Se artikel i BT - storslem virus hærger og er virkelig god til at sprede sig selv - så giv facebook en pause ->

Artikel her...

Lige pt har jeg vist nok i at bare være mig og koncentrere mig om alle de andre ting, der foregår væk fra pc'en - jeg surfer ikke meget for tiden - jeg nyder bare livet og får strikket og set lidt tv. Det er faktisk ret afslappende, og sikkert også sundt for mig at stresse ned.

Jeg kom lige til at sidde og tænke på, at jeg ikke behøver stresse - jeg når jo det hele - måske ikke lige nu, men så i morgen - eller en anden dag. Nu har jeg immervæk nok i bare at være mig og være mor og kæreste og veninde.. og så arbejdsramt.

I aften er det mr. Big, der kokkererer. Heldigvis har jeg en mand, der kan noget i et køkken, ja også i køkkenet. Og han er rigtig god til det - i dag fandt vi nogen superlækre bøffer på vores shoppingtur, og blev enige om, at DET skulle være - og DET i aften - med den lækre Amarone-vin, han fandt i denne uge.

Nu spiser vi snart det lækreste mad, bøffer med bearnaise - og dertil ovnbabykartofler vendt i olie og krydderier. Mr. Big er meget korrekt, en meget korrekt mand. Kartoflerne bliver vendt i olie og krydderier i en pose. Inden de bliver hældt ud i ovnfadet og sat ind i varmen. Og dertil spiser vi noget, vi begge er totalt vilde med - cherrytomater og bønner, vendt med hvidløg, chili plus salt og peber på en olievarm pande. For filan, jeg kan da slet ikke tåle at skrive om det lækre mad, vi snart skal spise - for jeg er ved at være så sulten, at jeg burde have hagesmæk på.

Mr. Big steger også bøfferne på en grillpande. "Ellers får de ikke dét der touch!" siger han - inden han fortæller mig, at der ikke skal salt og peber på kødet, inden stegning. "Så bliver de ikke lige så gode, og jeg kommer jo salt og peber på bagefter" slutter han og skubber lidt til panden. Hmmmm.. tænker jeg.. ja, jeg kan jo også bare komme salt på bagefter. For jeg er ret... glad for salt.. så.. sundt eller ej - jeg vil gerne have salt på. Og det får jeg.

Det jeg nyder allermest er, at der skal slet ikke siges noget om noget - for Mr. Big kører selv derudaf, han ved, hvornår og hvad der skal på og af og hvorfor og hvordan. Det eneste jeg skal er at stå og se dejlig ud og nippe til vinen, mens han kysser mig i nakken ind i mellem han vender lidt i bønnerne på panden. Det sguda slet ikke så ringe endda!

Forkælelse på topplan er det ihvertfald. Jo, og så har han også tid til lige at hente nogen opdateringer til computerne mens.. mmm.. ikke dårligt!

Så var man på kursus i går - og det gjorde da slet ikke noget, at man allerede vidste - næsten - det hele i forvejen. Så kunne man jo i stedet bruge tiden til dels at slappe af, joke med KollegaMedTreBørn og klaske hænder, hver gang vi havde lavet noget rigtigt. Og det var tit. Så bagefter var vi ømme i hænderne.

Og det der med status var også helt fint. Endelig fik jeg snakket med kollegaFrø. Han er altså en skat, han er. For jeg fik grønt lys til at sætte i gang - så nu skal jeg "bare" skrive til projektlederMedStatus. Det gør jeg lidt senere, for lige nu har jeg alt muligt andet i gang. Det må vente lidt, så.

Herligt i dag kommer venindeMedKernefamilie og besøger mig, gud hvor jeg glæder mig. Det er bare alt for længe siden, jeg har set hende. Og vi skal hygge os, snakke og opdatere hinanden med alt, ja ALT, hvad der er sket siden sidst. Det bliver godt. Og vi skal også shoppe lidt, men det bliver kun til lidt semi-shopping - da byen ikke byder på det store. Og vi gider ikke køre rundt for dét. Nej, så vi skal nyde en pizza eller to sammen, den slags hvor man bestiller en pizza hver især og prøvesmager hos den anden. Uh, jeg glæder mig. Det er rigtig fedt, når man bliver veninde med en gammel kollega - og det består, når man er på hver sin arbejdsplads.

Møder i børnehaven sucks. Det er helt sikkert. I går fik jeg først mad kl. 21.00, mødet varede til kl. 20.30, og jeg sad nærmest på spidsen af de der hår på balderne, man bare ikke har - ikke, for at komme afsted. Jeg GAD bare ikke. Og hvorfor er det lige, at de der koner, der ALTID møder frem, altid får udsat afslutningen med et væld af dumme, svaretSigerSigSelv-spørgsmål... for helvede da også! Det er altså trælst. Så en anden én bagefter kan piske hjem for fulde gardiner og plyndre køleskabet, mens man varmer suppen, der heldigvis stadig stod i køleskabet. Æv, og så skulle der også lige ryddes op - fordi venindeMedKernefamilie kommer i dag. Og dét er lige efter arbejde, så jeg måtte være lidt proaktiv. Og i morgen kommer mr. Big... uh.. hvor skal vi hygge, putte, spise, pjatte og... og... Det bliver rigtig dejligt! Og jeg glæder mig rigtig meget!

Så var man jo på arbejde i dag - for første gang i synes jeg rigtig lang tid. Og det var rigtig dejligt. Først er det lige MorsomMand man skal have forklaret, hvorfor ditten og datten og hvad der egentlig er gået for sig de sidste dage - og så lidt feriefnidder. Så kommer kollegaKok og siger, at det bare er SÅ dejligt, jeg er tilbage. Gad vide, hvad jeg nu har gjort?? Eller ikke gjort, måske nærmere.

Der var mails. Tonsvis af mails. Også da jeg havde slettet alle nyhedsbrevene fra Børsen. Jeg gider da ikke læse gamle nyheder, vel. Og desuden har man jo også fulgt lidt med alligevel, ferie eller ikke ferie - sådan når der faldt lidt tid af til den slags.

