Jojo, det er rigtigt nok. Vi lavede (næsten) ingen ting i dag. Ihvertfald indtil ud på eftermiddagen, hvor jeg fik en sms. "Hvad laver du nu?" stod der. "Tjo.. jeg keder mig faktisk lidt lige nu..." skrev jeg hurtigt. Måske håbede jeg på et forslag af en art. Og selvfølgelig fik jeg da også et.

"Hvad med Stenløse?" spurgte min mor så. Vi blev enige om at mødes i Stenløse og kigge lidt på sko til knægten. Og det gjorde jo bestemt ikke noget, at da vi først ramte skobutikken, fik jeg altså meget lange øjne. Det eneste, jeg nok ikke kiggede så nøje på, var sko til knægten. For hulan da, der var jo sko - til mig. I lange baner, så det forslår! OM jeg var vild. Alligevel fik jeg klaret det, så knægten fik et par Geox, som han synes er vildt, vildt seje. Og selv rendte jeg af med to par højhælede sko - et par peeptoes fra Tamaris og så et par knaldrøde satinbetrukne fra Rudi&Harald Nielsen. Og så hører man den lille prutpige "Se dem her mor, dem skal jeg da have?" hvorpå hun stak et par ærligt talt, afskyeligt grimme sko op i snotten på mig. Om hun skulle have dem? "Nej, søde.. du skal ikke have sko i dag" skyndte jeg mig at sige. Godt det er mig, der har aktiemajoriteten i hjemmet.

Bagefter rendte jeg lige ind i min personlige shopper, der nu arbejder i Stenløse. Æv da også for mig, men med tre børn og den slags, havde hun brug for at få lidt mere i lønposen hver måned. Og jeg forstår godt, hun er skiftet, for hvor HAVDE de meget. Det var et under, jeg ikke kom ud med hele "hendes" forretning i bæreposer. Men... jeg var nok lidt mæt af skoshopping. Og måske også lidt nærig forresten.

Vi sluttede af med en badetur til Buresø, men... ungerne og jeg blev hurtigt enige om, da vi kom hjem, at Furesø er langt bedre. Dér er der jo dybt vand. Og så hører man lige knægten forklare mormor, at han da var ude på det dybe. "Ooooh nej, det må du altså ikke!!" sagde mormor med skinger stemme og det-stramme-ansigt smurt på, da han viste, hvor højt op på halsen (!) vandet gik til. "Jamen.. fald nu ned mor" brød jeg ind "jeg var sguda med, hvad tror du??". Om hun vitterlig faldt ned, er jeg ikke helt klar over - men det må da have været betryggende. Jeg har da trods alt... engang... taget den store livredderprøve, ikke.

Vi har jo en hedebølge uden lige, disse dage. Så er det da bare med at nyde, for det der med bare at sidde inde i sofaen duer da ikke? Man bliver ærligt talt pissesur. Irriteret. Fordi det er så pissehamrende varmt. Den der ulæks klæbrige fornemmelse på ryggen, bare fordi man har vovet sig ud og sidde i havestolen. Og den er ikke engang af plast. Helt ærligt!

Det gad jeg bare ikke igen i dag. Og jeg prøvede alle veninderne, men desværre var ingen ledige. Sjovt så mange skal til Jylland. Man skulle næsten tro, der var tale om en Jyllandsring.. altså af kvinder. Og det kun fordi svigermødre åbenbart bor i Jylland. Min egen dog undtaget, heldgvis.

Så jeg smed nogen håndklæder i en pose og gav ungerne besked på at hoppe i badetøjet. Da vi så til sidst var ude ved Furesøbad, var det bare rigtig, rigtig skønt. Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg sidst har badet i Danmark, eller også er jeg blevet gammel. Fandme nej, altså. Men jeg fik badet i dag - faktisk var jeg konstant i. Og det var også i dag, jeg holdt op med at sidde og sammenligne mig selv med andre. Pludselig slog det mig, hvad filan skulle jeg spilde tid på det for? Faktisk var jeg ret tilfreds, dér lå jeg på håndklædet sammen med de søde små hyæner, når de altså ikke var i vandet. Nåja, de - eller vi var da i vandet hele tiden, stort set. For filan da, hvor var det skønt, det vand. Faktisk var det ikke engang meningen, vi skulle være så længe væk, men det blev til 5 timer kombineret håndklædesurfing og watersurfing. Og det var en enorm tilfredsstillelse bare at sidde der med sin café latte og glo på ungerne og de andre badende.

