Har du nogensinde set en person på din egen alder og tænkt: “Godt jeg ikke ser så gammel ud”!

"Jeg hedder Berit. Jeg sad i venteværelset hos min nye tandlæge, og der læste jeg et diplom på væggen og opdagede tandlægens navn. Det var det samme navn som en flot mørkhåret fyr, som gik i samme klasse som mig for ca 30 år siden.

Jeg tænker: Kan han være den samme fyr som jeg var lidt forelsket i dengang.

Da jeg kommer ind til ham, ryster jeg hurtigt den tanke af mig igen. Denne halvskaldede grå mand med rynket ansigt er alt for gammel til at have været min klassekammerat. Efter han har undersøgt mine tænder, tager nysgerrigheden over, og jeg spørger ham om han havde gået på Enskede gymnasium.

– Ja, det havde han, svarer han
– Jeg spørger, hvornår han gik ud.
– Han svarer, at han gik ud i 1978.
– Så gik du i min klasse!! Jeg ler.

Han ser nærmere på mig og så siger denne gamle halvskaldede, ubehøvlede, fede og onde mand:
– Hvad underviste du i?´
"
Joken har jeg genfundet hos Mette, og jeg grinte endnu en gang. For er det ikke helt normalt, at vi går rundt og tror, at årene går sporløst henover os?Jeg har ihvertfald ikke glemt, dengang yndlingskollegaen hylende af grin spurgte "Burde du ikke finde et nyere billede?" en gang jeg skulle lægge et billede på min daværende website. "What??? Hvad mener du?" jeg var ved at tabe næse og mund. Billedet var da vist kun 6 år gammelt? For.. så jeg da ikke stadig sådan her ud? Hm! Heldigvis er det også min opfattelse, at alderen faktisk er nådig ved rigtig mange. Jeg synes selv, jeg har mere karakter og kan bedre lide mit kontrafej i dag, end jeg kunne da jeg var 20 fx.

Og det er jo ikke kun den rene elendighed - her den anden dag nede i Ganløse supermarked stod jeg og skulle finde en dims. Der er en der slår mig på skulderen og jeg vender mig. Kigger på den ældre dame foran mig. Noget ringer. Men jeg kan ikke finde ud af, hvem det er. "Nej men dog!" siger hun og slår hænderne sammen "det er virkelig dig? Du ser ikke ud til at være en dag over 25?" fortsætter hun. Jeg rødmer overrasket og siger, at jeg faktisk er noget ældre end som så. Det viser sig, at være en af mine gamle skolelærere - dvs. hun underviste ikke min klasse, men alligeel. Og nej, hun så ikke spor dement ud, haha.

Så var der kollegaLillian der undrede sig højlydt, den dag jeg rundede et halvskarpt hjørne og bemærkede "Jamen.. jeg troede ikke du var mere end 28??"... "Jamen så er der jo alligevel ikke så stor aldersforskel mellem dig og mr. Big" sagde hun så - og bevar mig.. lød hun en smule lettet? Men pænt af hende var det skam, især fordi det var tydeligt, hun mente det alvorligt. Og hey, det er da ikke så ringe, når man faktisk er 36 år.. nårhnej.. 29 år og et par måneder.

Pludselig synes jeg, at også denne uge er en af den slags uger, der bare hiver syvmilestøvlerne på og spænder mig fast, og ellers tager benene på nakken. Jeg havde faktisk ingen planer, da vi tog hul på ugen, men nu ser det ud til, at der kommer en del.

Mange gange, når man har travlt er det jo selvforskyldt. Nogengange er det indbildning, hvor man får kørt sig selv helt op i en spids over, hvor travlt man har - og deraf følgende elendighed forårsaget af spekulationer gående på, om man nu kan nå alt det, man skal.

Sådan har jeg det lidt. Jeg har jo ikke øglerne før om nogle dage, og så var det jo lige, at der skulle blive lidt tid til bare at være ego. Mig. Det er åbenbart noget, jeg har fået galt i halsen. Bare se i dag - nu er det sådan, at jeg handler en del på Trendsales (det kan anbefales!) - og jeg har fået solgt. Det kræver bare, at jeg kommer på posthuset. Og jeg kan sagtens lige se mig selv i fuldt firspring på vej hjem fra arbejde, som jeg nok vil forlade tidligt for lige at kunne nå hængepartierne, inden jeg igenigen skal ud i bilen og sætte kurs nordpå. Tidligt hjem, ja.. og jeg skal ikke engang hente unger. Alligevel er der ikke tid - tid til at gå og nusse, som jeg holder så forfærdeligt meget af.

