når fyraftensklokken ringer, sidder jeg sikkert allerede i min bil på vej til Fona, hvor jeg i går reserverede et eksemplar af Age of Conan. Fek, hvor jeg glæder mig til at prøve det real time. Har prøvet det lidt hos Mr. Big, og det er ganske fantastisk flot. Endnu et monstermassivemultionlineplayer-spil. Vist nok fra UbiSoft eller noget. Ihvertfald er det dem, der leverer varen.

Det er også i aften, mr. Big og jeg skal hygge os hjemme hos mig - for i morgen allerede kl. 9 skal jeg tage dukkebarnet til dans. Heldigvis er det en af de sidste gange, hvorefter mine lørdag morgener igen bliver præget af soven-lidt-længere og afslapning. Det bliver herligt, jeg tror også Mr. Big glæder sig. Bonussønnens pc er gået ned, så i eftermiddag skal Mr. Big kigge lidt på den. I fællesskab drillede vi F med, at han havde godt af en aften uden spil, hehe. "Men jeg skulle lave lektier!" kom det så fra den stakkels forurettede dreng. Jeg føler med ham, det ér rædsomt at pc'en er nede...

Sjovt som man meget hurtigt kan få lavet aftaler, helt uden at vide af det. Sådan var det dog ikke denne gang, jeg vidste på forhånd, at jeg skulle på kræmmermarked i dag.

Det er altid et tilløbsstykke, og i år var ingen undtagelse - vejret er jo smukt, solen brager ned - og det var helt klart, vi lige skulle med og sidde ude i solen og nyde et par kolde fad, mens ungerne spænede rundt i voldene sammen med de andre unger, hvis forældre også havde fået samme gode ide som jeg.

Der gik da heller ikke ret længe, efter vi havde bevæget os ind mellem boderne - før kjolen hang der på sin bøjle og tiggede og bad mig om at købe den. En rigtig fed kjole faktisk og dejlig sommerlig. Den måtte bare med hjem. Det går så hurtigt. "50 kr for denne dejlige sag" hører jeg ved siden af mig, mens jeg står og kigger og mærker på stoffet. "Hmmm.. den er jo ret pæn" svarer jeg, og jeg ved jo allerede, jeg køber den. Ingen diskussion. "Vil du have en pose?" spørger kvinden så. Jeg studerer hende. Jo, vi er samme højde og drøjde. Den vil uden tvivl passe fint, så jeg slår til. Fedt nok, tænker jeg og går glad videre. Ungerne løber foran, men pludselig skal CF tisse. Det er bare noget af det værste. Og man ved det godt, men hvorfor filan er man så altid totalt uforberedt.

Det virker hver gang, som at få en spand koldt vand med igler ned af ryggen. Æv altså. Der var intet at gøre, vi smuttede ind mellem nogen biler, der holdt parkeret. Der hev jeg så tøjet op på CF og holdt hende. Som jeg og mange andre små piger i tidens løb er blevet holdt ved utilbørlig tissetrang de mest mærkværdige steder. Og hun blev færdig og jeg kunne ånde lettet op. Vi købte lige et par poser brændte mandler på vej tilbage til min mor og TC. Mums da. Og uden at vi blev klar over hvordan, var klokken snart så mange, at vi måtte tilbage og en tur til bageren og købe lidt godt. Ham min dejlige mr. Big kom nemlig lige forbi, havde jeg fået at vide pr. sms. Ikke dårligt, tænkte jeg. Heller ikke selv om vi bare måtte kysse lidt og såen.

Mere kan man ikke med to små bavianer løbende i fuldt firspring. Det var altså en rigtig dejlig dag, det her. Nu er jeg sådan i nuskalbørnsnartsove-mode. Jeg har nogen ting at tænke over, så jeg trænger til lidt fred. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at skrive det ned, men det er lidt for privat, så det undlader jeg at gøre. Jeg vil ikke hænges op på noget, jeg har skrevet i en halvvejs ærgerlig og oppisket stemning. Men ok, får man at vide, at man skal gøre som man finder bedst - ja så må man gøre det. Formentlig uden overhovedet at tænke over, hvad fremtidsperspektivet eventuelt måtte vise.