Og så opstod der lige et spørgsmål. Hvordan kan en herre medio de 50, efter alt at dømme - stå der i nogen badebukser, han åbenbart havde købt i en børnetøjsforretning, så små var de - og dét med en gigantisk rejsning. Solbrun, mørkt hår og velbygget - og så dét der! Uha! Nå ja, hvis jeg siger, jeg ikke glor på mænd dér og giver dem et kort check, så ville jeg lyve. Jeg kan stadig huske i skolen, dengang ældsteveninden og jeg nogengange bare stillede os op og gloede absolut provokerende uhæmmet på fyrene, dér hvor de er udstyret med afløbsslange. Det har vi haft meget sjov med i sin tid, for fyrene altså, ja de blev røde og varme i ansigtet og skyndte sig bort. Vi syntes bare, det var så sjovt. Og i dag? "Kors, mand... sådan noget kunne jeg da aldrig finde på!"

Nåja, her inden jeg tog på ferie med den lille familie, havde jeg jo endelig fundet OPSKRIFTEN. Ja gu havde jeg da det. Den mandelkage jeg fik frembagt overgik mine vildeste forventninger - kors hvor var den god. Og jo, den kom også pænt med ud til Mr. Big.

Så er det jo, at jeg kører afsted - for en gangs skyld uden at tjekke min mobil. Jeg skynder mig faktisk altid lidt, når jeg skal ud til ham. Og jeg ved ikke engang hvorfor? Jeg har et eller andet twist med at prøve at være der til den tid, jeg har sagt, jeg er der. Kagen hviler i en pose, og mr. Big har jo sagt, han sørger for flødeskummet. Jeg sidder roligt og forestiller mig, hvor glad han bliver, når han ser kagen. Og hvor hans tænder løber i vand. Helt sikkert. Nå, jeg lander ude hos ham og tjekker lige telefonen. Æv, en SMS. De er ikke kommet hjem endnu, og de har ikke kunnet få fat i piskefløde, helt ærligt. Og jeg gider ligesom ikke fise over på tanken. Nu har jeg jo fået parkeret slæden og sidder bare og venter på trappen.

Pis da osse. Endelig kommer de så vraltende, mr. Big & søn. "Har du ikke noget cremefraiche?" spørger jeg - velvidende at det har han sikkert - for vi fik jo meximad dagen før. "Joo, det har jeg vist nok" siger han svævende... "Aj, fedt, så kan vi bare blande det med sukker og bær, ikke?" udbryder jeg håbefuldt. "Men... så kan Skidrik ikke få cremefraiche til sin mad?" konstaterer mr. Big og tilkaster chefen et blik. Jeg glor. Tænker, at så bliver der sgu nok ikke noget "fræs" til kagen. Men nej, jeg får søreme overladt cremefraichen, og Skidrik er ikke engang særlig sur. For han kan heldigvis blødgøres med et par stykker af den i øvrigt forbandede gode kage.

Bagefter åd vi os endnu mere mætte og fede i Mr. Big's lækre tortillaer. Ih altså... håber han snart laver enten dem eller sin peberspaghetti. Og så spørg mig lige om, hvordan jeg holder vægten? JO, se - det aner jeg ikke. Men det gør jeg.

Det er jo ferie, og jeg prøver at lære, at når jeg vågner som sædvanlig dér ved kl. seks om morgenen, så kan jeg godt lægge mig om på den anden side og fortsætte med at snue. Jeg er kommet så forfærdeligt ud af vanen med at sove længe. Faktisk de sidste snart syv år, tror jeg.