Og så var der en invitation til møde i morgen, hvor jeg og kollegaFrø (som ellers er en lækker fyr) skal aflægge rapport om status på vores omlægninger. Vel at bemærke nogen omlægninger, jeg ikke ved ret meget om endnu. Den afslog jeg høfligt. KollegaFrø er et par dage væk, og desuden skal jeg jo på kursus i morgen og blive meget klogere. Det passede meget fint, jojo.

MEN.. så kom der svar! Fra projektleder på 2. projekt med mødet i morgen og det hele. "Kan du så ikke lige kigge ned til mig, og give mig en status? Jeg er her til sent. Bare kom efter 15.00". OMG... dér sad jeg. Gad vide om man kunne.. nej man kunne ikke undskylde sig.. så sent går jeg jo ikke.. og der sad han. Nej, jeg kunne ikke slippe uden om. Sad i saksen og alt det. Mine kinder brændte lidt. MIG aflægge status på noget, jeg slet ikke er sikker på. Hm... nå lidt kan man vel altid klare, så lidt over tre tog jeg mig sammen efter at have læst lidt op på det hele og vandrede ned til ham. Og ved gud - så var der en til, der også skulle overvære statusaflæggelsen. Det gik dog fint, jeg fik liret en masse af, og det lød endda helt fornuftigt, kunne jeg se. MEN... torsdag skal jeg give ny status på... om vi er færdige med del 1 og klar til at køre i weekenden! SKRIG, siger jeg bare. KollegaFrø, kom nu for pokker tilbage, du er SAVNET!!! Man har brug for dig!

Jojo, det har i sandhed været mandag i dag... og så havde Mindsteøgle lus... suk...

Ja det er om ikke så forfærdelig længe, at mit indre ur vækker mig - efter at det har taget tilløb et par gange henover natten, hvor jeg akavet kigger mig omkring efter et ur... bare nu klokken ikke er seks.. bare ikke den er.. åh nej og hu hej vilde heste.

Det er i morgen, heldigvis.. først i morgen, men nu er det jo snart sengetid - også for mig. Ungerne har ikke været specielt glade for, at det nu var slut på den dejligste ferieuge. "Moar.. hvornår har vi ferie igen??" lød det henover tomatsuppen, der udgjorde vores aftensmad. Den er eklatant lækker - og nem, og ungerne voldæder den. Mindste dog med et ordentligt skvæt friskrevet emmenthalerost og cremefraiche - ligesom moarr, ikke. Men det smager totalt godt, gør det.

Jeg har fået strikket to rapporter på mit nye halstørklæde, og jeg er begyndt at glæde mig til det er færdigt. Så jeg kan komme i gang med sokkerne til ungerne - gid jeg kunne finde ud af det med hælene. Sikke noget. Måske jeg bare skulle prøvestrikke en miniaturesok for at prøve det med hæle, før jeg går i gang med det seriøse strikkeri. Mærkeligt, jeg har ingen problemer med snoninger, kugler og mønstre.. men er det hæle.. så går jeg totalt i baglås, åbenbart. Det er noget svineri, altså.

Uh, nu fik jeg igen den her rædsomme "det er snart mandag.. det er snart mandag" fornemmelse igen. Æv æv, jeg gider ikke. Og jeg ved jo godt, at når jeg først sidder oppe på arbejdet, så er jeg meget godt tilfreds. Og jeg skal bare ikke tænke på at tirsdag og torsdag er kursusdage, det skal nok blive spændende, siger jeg til mig selv. Måske tror jeg pludselig på det. Uf, jeg kunne vel nok godt bruge et par ugers ferie mere... men det bliver bare for dyrt. Og jeg glemte da helt at sige - vi også har været i Tivoli, det var noget af en udskrivning. Og det var også helt okay, men SÅ godt syntes vi ikke, det var, trods alt. Det sjoveste var vist nok togturene frem og tilbage, men sådan er det jo med børn... og hende moderen...

Til gengæld oprandt Store Pandekagedag - som var aldeles spontan og slet ikke følger kalenderen. Derfor kan man gøre det, fuldstændig som det passer ind i kalenderen, og det er jo rart nok. Det er sådan noget jeg gør med mellemrum. Og sjovt nok er det altid populært hos gæsterne.

Det var jo næsten lige før jeg ikke kunne nå at få det passet ind, men jeg tænkte jo, det ville passe så fint som en sidste krusedulle på efterårsferien. Rigtig hyggeligt var det ihvertfald, jeg bad mine forældre og mr. Big om at komme og hjælpe os med at spise den kæmpe vognladning pandekager, jeg lavede - desværre kunne min far ikke - men vi andre hyggede gennem. Og jeg må ærligt talt sige, det er synd, man ikke gør det noget tiere. Det er igen det med kalenderen. Det siger min veninde, S., også. Vi har ganske enkelt ikke mere tid end vi har.

Det har været en skøøøn ferieuge, hvor vi har lavet lige præcis ingenting, netop det man skal i en ferie. Slappet af. Spillet. Shoppet. Hygget i sofaen med bøger og snak. Været i biffen og se Wall-E, som ungerne var vilde med. Den var da også meget sød... sådan når man har glemt, hvor meget man kedede sig de sidste 20 minutter. Altså af filmen. Bagefter gik vi nemlig på mit og mr. Big's favorit-durumrulle-spisested. Og ungerne var glade i låget og hoppede og dansede. Så det var vist en succes. Og så har vi været på besøg hos S. en hel dag næsten - og det var også enormt hyggeligt. Det er nu ret fedt, at S. og jeg bor i samme by, det er nemt og mainstream.

Min mor og jeg slæbte også ungerne en tur ud til sådan noget center-gennemløb med efterårsferiebillet. Og vi havde kun en time, så der blev nøje udvalgt, hvilke ting vi gad gå efter. Fribiletten til Vestbad røg i skraldespanden... nu er der jo ret langt til Vestbad herfra, hehe.

Nå støvlerne så - jeg skrev jo, jeg havde et par støvler til salg - men de er blevet solgt til en forhåbentlig glad pige :-)

Bortset fra det er der ikke sket så meget - eller det vil sige, der er sket meget, men jeg er ikke i humør til at sidde og skrive lige nu. Der er lige et strikketøj, jeg er i gang med - og det er den første aften i en uge, at ungerne er røget i seng nogenlunde tidligt. Så det skal sørme udnyttes. Mr. Big har også lånt mig en rigtig tyk bog af Carsten Jensen - kan kun anbefales - læs "Vi, de druknede". Jeg kan næsten ikke vente med at komme over i sofaen og gå i gang med at læse .. resten af den, hehe.