Det der med at gå og smånusse er noget, jeg har et enormt behov for, for som enlig mor (og det skal ikke opfattes som århhvorerdetsyndformig) HAR man sgu ikke ret meget løs-tid. Der er jo ingen aflastning i hverdagen, jeg har intet mod det - men til gengæld så NYDER jeg, når der er mulighed for et break. Jeg har simpelthen behov for, at jeg bare kan smide mig i sofaen - noget der er en luksus til hverdag - og smide benene op og bare ligge og glo op i loftet og vegetere lidt. Det er dejligt. Og når jeg så ikke gider det mere, så lige ned og lave en kande te. Og måske samle nogen selvdøde og udtørrede nullermænd op undervejs (nu kommer der jo ikke nogen før i næste uge)... smide noget vasketøj i maskinen og bare vide med sig selv, at man har al den tid, man kan bruge.

Og jeg skal jo også lige nå at vaske hår. Fek, og jeg gider faktisk ikke. Ikke lige når jeg kommer hjem fra arbejde. Men det trænger! Det der med at skulle vaske hår andre steder end hjemme er noget underligt noget. For så mangler jeg lige den der flaske fra Sebastian. Eller den anden til wild curls. Eller den der med wet look.. eller.. eller..  Jaja, jeg kunne jo bare slæbe det med - men helt ærligt, er det ikke bare lidt besværligt at slæbe jegvedikkehvormeget med i en taske. Det er jeg for doven til. Og det har jeg erkendt.

Det er en enorm beslutning - jeg har siddet og tænkt over den flere gange i løbet af den sidste måned. Mr. Big punker mig desuden, hver eneste gang vi ses. Han kommer ind af døren og stiller spørgsmålet, straks vi har fået kysset goddag. Står og holder kærligt om mig og kigger spørgende ned på mig (han er meget høj).. og jeg venter bare på det, spørgsmålet. Jeg ved jo det kommer.

"Har du smidt de rådne smøger ud?" spørger han. Han kan se på mig, at det har jeg så ikke. I går begyndte jeg for alvor at tænke over situationen. Vil jeg fortsat være afhængig af de sk.. giftpinde? Kan man overhovedet sige sådan, jeg må ikke være afhængig mere. Eller siger man ikke jeg VIL ikke være afhængig. Et udsagn der fabrikeres i hjernen. Lidt som når man tænker på at ryge, og skubber tanken væk. Dette gør man adskillige gange om dagen. Derved bliver tanken om at ryge endnu stærkere. Fordi man ikke vil tænke på det. Og det er jo en fejl. Jo mere jeg nægter at tænke på noget, jo sværere er det at lade være. Ihvertfald for mig.

Dette til trods - og angsten for at det mislykkes til trods, har jeg besluttet mig for, at jeg fortjener at være røgfri. Jeg vil ikke være dén, der ligger i hospitalssengen minus 30 kg og snakker med mr. Big om, hvad der skal ske med børnene, mens jeg hiver efter vejret. Nej, jeg vil ikke. Det kan jeg sgu ikke være bekendt mod de, der elsker mig. Jeg kan ikke gøre det mod mine unger. De har ikke fortjent, at jeg tager mig selv fra dem. Det har mr. Big heller ikke. Eller mine forældre. Eller min ældste veninde - og mine andre veninder. Det er ikke noget, nogen har glæde af.

At ryge er enormt selvdestruktivt. Smøgen er den dér "støttende ven", der en dag dolker dig hårdt i ryggen. Jeg har efterhånden indset det. Jeg prøver virkelig at tænke på de skide smøger som noget, fanden har skabt. Er det egentlig ikke enormt uforskammet af tobakskompagnierne at markedsføre og sælge noget, der er tilsat afhængighedsgørende stoffer, så det bliver sværere at lade være. Hvis det var i dag, cigaretter blev opfundet, tror du så på, de ville blive tilladt? Sådan helt ærligt? Jeg har mine tvivl.