Samme historie i morges. Jeg vågnede, så lige ud og slå en streg og så vralte ind i seng igen og håbe, at jeg kunne sove. Datteren lå så sødeligt og sov, og det lignede lidt en smule opvågnen der. Skide være med det, tænkte jeg, og lagde mig højre om. NU skulle jeg jo sove. Og det gjorde jeg så. Vågnede igen kl. ni til et par særdeles vågne og opmærksomhedskrævende unger. Og ja, den lille tøseskidrik havde selv taget tøj på. Bevares, ikke om jeg nogensinde fanger fidusen med undertrøje, tykke strømpebukser og lang kjole. Altså... de der 4½-årige. Ok, det halve år er tilsyneladende meget vigtigt for hende. Så det siger vi alle sammen.

Morgenmaden blev kørt ned i ro og mag, sådan da, for vi ventede en gæst kl. 10.00. Da gæsten var gået en time senere, var jeg kommet frem til, at det var for pissevarmt til at jeg gad køre os ud til nærmeste søbad. Derfor kom min kære mor på banen. Jojo, vi kunne godt komme ud og snakke lidt, og så kunne ungerne komme i baljen i haven. Det gjorde vi så.

For en gangs skyld fik jeg sgisme ordnet madplan for et par dage. Ellers en sjælden begivenhed her. Vi var nede og købe ind på vej hjem fra mor og far, og der var jo de der tilbud. Tanker om bøf stroganoff og wokret poppede op i hovedet på mig, så der blev sgu lige købt lidt ind, der. Så da begge ungerne sagde mums, da jeg ævlede noget om vilde ris i kokoskarrysauce med fiskepinde til, blev det til det. Godt så. Og jeg fik også stegt spidskål. For pokker, det er altså noget, der går rent ind hos mig. Jeg er vild med det. Du ved godt sådan et spidskål, der lige bliver hakket lidt og stegt i olivenolie med krydderier. Mums da!

Nu? Ungerne snorker og jeg NYDER lige min tid lidt i fred og ro. Måske kommer mr. Big en lille tur, jeg har ihvertfald lokket ham. Så - vi får se, og no shit dér :)

For pokker - hvor er det dejligt at være hjemme igen. Det er dejligt at elske så meget - og ikke mindst at vide, jeg bliver elsket. Glæden bliver heller ikke mindre af, at aftenen tilbringes med min mr. Big - ja også ungerne. Alle var glade for at gense hinanden, og det var jo dejligt.

Ham mr. Big kan godt få en tjans som fast kok hos mig, men jeg bliver sikkert bare fed af al hans gode mad. Det er lidt utroligt, at man som en - efter alt at dømme - nogenlunde voksen og fornuftig kvinde kan gå dér og savne og længes både i det store og i det små - efter manden. Ikke desto mindre er det, hvad jeg har gjort - MEN... jeg har også nydt ferien med ungerne og min mor. Det var über-hygge. Jeg skal lige fordøje indtrykkene, og det er der plads til nu - hvor "næsten alle spor" efter ferien er fjernet.

Denne ferie medførte kun ét eneste fejlkøb. En Hugo Boss parfume "for women". Den duftede dejligt på det lille stykke papir. Men min hud er absolut ikke kompatibel med duften, æv æv. Så nu sætter jeg den til salg på Trendsales.dk - og skulle du være interesseret, kan den erhverves for kr. 198 plus porto (33 kr).

Sengen kalder - men jeg kan vist kun håbe, jeg kan sove - i den tropenat vi har nu. Føj da, hvor jeg sveder...

For nu at afslutte tråden fra før. Altså.. sandheden ikke.. hehe. Jeg er bare så nem. Du ved godt, sådan rigtig nem at lokke i uføre. Det er simpelthen forfærdeligt. Faktisk havde jeg planlagt at nusse rundt og trille nullermænd i dag, mens vaskemaskinen arbejdede for mig og således lettede mit liv.

