Så var man på kursus i går - og det gjorde da slet ikke noget, at man allerede vidste - næsten - det hele i forvejen. Så kunne man jo i stedet bruge tiden til dels at slappe af, joke med KollegaMedTreBørn og klaske hænder, hver gang vi havde lavet noget rigtigt. Og det var tit. Så bagefter var vi ømme i hænderne.

Og det der med status var også helt fint. Endelig fik jeg snakket med kollegaFrø. Han er altså en skat, han er. For jeg fik grønt lys til at sætte i gang - så nu skal jeg "bare" skrive til projektlederMedStatus. Det gør jeg lidt senere, for lige nu har jeg alt muligt andet i gang. Det må vente lidt, så.

Herligt i dag kommer venindeMedKernefamilie og besøger mig, gud hvor jeg glæder mig. Det er bare alt for længe siden, jeg har set hende. Og vi skal hygge os, snakke og opdatere hinanden med alt, ja ALT, hvad der er sket siden sidst. Det bliver godt. Og vi skal også shoppe lidt, men det bliver kun til lidt semi-shopping - da byen ikke byder på det store. Og vi gider ikke køre rundt for dét. Nej, så vi skal nyde en pizza eller to sammen, den slags hvor man bestiller en pizza hver især og prøvesmager hos den anden. Uh, jeg glæder mig. Det er rigtig fedt, når man bliver veninde med en gammel kollega - og det består, når man er på hver sin arbejdsplads.

Møder i børnehaven sucks. Det er helt sikkert. I går fik jeg først mad kl. 21.00, mødet varede til kl. 20.30, og jeg sad nærmest på spidsen af de der hår på balderne, man bare ikke har - ikke, for at komme afsted. Jeg GAD bare ikke. Og hvorfor er det lige, at de der koner, der ALTID møder frem, altid får udsat afslutningen med et væld af dumme, svaretSigerSigSelv-spørgsmål... for helvede da også! Det er altså trælst. Så en anden én bagefter kan piske hjem for fulde gardiner og plyndre køleskabet, mens man varmer suppen, der heldigvis stadig stod i køleskabet. Æv, og så skulle der også lige ryddes op - fordi venindeMedKernefamilie kommer i dag. Og dét er lige efter arbejde, så jeg måtte være lidt proaktiv. Og i morgen kommer mr. Big... uh.. hvor skal vi hygge, putte, spise, pjatte og... og... Det bliver rigtig dejligt! Og jeg glæder mig rigtig meget!

Så var man jo på arbejde i dag - for første gang i synes jeg rigtig lang tid. Og det var rigtig dejligt. Først er det lige MorsomMand man skal have forklaret, hvorfor ditten og datten og hvad der egentlig er gået for sig de sidste dage - og så lidt feriefnidder. Så kommer kollegaKok og siger, at det bare er SÅ dejligt, jeg er tilbage. Gad vide, hvad jeg nu har gjort?? Eller ikke gjort, måske nærmere.

Der var mails. Tonsvis af mails. Også da jeg havde slettet alle nyhedsbrevene fra Børsen. Jeg gider da ikke læse gamle nyheder, vel. Og desuden har man jo også fulgt lidt med alligevel, ferie eller ikke ferie - sådan når der faldt lidt tid af til den slags.

Og så var der en invitation til møde i morgen, hvor jeg og kollegaFrø (som ellers er en lækker fyr) skal aflægge rapport om status på vores omlægninger. Vel at bemærke nogen omlægninger, jeg ikke ved ret meget om endnu. Den afslog jeg høfligt. KollegaFrø er et par dage væk, og desuden skal jeg jo på kursus i morgen og blive meget klogere. Det passede meget fint, jojo.

MEN.. så kom der svar! Fra projektleder på 2. projekt med mødet i morgen og det hele. "Kan du så ikke lige kigge ned til mig, og give mig en status? Jeg er her til sent. Bare kom efter 15.00". OMG... dér sad jeg. Gad vide om man kunne.. nej man kunne ikke undskylde sig.. så sent går jeg jo ikke.. og der sad han. Nej, jeg kunne ikke slippe uden om. Sad i saksen og alt det. Mine kinder brændte lidt. MIG aflægge status på noget, jeg slet ikke er sikker på. Hm... nå lidt kan man vel altid klare, så lidt over tre tog jeg mig sammen efter at have læst lidt op på det hele og vandrede ned til ham. Og ved gud - så var der en til, der også skulle overvære statusaflæggelsen. Det gik dog fint, jeg fik liret en masse af, og det lød endda helt fornuftigt, kunne jeg se. MEN... torsdag skal jeg give ny status på... om vi er færdige med del 1 og klar til at køre i weekenden! SKRIG, siger jeg bare. KollegaFrø, kom nu for pokker tilbage, du er SAVNET!!! Man har brug for dig!