Fortsat god weekend derude :-)

Skulle nogen ønske sig et par - har jeg rent faktisk et par næsten ny af den berømte og kendte Dr. Martens støvle til salg i str. 38, sort. Det er den model, der har 14 huller - air-sole - lynlås på begge sider af snøren og går 25 cm op af benet målt fra sålen. Kan passe en læg 34 - 41.

Skriv en kommentar og smid din email, så hører du nærmere fra mig :-)

Det skal der også være tid til i dette fine efterårsvejr - at man lige kan snegle en lille tur rundt - og det gjorde det vist heller ikke værre, at jeg fik et par flasker cocio med hjem.

Alt ånder fred og ro i det lille hjem, jeg nyder virkelig stilheden. Bare det at kunne sidde og trække vejret dybt, og kigge ud i det fine vejr. Hvor har det også bare været flot i dag. Og er det stadig. Og jeg har fået bagt en lækker kage - som jeg glæder mig til at præsentere for ungerne, når de kommer hjem. Jeg er næsten sikker på, den vil falde i deres smag.

Og der kommer også snart mad på bordet - desværre ikke lige den lækre menu, jeg havde tænkt mig at servere for mr. Big, der skal have sig en alene-mandeaften, æv egentlig... men det skal der jo også være plads til. Det er ihvertfald dejligt at være mig, lige nu - og jeg nyder bare, at øjet fungerer ordentligt igen. Det andet er en pain in the ass.

Som sagt i går gik jeg lidt semi-amok i en garnforretning. Det er altså en helt fantastisk oplevelse at være i sådan en. Jeg får næsten gåsehud på armene af den stemning. Det er en slags mulighedernes mekka. Der er så mange farver, der er så mange typer garn - det er et sted, hvor ideerne får vinger og letter. Og så gælder det om at fange en af dem og hale den ned til udførelse.

Da jeg var på sygehuset i denne uge, flød det jo med blade i en lind strøm, og i et af dem var der altså en opskrift på det mest fantastiske tørklæde, strikket på pinde 7. Og det skulle strikkes på noget garn, som ved en nærmere udredelse viste sig at være temmelig dyrt - så eftersom jeg ikke er en erfaren strikker, har jeg valgt at købe noget lidt billigere garn, stadig til pinde nr. 7. Nu vil jeg altså se, om det kan bære. Mønstret er helt fantastisk. Og jeg går hele tiden fra og til strikketøjet for lige at lave en pind. Notorisk glemsom som jeg er med hensyn til at tælle pinde, lægger jeg lige en reminder i kalenderen, for hver pind jeg får strikket. Nu er jeg færdig med de første 12 pinde, der udgør mønstret.

Pludselig glæder jeg mig til at vise mr. Big det færdige resultat. Jeg ved godt, at han med garanti bare vil se på det, måske mærke på det og så bare sige et eller andet om, at det er da flot. Jeg håber i det mindste, at når vi når dertil, at han vil mene det, når han siger - at det er flot - og helst også synes, det er pisseflot, at jeg kan sådan noget. Ønskedrømme eller hvad? Sikkert... og der er lang vej endnu.

Udover garn til dettehersens supertørklæde, har jeg også fundet nogen enormt fede farver til strømpegarn - og så må jeg prøve at gå i gang, selv om jeg ikke FATTER hvordan man gør med de sokkehæle. Jeg fatter sgu ikke engang strikkeopskriften. Man kan da godt strikke sokker, uden at skulle sy, kan man ikke? Altså strikke hele skidtet ud i en køre?

Når man er sådan helt oppe at køre, er det ikke altid lige til at se skoven for bare træer - slet ikke når man ikke har mulighed for at komme ned på fødderne igen. Det ser dog ud til, at jeg er ved at lande på fødderne igen som katten med de ni liv.

Det er en rigtig slapper-af-feder lørdag. Mr. Big og jeg har erkendt, at vi begge to befinder os i en osteklokke for to personer, og nu nyder vi det bare overmåde. Vi har været på den lørdagslige (eller hvad kalder man det, hehe) indkøbstur - hvor vi har guffet os dejligt mætte i en lækker durumrulle med masser af hot chili - og shoppet gennem. Vi ville bage rugbrød, så der blev købt gær - men nu gider vi ikke det alligevel. Mr. Big spenderede lidt i TP music, så i stedet har vi ligget og fedet os med slik og film. Faktisk lige hvad vi trænger til, bare en gang imellem.

Jeg fandt jo også noget. Og denne gang var der ikke kun tale om tøj. Der var lige et par fede højtaljede jeans med knapper hele vejen op - uden på. Og så var der den fine kjole fra Hø&Møg, med et par knaldrøde leggings til. Mr. Big synes, det er ret heftigt. Det er det vist også. Og så var det vi fandt garnpusheren. Altså ikke en frisør, men sådan en forretning, der forhandler strikkegarn. Orv hvor gik jeg amok. Der er købt garn ind til et vinterforbrug - foreløbig. Der skal strikkes sokker til rollingerne - og et tørklæde eller to til undertegnede. Mr. Big? Går sandsynligvis ikke i hjemmestrik, så der ligger ingen forslag dér.

Nu glæder jeg mig bare over, at mit øje er kommet i orden igen, selv om jeg har det som om jeg er på stoffer. Ikke at jeg ved, hvordan det føles, men alligevel - altså jeg er ret sikker på, at det ikke er noget, jeg kommer til at dyrke. Der vil sikkert gå nogen dage, førend alle hormonerne, jeg er pumpet med, forsvinder ud af kroppen - og så er det goddag og velkommen hjem igen. Det bliver dejligt.

Når nu det ligger sådan, at jeg lige på falderebet får spændende nyheder, så bliver man jo lidt rundforvirret. Faldereb? Nåja, selv den bedste kan jo godt trænge til en lille morfar, inden det går løs. Har trods alt været på posthuset i dag og fået en sludder med den rare postdame angående nogen albums, hun ville anbefale mig at købe... næste gang jeg kom derned. For nu havde jeg jo betalt for mine pakker.