Så var det jeg hører fra ham den lækre. "Altså, hvis ikke du har nogen planer - så har vi altså masser af mad tilbage fra i går?". OM? Altså jeg kan trods alt godt huske, hvor herreskønt det smagte i går, det vi fik. Mums da. Jeg tror ikke jeg tænkte mig ret meget om. Og uden jeg var klar over det, havde jeg faktisk bestemt mig. Var blevet overtalt af mine fordømte smagsløg. Jojo, det vil jeg gerne, siger jeg så. Og i tankerne popper den fordømte mandelkage op. For gud ved hvilken gang denne uge. Og NU skal det fanme være, bestemmer jeg. "Jeg knalder lige en mandelkage sammen og tager med!" siger jeg "så hvis du køber noget piskefløde.. så..".

Det tog lige ti minutter at banke kage sammen, men.. hm.. nu håber jeg sgu også den bliver god. Var lige nede og kigge til den lige før. Den har været derinde i ovnen altså, i ti minutter.. og brun er den allerede. Det må være de der æggehvider, der "med let og følsom hånd" skulle foldes i dejen. Hm.. men jeg tror virkelig på, at det er rigtigt, den skal have en time i varmen. Hm! Det bliver sgu spændende, det her! Bare den bliver meget bedre end den ishockeypuck, jeg serverede for kollega i sidste uge ;)

I dag var det som sædvanlig om søndagen, store vaskedag. Men så stor var den nu heller ikke. Det var jo næsten nedslående at konstatere, at der rent faktisk kun var en meget lille bitte bunke. Men ikke desto mindre skulle det jo vaskes. Og mor bliver jo glad, når jeg har noget klart til hende. Orv.. hvor skal jeg udnytte hende, den dag MIN vaskemaskine skaber sig. Jeg har vasket for mor i fire måneder nu - og du skal ikke spørge om jeg er træt af det. Det er jeg - virkelig træt af det. Hver gang hun ringer angående vasketøj, er mit standardspørgsmål - "Har du ringet til Stefan?".

Stefan er ham maleren, min lillebror kender. Ham der lige kan klare en hurtig gang maling af et rum til ingen penge. Faktisk aner jeg ikke, hvem han er eller hvordan han ser ud. Men jeg er også ligeglad. Jeg har ikke brug for Stefan, lige nu. I øvrigt har han også ferie.

Nuvel, mor kom lige anstigende - og til min store glæde blev hun så ophidset over min nyindkøbte GPS, at hun fattede Fiskars-saksen og gik amok på min særdeles afblomstrede rosenbusk. Og ikke nok med det, jeg klagede jo bravt over slyngfætteren, der åbenbart meget gerne vil kvæle min smukke rosenbusk med sine lede slyngarme. Jamen.. den klipper vi bare af så, sagde mor. Og i gang gik hun. Nu er der bare det smukkeste hjørne i haven. Skønt. Dejligt. Mig? Jojo, jeg gik skam pænt rundt med en sort sæk og samlede alt affaldet. Nu er jeg ikke ligefrem doven, men tanken om at det ville pisse ned, snart - og så skulle samle alt det der afklips sammen i våd tilstand. Urk, nej, hellere gøre det nu - og så endda i godt selskab.

Så nu er ferien snart på trapperne, der mangler ikke meget - og fek, hvor jeg glæder mig. Jeg er mere end klar! Men.. først skal der lige bages lidt - ham den dejlige har inviteret mig hjem igen om ikke så længe - og jeg vil have en mandelkage med. Bare fordi! Det er jo så hyggeligt ikke? Og pyt med at jeg faktisk skulle spise mere sundt. Løfter er til for at blive brudt - ihvertfald med henblik på spiselige sager, hehe.

Endelig lykkedes det da. Det blev faktisk til en hel lille shoppetur i Hillerød i dag sammen med mr. Big. Om noget er det altid en meget afslappende, og ikke mindst morsom oplevelse, når vi tager på vores mere eller mindre rutineagtige lørdagsraid til Hillerød. Intet ligger mere fast, end at det kan skubbes til fordel for noget andet.

Kun én ting ligger fast. Vi skal altid på Andersen burger - de laver nok næsten verdens bedste durum-ruller. Og vi får faktisk chili i. Jeg tror næsten, de har tænkt dernede, at nu vi er stamkunder og har fået chili i, de sidste to gange - at vi NU var klar til den helt store kulinariske chilibomb'a'gane. For hold kæft hvor var der chili i den durumrulle i dag. Det betød blandt andet, at jeg kunne drikke hele min cola i dag.