Nemt er det jo ikke, at forstå... rigtig erkende, du ved, at det faktisk er verdensdræber nr. 1. Det er det. Alligevel ser man de glade, sunde mennesker der smilende sidder og ryger sammen. Det ser ud som om rygning fremmer hyggen. Og det eneste den gør er at dæmpe ens usikkerhed og utilstrækkelighedsfølelse i bestemte situationer. Jeg ryger også, når jeg keder mig. Det er rigtigt. Men fortæl mig, skulle en cigaret være et vidundermiddel, der både afhjælper kedsomhed og fremmer hyggen. Jeg har svært ved at tro det. Alligevel gør jeg det. Ryger når jeg er stresset, hygger mig eller keder mig.

I skrivende stund har jeg fem smøger tilbage i pakken. Jeg ved godt, man siger, at skal man bevise man virkelig er fri, skal man have cigaretterne liggende... men nej. Jeg har lovet mig selv, at når de her tre er røget, så køber jeg ikke flere smøger. Jeg vil heller ikke punke kollega FortidsHippie for smøger på mandag. Billedet af mig selv, der smilende siger "Nej tak, jeg ryger ikke mere" toner frem på nethinden. Hende ville jeg sgu gerne være. Ligesom kollega Datamatiker der siger, at hun har sagt til sig selv, at hun aldrig, aldrig, aldrig mere må/vil ryge en smøg. For så ved hun, at hun dumper i.

Det, synes jeg faktisk, lyder ret fornuftigt. Nogen gange bliver jeg endda helt misundelig, når kollega Datamatiker siger "Puuuuha hvor jeg trænger til en smøg, skal du med?" og så går vi ud i rygekrogen (der er udendøre). Nej hun ryger ikke, hun står bare og nyder solen (det sker oftest, når solen skinner). Da tænker jeg "bare det var mig, der kunne stå og sige sådan uden egentlig at føre det ud i livet". Og ja, nu tænker jeg på at gå ud på mit refugium igen og ryge en smøg, mens jeg lytter til fuglene og indsnuser den friske(?) morgenluft. Men ikke endnu for søren da. Jeg er begyndt at rationere, indser jeg. Hvad er nu det for en mærkelig mekanisme? Jeg skal jo bare se at komme i gang med det rygestop.

Skulle jeg bare fyre dem af i en fart - og sådan.. det var det.. så nu er jeg færdig med at ryge. Køber ikke smøger mere. Punker ikke nogen for smøger mere.

Kommer til at tænke på dengang jeg tog sutten fra Yndig lille pige. Hvordan ville jeg have det, hvis nogen kom og bare tog cigaretterne fra mig. Hvis nogen sagde til mig "Du får dem aldrig mere". "Du har ikke brug for dem". Og den tanke har jeg tit tænkt, dengang i perioden hvor Yndig lille pige blev suttefri. For hun var den ondelyneme ikke ret meget for at sige farvel til den sut.

Godt så... i dag ryger jeg resten af min usle pakke. Og så er det slut. Tror jeg... tsktsk.. (men jeg VIL være en af dem, der ikke fatter, hvorfor det skulle være lækkert at ånde røg ind i lungerne, og stinke af det i lang tid herefter).. jeg vil være fri...

Ihvertfald tilsyneladende. Mit kort virker bare ikke. Så nu er det fejlmeldt - og jeg må pænt hente kollega, der ryger - hvis jeg skal vove mig derud i dag, hehe!

Mailen var heldigvis ikke blevet opfattet hårdt, men jeg tror han tænkte over, hvad jeg skrev. Det jeg skrev var desuden også sandheden. Sådan kan det gå hen og ende, i worst case. Vi snakker ikke om brud, men om hvornår vi slår kludene sammen. Han har svaret - han er mødebedænget, så derfor svartider.

Bekymring, så uberettet. Hvorfor tænker kvinder altid meget videre, end scopet egentlig indbyder til. Fordi vi er kvinder. Jeg går let hen over hans svar på min mail. Ja vi må se, hvad der sker. Jeg svarer ikke på den, synes ikke der er noget at sige. Man må jo vel kunne mødes et eller andet sted på vejen, uanset hvilke forhindringer der er.