Men altså mr. Big har fået tilbudt ny, større lejlighed - og det er jo konge. Specielt fordi det giver flere muligheder - og når vi synes, vi er klar til at dele matrikel, kan han videre søge om en større bolig - så vi kan spare op sammen. Det går lidt stærkere, når man er to om én husleje. Det ved enhver idiot. Godt så langt, men hey, hvorfor bliver JEG så sådan lidt flyttetosset - og synes, at jeg måske også skulle undersøge mulighederne. Problemet er nok, i det store og hele, at jeg ikke pt. ønsker at flytte væk fra min by, der har været min i over 12 år. Derudover er den også min ungdomsby, den by jeg gik i byen med veninden og hyggede mig hver weekend. Det er også den by, hvor jeg en overgang lejede et værelse med udsigt. I mere end en forstand. For ovenover mig boede der en midaldrende mand, lad os kalde ham Svend.

Svend var altid så flink og indladende, og når jeg stod i det fælles køkken og kokkererede, så han altid sit snit til at parkere røven på en af plastik-køkkenstolene. Ja, det var sådan nogen røde plastiksæder med sorte stoleben. Og han ville altid gerne snakke, når jeg kom sent hjem i hverdagen. Uh ja, han var så flink. Det var sådan, at ved siden af køkkenet lå badeværelset - det var mit. Hans var ovenpå. Så boede jeg der i nogle måneder, og alt åndede fred og ro - bortset fra at Svend tilsyneladende altid var stået op og i køkkenet, når jeg var færdig i bad og kom ind. Det havde nu også en forklaring...

Sent en nat, hvor veninden og jeg havde været på pubcrawl og kom hjem til mig og ville have os noget natmad, var jeg så på wc, mens hun riggede mad an. Vi havde kun tændt én lampe i køkkenet, fordi det jo bare var os. Da jeg efter et øjeblik kommer ud fra wc, ser hun lidt mærkelig ud i hovedet.

"Du er godt klar over, at der er hul i væggen ind til badeværelset?" siger hun og går over til væggen. "Man kan stå her og glo lige ind på dig, når du er i bad??!". Jeg tabte næse og mund, og en prås gik op for mig. Svend var jo altid i køkkenet, når jeg stod op om morgenen?! Veninden havde jo hørt alt om Svends nyopståede morgenstirren, hver morgen, så hun kunne jo også lægge to og to sammen. SÅ.. vi tætnede simpelthen hullet, inde fra badeværelset - som jeg var den eneste med nøglen til. Og fra den dag af, var der store mellemrum mellem Svends nyopståede morgenstirren. Men skidt nu med det, for veninden fik en lejlighed i huset ved siden af - og der flyttede jeg ind.

I dag må jeg nok indrømme, jeg griner lidt af den historie, og måske VAR Svend, trods alt, uskyldig - men det var da lidt mystisk, at han så ikke længere var at finde i køkkenet om morgenen. Og det blev naturligvis aldrig nævnt, hvorfor det hul i det hele taget var der - for udlejer blev jo konfronteret med det og kendte intet til noget hul. Hehe.

Jeg sidder rigtig mageligt i stolen med mit strikketøj og pindene lyner hurtigt mellem fingrene på mig, det er ved at tage form til et par strømper. Det er rent tidsfordriv, men så sandelig, tiden går virkelig hurtigere med sådan et strikketøj, fordi man ikke har tid til at sidde og glo på uret konstant.

Så er det lige, jeg kommer i tanke om at der er tre-timers begrænsning på p-pladsen.. ikke ligefrem ideelt, dér når jeg sidder og holder om min ny hadeven, dropstativet. Jeg smutter hurtigt ned til bilen og piller ved parkometret.. så nu må jeg holde der tiden ud, hehe. Faktisk har jeg lidt dårlig samvittighed, men way to go, girl. Nød tvinger "nøgen" kvinde.. blabla..

Den eneste jeg mødte i dag, var som mr. Big forudsagde "en dejlig dropflaske".. men nej, jeg mødte rent faktisk også  sygeplejerskeOverraskelsespose. Altså en sygeplejerske der bærer tørklæde. Altså.. man skal lige vænne sig, skal man.

I forvejen synes jeg jo, at piger med "anden etnisk familiær oprindelse end dansk" har et fantastisk flot garn, så hvorfor filan alt det pjat med at gemme det under et tørklæde. Dem om det, det tilkommer ikke mig at blande mig i - og jeg er for den sags skyld også ligeglad. Bare jeg ikke selv skal...

Nuvel, denne her sygeplejerskeOverraskelsespose var "min" sygeplejerske i dag - og aldeles sød. Vi får os en rigtig hyggelig sludder, mens hun tilkobler droppet. "Sådan er det derhjemme hos mine forældre" fortæller hun, efter hun har fortalt, at de er seks - SEKS - søskende. Hun er den ældste - og i øvrigt også flyttet hjemmefra - men "det er så dejligt at komme hjem til familien. SÅ slapper jeg af. Hygger mig med at putte og nusse med mine tre mindste søskende.. det er så hyggeligt!" siger hun. Jeg nikker og smiler, for jeg kan sagtens forestille mig det. Sådan en hyggelig familie, hvor der råbes, snakkes, grines og råhygges. Hvor man bare ikke har mere plads, end man har - og hvor tre sover i samme værelse, mindst.. og man aldrig er alene. Der eksisterer ikke noget valg. Man har ikke muligheden for at tilvælge, at man ønsker lidt alenetid.

Vi andre har så travlt med at påberåbe os "ego-rum", tid for os selv. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad den tid går med. Bare der ikke er andre omkring én. Noget á la selvvalgt eksil. Og da det er tidsbegrænset, om det så er ydre omstændigheder eller en selv, der afslutter det - ja så er det bare totalt i orden. Men dér i den familie findes begrebet "alene-tid" ikke. Man er sammen. Hele tiden. Og man kender ikke til andet. Sådan har det altid været, og sådan er det. Egentlig meget hyggeligt - men måske også svært at kombinere for unge mennesker på den længere vej ud af reden. Det var ihvertfald en rigtig hyggelig sludder med sygeplejerskeOverraskelsesPose.