Shoppet fik jeg også - jeg har jo fået købt ind til en større produktion af de lækre, berømte Køge-sandwiches. Se hos Ildkat, hvordan og hvad. Det var ikke det helt store. Jeg fik faktisk kun købt et elastikbælte. Men det manglede jeg jo også. Og jeg VAR faktisk inde i Pilgrim med den skumle hensigt at købe et lækkert sølvarmbånd. Desværre var Pilgrim ikke helt kompatibel i dag - så jeg kom ud derfra med... nul og niks.

Mr. Big er gået i gang med sin berømte chili con carne - og jeg skal gerne understrege, at den er han vildt habil til at lave. Og vi skal have guacamole til - som han også er eminent til at lave. Er der noget, han ikke er god til. Hahah, ja faktisk er han ikke god til at lade være med at drille mig, når jeg er pms-agtig. Det skider han et stykke. Så vi hygger os rigtig meget. Jojo, ingen problemer der. Og da slet ikke, når vi skal i gang med hans lækre mad....

Det er en af den slags fredage, hvor man bare oplever - at jo mere travlt der er, jo bedre. Kollega og jeg har virkelig overgået os selv i dag, synes vi. I går talte vi om, at kollega også snart har ferie - og at vi ihvertfald skulle have knækket koden, inden vi sådan fandt på at holde weekend. Og det gjorde vi så.

Nu har jeg dejlige dage foran mig - og forhåbentligt kommer der også noget sol af en art. Den kunstige er ikke lige mig, men mon ikke der også kommer andet end regn, deroppefra. Og det er faktisk synd og skam, lige i dag - for min søde mor har fødselsdag i dag. Hvor er det anderledes. I dag for et år siden - en lørdag - stod jeg på nuværende tidspunkt på et dejligt hotelværelse i Jyllinge og glædede mig af alle kræfter til at skulle fejre min mors runde dag. Og den blev fejret. Godtnok uden min mr. Big - da han var syg. Men det var en skøn dag. Menuen i dag hedder ikke alle de fine franske navne, men jeg er sikker på - den vil smage vidunderligt - jeg håber hun får en dejlig dag, hende min mor. Det fortjener hun om nogen.

Og så var det selvfølgelig også i dag, jeg havde været nede og købe gaver til hende. Tasken og posen med gaver kom ned i bilens bagagerum. Smæk. Jeg trykkede lige efter og gik om til fordøren. FEK.. mine nøgler???! SKRIG! Tanker for gennem mit hoved. Jeg kunne jo bippe mr. Big og bede ham hente mig. Nåååhrnej, det kunne jeg ikke. Mobilen lå i tasken. Fandens også. Nå, jeg kunne også smutte ind i "Min" shop og låne en telefon. Hm.. og hvorfor fanden havde jeg også været så dum, tænkte jeg. Men... så var det jo mit blik faldt på bagsmækken. Og hvad hang og klirrede så smukt i vinden? Joh, aldrig har nogen klirrelyd været mere velkommen end lige i det splitsekund. Men kors hvor kan man nå at udtænke mange løsninger. Tænk om man på samme vis fik ideerne sådan i al almindelighed. Ikke at min fantasi fejler noget, det gør den ikke. Det kan du bide dig i næsen på. Men... no shit, jeg hoppede ind i bilen og kørte hjem - og så var jeg jo selvfølgelig mere end almindeligt glad. Haha, sikke noget og sikke en måde at skulle have startet weekenden på :-)

God weekend derude, regn eller ej?

Det vil jeg gerne vide. I kender godt den der slags MANDELKAGE, man kan få på restauranter som dessert med is og jordbærpuré til? Det er netop sådan en, jeg efterlyser. Hvis DU har sådan en opskrift - håber jeg meget du vil smide en kommentar til mig? Sådan.. en fugtig en af slagsen hvor man altså kan knase mandlerne. Come on?