For jeg kunne da ikke være bekendt at sige nej, vel. Her den anden dag kom ham, der bliver min nye chef - medmindre jeg står af kontrakten igen, og afleverede den i Firmaet personligt til mig. Han stod og var helt genert. Øjnene var rare bag brilleglassene. Der anedes skægstubbe. Måske havde han fridag, tænkte jeg i et splitsekund, mens jeg stod og rystede hånd med ham. Nu kunne jeg tænke over den kontrakt, mens jeg hørte mig selv stå og sige, jeg vender tilbage i morgen. Han nikkede og smilede - og så.. skiltes vi igen.

Gad vide om receptionsdamen tænkte sit? Hun sagde til mig, at jeg ikke skulle fare ud på p-pladsen uden (over)tøj, det var da for koldt. Men måske er det derfor, jeg nu lider under en kraftigt begyndende snue ledsaget af periodisk irriterende hoste. Hmmm.. så kan jeg lære det, eller hva'?

Nu har jeg spekuleret frem og tilbage. Op af stolper og ned af vægge. Jeg har vist bestemt mig. Jeg sendte kontrakten - underskrevet - til det ny firma i morges. Og samtidig med tanken om det andet firma i baghovedet. Der hvor jeg lige var ude og snakke med en flink fyr i går. Der er rigtig mange ting i gryden, jeg har i kog nu. Blandt andet skal jeg have fat i den unge fyr og fortælle ham, at han ikke skal gøre mere - for... jeg har jo fået job. Alligevel fristes jeg, som et andet barn. Tidligere kollega skrev i mail, at der hvor han er landet nu - hvor jeg også har en gryde i kog, stadig - Her er fedt, her er frit og sjovt - intet alkoholforbud, så drik gennem. Ok.. nu skal jeg ikke drikke på jobbet, men anyways lugter det da lidt af det gamle firma.

Det firma jeg var ude hos i går, det var en svær én. For jeg kunne godt lide samtale-fyren. Han var flink og forekom mig at være en god chef. Men det var bare ikke lige dét job, jeg ville have. Eller var det. Veje for og imod. Jeg har masser af uddannelsesmuligheder der. Og så kan jeg måske komme over til ham, jeg så godt kunne lide, som jeg snakkede med i sidste uge. Men hvem siger, jeg kommer dét. Jo, hvis jeg vil gå 7K ned i løn, så kan jeg få min drømmechef. Det kan jeg bare ikke, for det tillader økonomien ikke. Hvor er det dog surt, at økonomien har så meget at skulle have sagt. Og jeg tænker, hvis nu ham den dejlige og jeg havde boet sammen nu - så kunne jeg have sagt ja. Tænker lige nu, at når vi rykker sammen - og hvis jeg ikke er glad for mit tildentid-værende job, kan jeg jo forsøge at punke Yndlingschef-emne #1 for om han vil have mig - til den løn. Eller også gør jeg det bare alligevel. Men jeg kan sgu - hvor nødigt jeg end vil acceptere det - undvære 7K om måneden. Jeg ved da godt at så ryger topskatten, den lede satan, men det gør den infamt høje husleje jo desværre ikke... endnu!

Sådan er der så meget. Der sker hele tiden forskydninger i min hjernes krinkelkroge. Det ene øjeblik kan jeg bare se alle fordelene ved at være i firma #1 - det andet øjeblik lyder firma#2 særdeles fristende. Firma #3.. mon jeg skal lade kedelen koge eller slukke for blusset. Firma #4 er nemt - dem skrev jeg til og takkede nej til endnu en samtale. Og det var en let beslutning, da jeg ikke kan få det til at hænge sammen med tiden og ungerne. No offence til firma #4, det hang bare ikke sammen for mig. Heldigvis tror jeg... for de øvrige tre er lidt mere spændende på hver sin måde. Hvad skal man vægte højest? Jeg tænker.. er der mon en god kantine? Er det noget, man skal gå efter? Jeg ved, fra tidligere kurser, at kontrakt-firma har den dårligste kantine af de tre kandidater. Men der er mest ferie og tillæg osv. dér. Og jeg TROR, det bliver rigtig godt. Og ingen kæmpekontorer med 40 burhøns i. Jeg skal sidde sammen med max 2 andre det nye sted. Men hvad nu hvis kemien ikke passer. Holy Molly, det bliver den bare nødt til. Det skal den gøre. Uha.