Jojo, det har i sandhed været mandag i dag... og så havde Mindsteøgle lus... suk...

Ups... det går op for mig, jeg slet ikke har blogget i jegvedikkehvorlangtid. Måske er jeg lige pt. løbet tør for luft til at blogge. Ihvertfald synes jeg ikke, døgnet har timer nok til alt dét, jeg gerne vil.

Ikke at jeg bare hænger og stirrer stift ind i en skærm. Det er også blevet til shopping, en påbegyndt sok - selv om jeg aldrig, siger og skriver ALDRIG, har strikket en eneste sok før. En gang skal være den første. Nu prøver vi - og så må jeg se, hvordan det spænder af.

Blogosfæren trives jo også fint uden mine indlæg - sådan efter hvad jeg kan se. Måtte bare lige smide et livstegn, så folk ikke tror, jeg er gået linkdead.

Ja, jeg fik jo morgenbrød med på arbejde i går. Dér gik jeg... med min kolossale IKEA-pose. Nede hos bageren. Jeg vil godt bede om 30 rundstykker og fire store franskbrød. Okay, godt i gang - så skal der også juice til - og heldigvis havde jeg købt for en bondegård pålæg dagen før. Da så jeg havde betalt for kringlerne (de er bare fast inventar) - lød den samlede regning på næsten 700 kr. Sguda vanvittigt.

Nu er planen også, at meddele chefen - at jeg ikke længere deltager i morgenmadsindkøbene. Det er mig for dyrt, det der. Og jeg bruger jo gerne penge - men jeg kan blive dårlig af at tænke på, hvad jeg kunne have købt af andre gode ting for de 700 kroner.

Mr Big har lige fortalt, han har købt en bærbar - ja, se bare det kunne jeg jo have brugt de 700 kr på  i stedet. Jaja... og så lige lægge et par K oveni altså.

Og nu er det endelig weekend efter 100 transaktioner - hvoraf den fnisende lillepige, som var med mig på job i dag, lavede 20%. Dejligt, siger jeg bare.

GOD WEEKEND derude! :-)

Foran mig ligger resten af dagen. Egentlig en dejlig dag med masser af sol og varme - som giver fregner på næsen. Nu igen... Nå.. men der er skam også noget andet og lidet "frapperende". Jeg skal fanme lave 89 flowcharts. Og jeg gider ikke. Ærligt. Jeg siger det lige igen. FEK, hvor jeg ikke gider. Jeg vil meget hellere kode. Men når ret skal være ret, skal der jo altså også være noget at kode efter... så det kan jo være, jeg bare skal se at komme i gang med de flowcharts.

Tror næsten jeg blev låst ude? Var ude i rygegården og slikke lidt sol. Så vil jeg ind igen. Men.. der er låst. Uanset hvor mange gange jeg desperat kører kortet over pladen, forbliver den skide dør låst. Jeg vader hele vejen over til kantine-døren. Heller ikke her har jeg heldet med mig. Gad vide, om folk sidder derinde på kontorerne og griner af hende den skøre med de sorte blondeleggings, der vader frem og tilbage og ikke kan komme ind. Hold kæft hvor åndssvagt. Det gider jeg ikke tænke på. Så da jeg ser en gå inde på gangen, styrter jeg til døren og banker heftigt på mens jeg gestikulerer, at jeg ikke kan komme ind. Han griner ikke engang. Mærkeligt. Det havde jeg da gjort? I det mindste havde jeg da smilet. Men jeg kom da ind, og det er det vigtigste!

Jeg blev kastet ud i det, gjorde jeg. Der var ikke andet at gøre, end at følge med. Nu er jeg så startet på det nye arbejde, og jeg er ikke ked af at sige, at det nok er det bedste, jeg har gjort... hov, rettelse. En af de bedste ting, ja - for det bedste jeg absolut har gjort i dette tiår er at blive skilt. Så må det med arbejdet komme efter det, og så at ham Mr. Big og jeg er et par i dag - og så kommer det med arbejdet. Du ved, familie frem for arbejde, sådan har jeg det.