Engang.. for mange, mange år siden - havde jeg en sådan opskrift. Men ak, den er blevet væk i tidens slør. Hvorfor kan jeg ikke lære at skrive den slags op, så jeg kan GEMME. Det handler nok i bund og grund om, at jeg har den største modvilje mod at gemme. Jeg tænker meget over, hvad jeg gemmer - når jeg gemmer noget. En tommelfingerregel er - læg det et sted, og lad det ligge. Kan du om et år sige - eller ½ år i mit tilfælde - at du ikke har brugt det - så er det direkte lukt ud med det.

Sikke en hyggelig dag, det har været i dag. Og hvor har jeg fået kørt meget, det er da fuldstændig vanvittigt. Først fik slæden olie på, det mente jeg, var ret nødvendigt. Og så hører man lige mr. Big, da jeg fortæller, at olien er indkøbt hos StatOil. "Jamen, det må du sguda ikke!!" siger han. "Hva'?" - jeg drejer omkring og stirrer på ham "jamen... jeg plejer sguda at købe olie hos StatOil, når jeg skal bruge den. Det har jeg gjort flere gange før!? Hvorfor må jeg ikke det?" siger jeg.

Og ved ikke helt om hvor indigneret et fjæs jeg skal skrue på nu. "Jamen, søde" siger han med et smil "det er da skidedyrt på tanken. Køb det dog i supermarkedet, når der er tilbud!". Og så står jeg der og mumle.. knurrer. Nå.. no shit, manden har sikkert ret. Der er faktisk en uhyggeligt stigende  forekomst af tilfælde, hvor han faktisk har haft ret, så jeg siger ikke mere. Det tør jeg jo næsten ikke, snart! I stedet kører jeg ind på tanken og fylder benzin på. Det kan han da ikke sige, jeg skal købe i supermarkedet, når det er på tilbud.

Bagefter drøner jeg hele den lange vej ned til Køge. Sådan cirka da jeg er ikke ret langt fra hvor hun bor, hende Ildkatten, ser jeg på kilometertælleren - og konstaterer lidt forundret at der er over 60 km fra Allerød til langtudederhvorgrisenefårnummerplader på. Men hvor er der også skønt. Rigtig Morten Korch-idyl. Slå den. Og da hun og jeg kører til Køge, må jeg atter sluge en kamel. "Der er temmelig meget fartkontrol her" siger hun og tilkaster mig et skævt blik. "Nå for hunne!" ryger det ud af mig, inden jeg sådan lidt tramper på bremsen. Med præcis 50 km/t triller vi ind i Køge. Her shopper vi løs, går rigtig og hygger os og pludrer løs. Tøj bliver prøvet - og da vi har nok af det, går vi over mod den lækre café. "Bare vent her - kan du lide pesto? Ja så skal du bare lige finde et bord til os, så kommer jeg lige om lidt" siger hun og forsvinder hurtigt ind af døren. Jeg smider tasker og poser og arrangerer et bord til at se meget optaget ud. Vi får også et 5-mands bord helt for os selv.

"Nu får du lige om lidt, en rigtig overraskelse" smiler hun med det velkendte store, glade smil - og er på vej over til mig. Hun ligner bare én, der har vundet i lotteriet. Altså det smil. Det får hende til at stråle. Og ikke ret lang tid efter får vi i bedste feriestil serveret to meget høje glas med det lækreste smoothie-noget i. Jeg tager et sug og må himle med øjnene over lækkerheden af denne drik. "Mums da" siger jeg og tager endnu en slurk. Og så kommer maden. Det ser vanvittig godt ud - og det smager endnu bedre end det ser ud. Faktisk smager det så godt, at vi omgående bliver enige om, at næste gang jeg kommer - så kører vi herned igen.

Jojo, her må jeg helt sikkert ned sammen med Mr. Big også. Sådan en lille afstikker, jeg begynder straks at fantasere om hyggen ved det. Til gengæld får Mr. Big et lidt træt udseende, fordi han sikkert tænker på, at der er et pænt stykke vej derned. Men.. jeg skal NOK få ham lokket med. Om ikke andet er Køge en supergod shoppingby. Der er rigtig hyggeligt med det store butikstorv, hvor der i dag var marked. Og der er mange cafeer og tøjbutikker. Jeg tror næsten, der er noget for enhver smag? Prøv det selv, men bemærk - parkering er noget besværlig. Ihvertfald for sådan en slædefører som undertegnede.