Jeg har vist nok - tror jeg da nok, verdens bedste veninde. Og endda også ældste. Vi har holdt sølvbryllup, allerede :) Og i dag var vi sammen, med alle vores børn. Det var så hyggeligt.

Hun havde tilsagt mig til formiddag. "Jeg har bagt muffins" sagde hun, da jeg spurgte, om jeg skulle tage noget med. Jo, jeg måtte godt tage noget cola med. Jeg spurgte så, om der var andet.. "Nejda, jeg giver også frokost fra pizzariaet". Og vi kørte så afsted. Vejret var strålende, men straks vi landede i Hovedstadsområdet, tisregnede det med torden og lynild. Den slags kuer os ikke, så vi slog parasollen op på venindens terrasse og sad der nogle timer og bare snakkede. Vi fik pizza. Og snakkede. Stakkels veninde min, hun havde en af de der dage - hvor man bare ønsker sig, at en eller anden.. bare nogen.. kom og tog ens unger for et par timer, så man fik lidt ro. De to søde drenge var nemlig helt oppe at spinne, så man forstår hende godt. Jeg prøver det jo også fra tid til anden. Gør vi ikke alle det, os forældre? Og alligevel er ens børn det bedste man har.

Hjemme igen kom Lise og bankede på. Om jeg var interesseret i en kommode. De havde ikke plads til den. Og jeg smuttede i sneakers og vadede med over for at besigtige den. Den var sørme også fin og alt det. Men.. det var en puslekommode. Så nej - det var ikke lige, hvad jeg havde i tankerne til mine unger - eller mig selv. Jeg tror nok, jeg først troede den måske kunne erstatte min faldefærdige kommode fra Ilva. Lad mig slå fast, ILVA-kommoder kan ikke tåle at blive flyttet, når de først er samlet.

For filan hvor var det synd. Jeg kom glad og fro ind i børnehaven i går, sådan dér ved 15-tiden for at se, om CF ville med hjem. Til min overraskelse sad der en meget trist, lille pige i sofaen, lige inden for døren. Min første indskydelse var at trøste-trøste. Så kom der tårer. Rigtig mange af dem. Og jeg var nok mest af alt lidt paf (dumme kone.. kan du ikke engang huske, hun fortalte dig, at Sarah stoppede i dag og flyttede tilbage til Jylland).

Hvad skal man dog gøre! Nåja.. bortset fra kramme-møsse-nusse. Vi snakkede lidt om det, og hun havde fået billede af veninden og alt muligt. Da vi forlod børnehaven, var tøsen rimelig glad - og dum som jeg var, troede jeg, at det var det. Men nej sgu. Børns sorg er nok mere dyb, end man sådan går og bilder sig ind. Faktisk bilder jeg mig lige nu ind at kunne huske, hvor dyb sådan en sorg er. Det var nemlig slet ikke overstået. Venindens billede skulle op over sengen som et ikon. Og i går aftes græd CF endnu engang. Og det samme gentog sig til morgen. Og hun, som ellers er en kampmaskine uden lige, var en tudepige uden sidestykke. Dukken skulle med i børnehave.

Nu er der så lige nogle timer at slå ihjel, men well - det bliver heller ikke svært. Der er indkøb, støvsugning og nåårh.. måske min yndlingsbeskæftigelse - shopping. Bare inden jeg henter ungerne. TC skulle nemlig have Emil med hjem i dag. Så bliver der ikke et øjebliks ro. Planlægger så småt at fortrække til terrassen og boge den lidt. Det er faktisk fordelen ved at kun være mig og ungerne. Jeg kan gøre som det passer mig, hvad det angår. Og det nyder jeg - lige i skrivende stund.