Mens 250 ml drypper ind i venen, tager jeg hul på bogen Invasion af Robin Cook. Den er på engelsk, for ellers får jeg læst den alt for hurtigt. Jeg har faktisk læst den før, men hurtigere end jeg tror, lader jeg mig fange af handlingen. Og alt for hurtigt er jeg færdig med drop, men jeg fik da frokost også. "Er du muslim?" spørger sygeplejerskeFletning, da jeg lægger låget på min bakke og lægger skinkeosten ved siden af. "Vil du slet ikke have den?" fritter hun igen. Jeg siger, at jeg altså ikke er muslim - men at man derfor ikke bryder sig om smagen af smøreost med skinke - og så smiler jeg til hende. Lidt undskyldende bilder jeg mig ind, men hun ryster lidt på hovedet og går sin vej med den famøse ost. Den ender sikkert i sygeplejerskernes køleskab. Ja velbekomme da.

Da jeg lander hjemme, opdager jeg at jeg har været heldig at få solgt nogen ting - så nu har jeg da prøvet at pakke "gaver" ind til postpakker med et drop i hånden, hæhæ. Ok, det kan ikke anbefales. Men skide være med det, for i morgen skal det ud - jubiiiiiii! Men.. hey.. så vil jeg godt lige vide, hvornår det øje gider vende den rigtige vej!

Har du nogensinde set en person på din egen alder og tænkt: “Godt jeg ikke ser så gammel ud”!

"Jeg hedder Berit. Jeg sad i venteværelset hos min nye tandlæge, og der læste jeg et diplom på væggen og opdagede tandlægens navn. Det var det samme navn som en flot mørkhåret fyr, som gik i samme klasse som mig for ca 30 år siden.

Jeg tænker: Kan han være den samme fyr som jeg var lidt forelsket i dengang.

Da jeg kommer ind til ham, ryster jeg hurtigt den tanke af mig igen. Denne halvskaldede grå mand med rynket ansigt er alt for gammel til at have været min klassekammerat. Efter han har undersøgt mine tænder, tager nysgerrigheden over, og jeg spørger ham om han havde gået på Enskede gymnasium.

– Ja, det havde han, svarer han
– Jeg spørger, hvornår han gik ud.
– Han svarer, at han gik ud i 1978.
– Så gik du i min klasse!! Jeg ler.

Han ser nærmere på mig og så siger denne gamle halvskaldede, ubehøvlede, fede og onde mand:
– Hvad underviste du i?´
"
Joken har jeg genfundet hos Mette, og jeg grinte endnu en gang. For er det ikke helt normalt, at vi går rundt og tror, at årene går sporløst henover os?Jeg har ihvertfald ikke glemt, dengang yndlingskollegaen hylende af grin spurgte "Burde du ikke finde et nyere billede?" en gang jeg skulle lægge et billede på min daværende website. "What??? Hvad mener du?" jeg var ved at tabe næse og mund. Billedet var da vist kun 6 år gammelt? For.. så jeg da ikke stadig sådan her ud? Hm! Heldigvis er det også min opfattelse, at alderen faktisk er nådig ved rigtig mange. Jeg synes selv, jeg har mere karakter og kan bedre lide mit kontrafej i dag, end jeg kunne da jeg var 20 fx.

Og det er jo ikke kun den rene elendighed - her den anden dag nede i Ganløse supermarked stod jeg og skulle finde en dims. Der er en der slår mig på skulderen og jeg vender mig. Kigger på den ældre dame foran mig. Noget ringer. Men jeg kan ikke finde ud af, hvem det er. "Nej men dog!" siger hun og slår hænderne sammen "det er virkelig dig? Du ser ikke ud til at være en dag over 25?" fortsætter hun. Jeg rødmer overrasket og siger, at jeg faktisk er noget ældre end som så. Det viser sig, at være en af mine gamle skolelærere - dvs. hun underviste ikke min klasse, men alligeel. Og nej, hun så ikke spor dement ud, haha.

Så var der kollegaLillian der undrede sig højlydt, den dag jeg rundede et halvskarpt hjørne og bemærkede "Jamen.. jeg troede ikke du var mere end 28??"... "Jamen så er der jo alligevel ikke så stor aldersforskel mellem dig og mr. Big" sagde hun så - og bevar mig.. lød hun en smule lettet? Men pænt af hende var det skam, især fordi det var tydeligt, hun mente det alvorligt. Og hey, det er da ikke så ringe, når man faktisk er 36 år.. nårhnej.. 29 år og et par måneder.

Det er faktisk alt for tidligt til at sidde og skrive - og jeg er - så vidt jeg kan se ud af mine foregående indlæg - i gang med at skrive journal. Men.. helt ærligt. Det er jo ikke kun fordi, det er det eneste, der foregår pt. Det kan det da ikke være?

En ting er ihvertfald sikker. Fra i mandags føles det som om jeg er en slags brik i mit eget liv, som styres af tilfældighedernes spil. Opdagede, at jeg ofte kommer til at tænke "Hvis bare det øje var i orden, så ville jeg....". Hvad er det lige, jeg ikke kan. Nå ja bortset fra at gå på arbejde, fordi det er mig umuligt at koncentrere mig om flere ting på en gang, der sker på skærmen. Det er ikke fedt. Heldigvis er Chefen enormt sød og forstående - altså jeg er overbevist om, at der er en grund til, at jeg fik det arbejde. Sådan forstået, at jeg der ellers nemt kommer til at fare rundt som en flue i en flaske, er ved at lære - at "det haster ikke mere end det jawer". Kollegaerne tager tingene en af gangen, og det er særdeles behageligt at være en del af.

Jeg har fået solgt lidt på Trendsales, men for første gang nogensinde har jeg været nødt til at sætte kryds i rubrikken "Sælger oplyser, at varen afsendes inden 4-7 dage". Jeg hader at være nødt til det. Men jeg hader endnu mere ikke at være herre over min egen tid. Selv synes jeg, det er irriterende, hvis det er mig, der er køber - og jeg kan se i salgsaftalen, at sælger sender inden for 4-7 dage. Indrømmet, jeg er som et lille barn juleaften, der næsten ikke kan vente med at se, hvad det egentlig er, jeg har fået scoret i en handel.