Jeg skrev den anden dag, at der er en lille én - der bliver glad. Det tror jeg på. Især nu! For da moderen pakkede den spændende postpakke op, blev hun også glad. Jo, jeg var faktisk vildt begejstret over, hvor FED den lille jakke til datteren var. Fek, hvor kan man bare nogengange være heldig!

Og jeg tør godt vædde på, hun bliver helt vild.

Angående clogs, så prøvede jeg sgu nogen i går i Kvickly. Simon har fået gjort mig nysgerrig. Og tjoh, de er vel meget rare at have på - hvis bare der var nogen i 39/40. Str 38/39 er for små. Og str. 40/41 er for store. Men... jeg skal jo IKKE have nogen clogs. Så... nu kan jeg helt sikkert fastslå - at du aldrig vil kunne se hende her vade rundt i et par luftige luftpudeagtige trædepuder... hehe!

Denne uge er dejlig. Jeg møder allerede mellem 6 og halv syv. Med en kort arbejdsdag kan jeg allerede gå herfra kl. 14.00 eller lidt i. Det gjorde jeg også i går. Planen var, at jeg ville ud og shoppe lidt, fordi veninden og jeg blev så grusomt snydt i søndags. For lige at høre - sms'ede jeg veninden. Om hun ville med ud og shoppe. Lidt polemik "Hvorhenne" spørger hun. "Ja det kan du få lov til at bestemme, hvis du gider" siger jeg. Og vi enes om at mødes i Glostrup ihvertfald. Dér i centret. Ffs og jeg med den elendige stedsans, haha. Må samle veninde op i rundkørsel og derfra lade mig guide til center.

Det eneste udbytte af turen til Glostrup center er et par hidsigtgrønne, fede, kinky sandaler. Bare ærgerligt. Veninden og jeg synes ikke, at én brugbar forretning er nok. Så eftersom hendes mand er på vej hjem, henter vi hendes unger og smider dem af hos stakkels mand, der faktisk er ved at blive syg - og derfor er på vej hjem. Skidt med ham, han overlever.

Vi kører så til Rødovre center. Se - her er der helt andre boller på suppen. Men.. big mistake. Det er jo udsalg. Det betyder gerne, at det ikke er til at finde noget "rigtig lækkert". Det var det heller ikke i går. Og vi kommer endnu en gang til at sande min mors ord. "Kan man ikke finde noget til sig selv, kan man altid finde noget til ungerne!". Det stemmer, skal jeg hilse at sige! *Grrrr*. Nu er shopping-genet også dysset lidt ned, ihvertfald et par timer til efter hjemkomst, hvor jeg er på nettet. Og nej, det er stadig en lille pige, der bliver glad om et par dage, og ikke jeg, hehe.

Veninden og jeg forsøgte virkelig at shoppe. Det gjorde vi. Problemet er bare, at Fields - udover at være et af de største i sin genre - rent faktisk kun er noget af navn. Et center, altså. Af gavn vil jeg ikke påstå det værende som.

Sådan med overbliksbrillerne på, synes jeg ikke, de forretninger der har til huse i Fields er noget at skrive hjem om. Det syntes jeg heller ikke sidste gang. I dag fik veninden og jeg så også noget nær - nok verdens - dårligste frokost. Og dyreste. Fy fanden da. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har præsteret at efterlade en FYLDT tallerken. Det så så lækkert ud. Ihvertfald med spisebrillerne på. Men ak og ve. Mine smagsløg skreg. Efter smag, altså. Der var nemlig ingen. Mr Big ville sikkert påstå, det var fordi jeg havde røget. Men nej, veninden klagede også, efter hun tog sig en smagsprøve. Hun ville godt vedgå, det var "intetsmagende mad".

Så... eftersom vi rent faktisk kun fik købt lidt, og det var virkelig kun "lidt" tøj til børnene, var vores shoppingtur ingen succes. Faktisk var den så elendig, at havde veninden og jeg ikke kunnet peppe den op med hinandens selskab - som selvfølgelig var noget nær det sjoveste - så havde det været sådan lidt semi-nedtur.