Den første uge var jeg lidt mismodig. Der var dels savnet af kollega P, dels alt det nye - hvem skulle jeg nu snakke med, hvem skulle jeg nu spise frokost med, hvad skulle jeg lave, kunne jeg finde ud af det - for det så jo slet ikke ud, som det plejede, systemet!

Alle disse tanker for gennem mit hovede. Jeg tror, det er en helt normal reaktion, når man ændrer en bane i livet. Imidlertid - og heldigvis da - ser det ud til, at jeg er landet på lige præcis min hylde. Jeg har fået nogen RIGTIG søde og humoristiske kollegaer. Alle ser ud til at trives. Og jeg trives også. Efter at have taget hul på uge 3, er jeg endnu mere optimistisk. Nu begynder jeg at forstå arbejdsgangen og systemopbygningen. Det sidste er især vigtigt for en gammel tastefræser, som jeg.

"Du skal bare lave en ny outputfil med det her indhold. Jeg sender dig strukturen, for jeg er her ikke før om tre dage. Du skal bare fylde ud, hvad du kan.." sagde min mentor. Så var det jeg blev opfyldt af den der irriterende trang til at vise, at jeg sgu nok skulle få udfyldt den record, som den skulle. Alligevel kom der tillægsopgaver ind - ikke noget med at smide char ned i num-felt. Nejnej, men nu kunne jeg heller ikke se, det var et numfelt som target. Alt det lærer jeg jo, løbende. Og min chef, ja han er et kapitel for sig. Øjnene stråler rart og imødekommende - nu ikke længere måske-lidt-genert - bag brilleglassene. Jeg kan pokkers godt lide den mand. Og jeg fornemmer, sympatien er gensidig. Hvor er det bare heldigt. Hver dag glæder jeg mig til at møde, omend jeg ikke glæder mig til den trafik - som har gjort, at jeg nu ser mig nødsaget til at smide ungerne i institutioner allerede kl. 7 morgen. Men... så kan jeg jo heldigvis gå igen allerede klokken halv tre. Så det er ikke så slemt, slet ikke.

Jeg har lovet mig selv, jeg vil opdatere bloggen lidt mere, frem for det meget sporadiske. Meget sker, jeg har meget på hjerte. Det kan godt være der kommer et boom af indlæg, måske mange på en enkelt dag.

Efter flere års overvejelser er jeg endelig nået frem til et standpunkt. Jeg skal og må videre. Firmaet kan ikke længere tilbyde mig det, jeg ønsker at beskæftige mig med. Så jeg har besluttet mig til at der skal ske noget.

Med hjertet oppe i halsen og en halvkvalt mumlen om, at der her bliver nok meget svært, skrev jeg en ansøgning og et CV. Og se bare, hvad der er sket. Jeg har næsten ikke kunnet få tiden til at slå til, så mange samtaler er jeg indkaldt til. Har det lidt som Casanova på et fransk bordel, alle vil have mig. Det er godt nok næsten for utroligt til at være sandt, men eftersom min mailbakke bugner, er jeg nødt til at tro på det. Og ovenikøbet er jeg - nok for første gang i nogle år - lettet. Jeg har truffet den rigtige beslutning, det er nu, jeg skal rykke. Så... det gør jeg så.

Det er godtnok svært at vælge. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre mit valg - og dog. Jeg lytter intenst til min mavefornemmelse, og indtil videre har den kun to gange givet alvorligt udslag. Så meget at jeg den ene gang hele vejen hjem sad i bilen og boblede af indre fryd. Den anden gang gik jeg til yderligheder... det er næsten pinligt, men der blev faktisk udstødt et ur-jubelskrig på vej ned af motorvejen.. af ren, ublandet fryd. Vist nok heldigt, jeg sad i min bil, ellers var jeg nok blevet sat fast for usædelig opførsel.. eller nåeja.. råben og skrigen på offentlige steder. Jeg tror ikke, de andre bilister hørte det. Eller det håber jeg ihvertfald ikke. Jeg tror, valget står mellem to virksomheder - som på hver sin måde tiltaler mig usigeligt.

Det minder mig om dengang, jeg stod med to kontrakter i hånden og skulle vælge den ene. Det var svært. Meget svært. Dengang vandt den ene virksomhed på grund af en drøm, jeg havde om natten. Min afdøde mormor kom til mig i drømme og fortalte mig, hvad jeg skulle vælge. Mon man kunne håbe på, at hun bevæger sig frem endnu engang med sin absolut ikke svigtende fremtidsviden. Jeg håber! Og indtil da vil jeg sørme nyde det dejlige vejr, vi er velsignet med.