Shopping er der ikke blevet meget af, kun et par Malene Birger booties, leveret i en smuk, smuk sort fløjlspose påtrykt By Malene Birger, Copenhagen. Det er virkelig meget fint. Ærligt talt har jeg ikke lyst til at shoppe, og det er altså øjets skyld. Helt sikkert. I går stod jeg med næsen nede i garnkassen i Netto på jagt efter noget strømpegarn. Jeg prøver jo at lære at strikke sokker, men jeg kan ved gud ikke hitte ud af det der med at lave hælen. Hvor krampylisk.

Det lykkedes at finde to ens garnnøgler - og det var jo positivt nok - og skal jeg nævne en anden positiv ting - der er røget 2 kg de sidste 14 dage. Herligt. Men nu skal jeg jo fedes op hos Mr. Big i aften. Hans foretrukne omkvæd er "Spis... ellers bliver du aldrig en stor og stærk pige!". Hvorpå jeg skuler og siger "Det skal jeg fanme da heller ikke være!". For.. det skal jeg ikke. Been there - done that... ikke at jeg husker det som svært at smide alle de kilo - men hey.. ingen grund til at smøre dem på igen vel? Jeg har det jo så godt, eller hva'? Ja. Det har jeg faktisk. Det sker mere end en dag om ugen, at jeg bare får suppe til aftensmad - og det mætter fint - og kan ikke ses på vægten dagen efter.

Det kalder man det faktisk. Infusion - og på en eller anden mærkelig måde finder jeg pludselig ordet ret komisk. Infusionere. Ja det kan være meget godt. Bare ikke når den infusion bliver forestaget på undertegnede.

Jeg kører selv, det kan jeg nemlig godt, op på sygehuset efter en hel masse telefonpalaver med lægeAbefjæs (der når ret skal være ret er et meget sødt menneske - og han kan ikke gøre for sit udseende. Fy skamme.). Utroligt en verden til forskel fra i går. I dag blev man modtaget af sød, imødekommende sygeplejerske - der som det første spurgte om noget fornuftigt. "Har du fået frokost?" sagde hun hurtigt. "Nej, jeg kunne ikke nå det - men tak, det ville være dejligt". Lidt efter kom hun tilbage med en bakke med frokostanretning, og der blev endda serveret dejlig æblejuice.

Sikkert for at dølle mig ned, inden vi skulle ind og lege med den væmmelige kanyle, som jeg er så vild med. NOT. Jeg har bevis på det. Mit blodtryk daler drastisk, så snart jeg ser en nål, eller andre operatifunktionelle ting.  Kvindelig smukReservelæge sætter hurtigt og effektivt kanylen i, mens hun for at berolige, antager jeg, fortæller mig om antistoffer, paraffiner og koagulater. Det er faktisk ret interessant, men jeg har travlt med at æde min kind indefra. Det gør jeg altid, når jeg skal have lagt drop - bider mig hårdt i indersiden af kinden og tygger lidt.. for at dulme smerten fra stikket og den langsomme "indføring". AV, hyler jeg stille. "Nå.. men så er du færdig" smiler hun og går. Jeg lunter lidt rundt ude i gangen bagefter. Der går en time. Der går halvanden. Så er det bare lige, hvornår har de tænkt sig at sætte droppet i gang?

Jeg er træt af at vente nu, så jeg hapser en roamer (hastigt forbigående reservelæge) og spørger, hvornår de går i gang. Det ved hun ikke. Nå. Lidt efter møder jeg lægeAbefjæs og spørger ham. Han er sgu sød. Han går straks hen og hiver sygeplejerskerne i ørerne, og kort efter er jeg lagt i seng med drop i hånden. Dryp dryp. Jeg strikker lidt. Keder mig. Læser. Kigger på uret. "Altså det drop kører da for langsomt!" siger roamerSygeplejerske. Og sprøjter noget antikoagulat ind i droppet. SKRIG! "Nå.. der kan du se, det hjalp på sagerne!" smiler hun og forsvinder. Der går en time, så gider jeg ikke ligge mere og går en lille tur med min nye ven - dropstativet. Og her render jeg ind i lækkerKirurg. Lidt heldig har man lov at være. Og han husker med det samme, hvornår vi ses igen - så efter han har tjekket mit øje, er han også på vej videre med et "Vi ses d. 22.". Hold da op. God hukommelse eller noget?

Og så sidder man der igen og venter. Det går bare langsomt. Heldigvis har jeg min dejlige mr. Big inden for mobil rækkevidde. Det flyver med SMS. Og endnu mere heldigvis kommer han lige og kigger til mig. AT man kan blive så glad for at se sin mand. Det er sguda for vildt. Men det er lige hvad jeg gør. Det virker, som om alting bare er.. totalt i orden, da jeg ser ham. Nu skal jeg så derop i morgen og have samme tur. Det er jo lige før det bliver helt spændende, hvem man møder i morgen...

- Er flad af grin. Mr. Big bemærkede tørt "I morgen møder du vel en dejlig dropflaske!" :-D

Man skal aldrig gøre noget med bind for øjnene, hedder det sig. Det er heller ikke lige, hvad jeg plejer at gøre - lige som den der med at feje ubehageligheder ind under gulvtæppet og håbe, de løser sig selv dernede mellem alle nullermændene.

Selv om jeg altså godt kan fristes til at tro, at den opfattelse deles af rigtig mange læger på Hillerød sygehus. Ikke at der er noget i vejen med dem, der er skam også mange gode, effektive og kompetente læger. Problemet er bare, at det ikke altid er dit navn, der står på den journal, der ligger i deres bunke. Jeg var tilsagt kl. 8.00 i morges, og der skulle drøftes en eventuel omgang med prednisolon. Jeg indrømmer ærligt, jeg var meget negativt indstillet - dels fordi der er nogle bivirkninger ved det præparat - dels fordi jeg aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med skidtet.

Og så var det jo, jeg sad der og hældte den ene kop kaffe efter den anden indenbords i håb om at kvæle den sydende vrede over, at jeg bare skulle sidde. Ja, sidde og sidde. Da jeg havde set uret passere 11, rejste jeg mig og hev fat i sygeplejerskeMedBlåSkjorte. Hun sendte mig et undskyldende, opgivende blik - andet kunne hun ligesom ikke. Det ved jeg godt, men derfor ærgrer det mig alligevel at være tilsagt før fanden får sko på. Så der må rekvireres taxa for at kunne være der kl. 8.00. Kun for at sidde og blomstre indtil kl. 13.00, hvor FlinklægeMedAbefjæs kom og sagde "Så er det dig!". Endelig, tænkte jeg. Vi gik ind på hans kontor, hvor jeg blev udsat for en omfattende omgang neurologisk undersøgelse. Hvorpå FlinklægeMedAbefjæs ser yderst forundret ud. "Jamen, du har jo ingen fysiske symptomer, det er kun det med øjet!" sagde han lidt tvivlrådigt. "Ja, det er det!" svarede jeg. "Kan du sige mig, om øjenlægen havde sagt, det var noget andet - hvis ikke der lå den her historie?". Jeg nikkede over mod bordet, hvor min snart 15 cm tykke journal, støvet af i dagens anledning, lå. "Mmmmhhhmmmm" gryntede han og så tænksom ud. "Jeg vil foreslå, du prøver prednisolon, og så skal du scannes... hvor meget vejer du? Tager du anden medicin?". "Nej medmindre p-piller tæller som medicin?" spurgte jeg. Well.. og det var så det. Jeg blev ikke udskrevet, men skulle tage hjem og overveje, om jeg ville have prednisolon.

Det var bare for meget, så jeg måtte altså lige en tur i cafeteriet og hamstre en tunsandwich, som jeg nød ude i solen, mens jeg betragtede taxaerne. Og ja, så tog jeg altså én af dem hjem. For pludselig erkendte jeg, at jeg ærligt talt fortjente at blive KØRT hjem i en lækker Audi, og det blev jeg så! Og 300 kr. fattigere, men what the f... if I care. Jeg skulle bare!

Og? Ja, jeg har valgt at tage mod tilbuddet, for jeg har ikke lige lyst til at bruge næste uge med tape for det ene øje! Slet ikke!

Så sandt som det er sagt, så er der virkelig flere måder at ligge på - og lige den her måde er ikke super-ultra fed. Slet ikke. Og det er jo ikke engang fordi jeg i bogstaveligste forstand er nedlagt. Kun hvis vi taler om mr. Big.

Det er i morges engang ved 4-tiden, jeg lige skal ud og dyrke lidt nattepisseri. Så er det jo, at verden ser lidt underlig ud, der i mørket, men jeg går ud fra, at det er sovetraumer og vader ind i seng og regner med, at den skid så er slået. Ved 6-tiden åbner jeg igen mine øjne - og lukker dem igen. For et eller andet er der altså sket. Noget mærkeligt noget. Jeg ser to af alting, og verden drejer omkring mig.

Jeg greb telefonen og ringede. Mor, der er noget galt!!! Jeg kan ikke rigtig se med øjet. Jamen.. jeg kommer med det samme. Og det gjorde hun. Kort efter er jeg i liggende transport på vej til sygehuset. Og mor er lige bagefter i bilen. Oppe på sygehuset brokker jeg mig først over den dropnål, dem i ambulancen har sat i min hånd. Den gør svineondt, synes jeg. Og jo mere jeg ærgrer mig over den, jo mere irriterer den mig. Men den sidder der altså. Og det gør den indtil halv et, hvor en sygeplejerske forbarmer sig over mig og fjerner den. Den skulle ikke engang bruges!

Der kommer en neurolog og fastslår, at der ikke er noget fysisk galt med mig. Alligevel sidder vi og venter. Og der kommer en gammel dame med en stomi, som skal til røntgen. Ok, så har man hørt det, også. "En stomi til røntgen" lyder det ude fra gangen, og vi flækker stille af grin. Så en anden gammel dame med hendes halvgamle søn. Ved ikke, hvad der er galt, andet end lidt bims. Og så er det endelig min tur igen. Jeg bliver kørt op på neurologisk, hvor vi endelig får tilbudt noget mad. Da er klokken også 13.00, og maven ved at vende vrangen ud af sult. Jeg smører hurtigt en mad og skal lige til at sætte tænderne i, da en sygeplejerske kommer flyvende. Jeg skal til øjenkirurg nu. Og det er lige nu. Vi tager elevatoren ned, jeg med en halvspist mad i hånden - og sygeplejersken med mor i hælene. Øjenkirurgen er ret lækker, bemærker jeg. Og så er han hamrende dygtig og effektiv. Jeg får dryppet øjne, for han skal kigge mig dybt i øjnene, siger han. Og så skal han i øvrigt lige operere inden, så vi skal bare være tilbage igen halv tre.

Halvtre kommer lækkerKirurg og henter mig og mor. Ja, det ligner et umiskendeligt attack, siger lækkerKirurg. Jeg? Nåja, hønsene skulle lige vandes, og det blev de. Da jeg har samlet mig, kigger lækkerKirurg mig dybt i øjnene og tager en hel masse billeder af mine smukke øjne, som han siger. Ha! Han skal sguda bare bruge de billeder som et "perfekt lærebogsbillede". Vi laver en aftale om 14 dage, efter at lækkerKirurg så fint har beroliget mig med, at det gerne går i sig selv uden bøvl. Hvis ikke det også trækker det andet øje med. Altså.. jeg siger, det kan lige prøve!!! Derefter skal vi op på neurologisk igen og vente på en neuro-specialist. Mr. Big kommer og lader mor gå. Og vi får en masse om Prednisolon at vide fra neuroSpecialist, som i øvrigt er rigtig flink og rar. Jeg får at vide, jeg kan blive udskrevet "på orlov" til i morgen, og jeg takker ja. For jeg vil helt ærligt hjem nu. Nu har jeg ligesom fået nok af det hele. Men først udtagning af blod fra min arm, og gebrokken og meget vanskelig "indlæggelsessamtale" med svensk sygeplejerske - der altså snakkede SVENSK. Men.. altså.. ud kom jeg da, og blev kørt hjem af mr. Big.

Så kom og fortæl mig, om det ikke var noget af en MANDAG! Som jeg ikke ønsker at gentage igen! Æv.

Jeg skrev faktisk for ikke så længe siden om de store kvaler med at være i stand til at tage en reel beslutning - i en fart - http://aristoteles.smartlog.dk/det-skal--benbart-v-re-besv-rligt-post148013.

Samme dilemma senere i dag - men mere om det længere nede.

På vej hjem fra Bilka - hvor vi endte, efter at være stoppet et par gange og spurgt om vej dertil. Jaja.. min uforlignelige stedsans udmærker sig altid.

Altså ved netop IKKE at være til stede! Alle dårlige odds til trods kom vi frem - og indtog Bilka. Ellers så sød lille tøsepige swoopede nu lynhurtigt til pissesur og arrig tøsepige. For... der var ingen guldstøvler - i hendes størrelse. Det var da også synd. Vi fik købt lidt gaver til vores dejlige mr. Big, uh glæder mig allerede til i morgen.

Der blev lige indkøbt et par fede jakker til ungerne, nu vi alligevel var ude i Ishøj - og så var det lige Emils far bippede. Knægten kunne bare blive smidt af hos dem, på vejen hjem. Herligt.. så kunne Emil og knægten jo lige lege nogle timer. Det bliver nu ret mange, for jeg blev også inviteret ind på kaffe.. og så snakkede Emil's far og jeg ellers derudaf og hældte vand ud af ørerne i nogle timer. Men igen var der den der - hm.. skulle jeg virkelig tage mod tilbuddet om kaffe.. hmm.. men det var en hurtig beslutning.. Ja tak sagde jeg, hehe. Enden på det blev, at knægten spiser med hos dem - og jeg skal bare hente ved 20-tiden. Udmærket så. Så er der dømt tøsehygge :-) indtil kl. 20.00.

Stemningen der var lige til at tage i munden og smage og føle på med begge hænder, hvis man ellers gad - for jeg tror faktisk ikke, det smager særigt godt ærgrede mig så meget, at jeg konsekvent slukkede for TV'et og inddrog fjernbetjeningen.

Ordre blev givet.. "find på noget at lave". Sur drengenakke og ryg ses på vej ind på værelset. Jeg forsøgte at holde kæft, og det lykkedes også. Lidt efter kommer noget sammenbidt knægt ud og henter sin sparebøsse, en fin grøn frø af porcelæn - han elsker den. "Jeg har fundet noget at lave" oplyser han på vej forbi mig "jeg vil tælle mine penge". Jamen det var da en god idé. Jeg sidder og tænker over, hvor lang tid, det kan tage at tælle dem - for særlig mange er der faktisk ikke i den frø. Så vidt jeg ved. Næ, knægten plejer at sætte pengene i banken, ser du. Fornuftig lille fyr Nå, det varede ikke så længe, men nu vil han pludselig gerne med i byen. Bare fordi jeg tilbød at give ham differencen - det var noget med en kasse med pokemonkort, han ville købe - og så havde han ikke helt nok. Så godheden (eller var det mageligheden) løb af med mig - og selvfølgelig kan jeg da betale :-)

Det tror jeg - ihvertfald for nogen. Jeg har store planer for i dag - for pludselig synes jeg, jeg burde være tre steder på en gang, så hvis nogen ved, hvordan man kan klone sig selv med succes, hører jeg gerne fra dem. Mr. Big har fødselsdag lige om lidt - og vi skal ud og købe gave i dag, blandt andet - og her er det så, at kedelørdag kommer på spil og skaber forstyrrelser.

Jeg fatter ikke, at det kan være sådan en helt fysisk irriterende fornemmelse, når andre keder sig synligt. Man kan ikke undgå at mærke det, og irritationen vokser en lille smule - men kun så længe man lader den gøre det. Jeg vil rigtig gerne i Bilka, for her den anden dag så jeg og den lille tøsepige en anden pige sammen med sin far. Hende den anden pige havde de fedeste "guldstøvler". Dem faldt tøsepigen for, så jeg stoppede ham faderen og spurgte, hvor disse sko var indkøbt. "Bilka" sagde han så. Og hey, den nærmeste Bilka ligger vist i Hundige. Arv, og jeg gider ikke lige ligge og rakke til Hundige. Ungerne skal også have vintertøj, eller dele deraf. Knægten gider bare ikke køre til Hillerød og kigge vinterjakke. Hvordan kan man være så ligeglad? Jeg fatter det ikke, men må tage til takke med at han har sagt, han godt gider i efterårsferien. Haha.

Men tøsepigen og jeg vil egentlig gerne ud og kigge - så knægten prøver at få en aftale, men det er stadig for tidligt - for nogen. Telefonen bliver ikke taget, endnu - men jeg ved også at mordererøjenlæge er på kursus i dag, ævæv, det udelukker hyggelig sludder med hende ved afhentning. Ih... jeg håber også - for knægtens skyld - og ganske uegennyttigt, at han får en legeaftale. Og SÅ er den der kedelørdag aflivet, hvor herligt!

Altså før det sådan er heeelt godt. Først er der lige en lang dag på arbejde med diverse test og installationer og målinger. Heldigvis fik vi morgenmad, inden der skulle smøges ærmer op.

Dagen er halvvejs gået, kan jeg se. Sidder og kører test - og tænker på, at når jeg går herfra, bliver der ikke tale om at slappe af og hvile på laurbærrene. Først skal lille snuskepige hentes - og bagefter skal knægten samles op. Og det er lutter dejligt, for de bliver begge to så glade, når de ser mig. Uh, nyder det virkelig, så længe det varer. Til slut skal vi ned i enden af byen på et andet fritidshjem og hente knægtens legeaftale. Ih altså... og for at det ikke skal være løgn, skal den anden knægt i teateret med sin fritidsklub.. så han kan ikke hentes før 15.45. Uarghhh.

Heldigvis står den på nem mad i dag. Jeg faldt over en pakke pikantost - og når den er blevet smeltet og lavet til sovs - smager det vidunderligt sammen med kyllingetortellinis. Så håber vi bare, ungerne kan lide det. Det kan de sikkert.. ikke. Ligesom når jeg bare laver tomatsuppe til mig selv, i den tro at de hellere vil have noget andet - så vil de ved gud have tomatsuppe! Jeg undres. Det er jo totalt omvendt psykologi. Bliver du ikke tilbudt noget - det vil sige, du skal egentlig ikke tage stilling til noget. Ja, så er det lige pludselig meget nemt. Hvis du derimod bliver spurgt direkte "Har du lyst til pizza", skal du lige overveje en gang. Eller det skal jeg ihvertfald. Meget typisk for mig, eller er det bare fordi jeg er en kvinde? Mænd ville sikkert bare sige JA og tak til.