Men nu det er sagt, vil jeg godt advare mod at spise på den der amerikanske restaurant oppe på plan tre (tror jeg, det er). Altså den hvor man kan få de der trekantede chips (bevidsthedsudfald) med smeltet cheddarost over.. ikke.. og guacamole? Godt så lad mig slå fast. Guacamole skal SLET ikke indeholde olivenolie, og da absolut ikke i de mængder! Og den skal ikke være så "glat". Og lavet på umodne avocados. Det er en svinestreg. Mr Big kom til hjælp - okay altså du ved godt NACHOS, right. Men når alt kommer til alt, var den anretning med nachos det bedste ved det hele.

Og regningen? Den taler vi ikke om mere, veninden og jeg. Jeg vil nøjes med at sige, jeg er glad for, at det var mig der gav. Jeg ville have været meget ked af, hvis veninden havde betalt for en frokost, jeg dårligt rørte :-)

PS: Du får lov til at sparke mig i møllen, hvis jeg igen fortæller, jeg har været i Fields - medmindre det til den tid, såfremt det skulle hænde igen, er smækfyldt med lækre og indbydende forretninger. Jeg GIDER ikke handle i de der semi-børneforretninger.. a la Only som et råt eksempel. Og no offence, anyone.

Altså op over at jeg snart skal hygge mig noget så gevaldigt - med ham Mr. Big, ikke. Jeg lover dig for, jeg har været aktiv i dag. Jeg har endda både fået løbet og så også løftet lidt håndvægte. Og så er jeg gået i gang med HVA'?? En bog af Lotte Rømer, der er ret underholdende.

Kender du en, der er hørehæmmet kan den anbefales Den belyser mange punkter, man måske ikke lige tænker over. Men jeg ved godt, det er svært at huske den slags. For man gør det jo ikke normalt.

Vi skal have pizzaer, siger Mr. Big. Og det glæder jeg mig så til. Eneste skår i glæden er, at Roma ikke fører Maya. Haha, det lyder kryptisk? Javel ja, Maya er verdens bedste pizza, sådan noget nær ihvertfald. Med fyld af ost, spinat, tomat, fetaost, hvidløg og jalapenos går den klokkerent ind i mine smagsløg og smører, så det er rent begær. Og så skal vi se film. Og så skal Mr. Big lige se noget korrespondance for mig. Bare fordi. Og i morgen skal der shoppes gennem. Svigermor kommer til middag, og hun skal fanme imponeres med fyldte bagte kartofler og svinemørbrad á la vildt med flødechampignonsauce. Håber ikke det bliver alt for varmt i morgen, apropos saucen. Og søndag skal jeg igen shoppe - inde i byen, går jeg ud fra. Med ældsteveninden. Vi skal også på Baresso og gluppe lidt kaffe - og vi skal kigge på tøj. Og vi skal.. gå rigtig langt. For nu kan jeg endelig være i min Hawaleschka-guldkjole. Der mangler "kun" fem cm i lynlåsen.

God weekend!

Ihvertfald tilsyneladende. Mit kort virker bare ikke. Så nu er det fejlmeldt - og jeg må pænt hente kollega, der ryger - hvis jeg skal vove mig derud i dag, hehe!

Foran mig ligger resten af dagen. Egentlig en dejlig dag med masser af sol og varme - som giver fregner på næsen. Nu igen... Nå.. men der er skam også noget andet og lidet "frapperende". Jeg skal fanme lave 89 flowcharts. Og jeg gider ikke. Ærligt. Jeg siger det lige igen. FEK, hvor jeg ikke gider. Jeg vil meget hellere kode. Men når ret skal være ret, skal der jo altså også være noget at kode efter... så det kan jo være, jeg bare skal se at komme i gang med de flowcharts.

Tror næsten jeg blev låst ude? Var ude i rygegården og slikke lidt sol. Så vil jeg ind igen. Men.. der er låst. Uanset hvor mange gange jeg desperat kører kortet over pladen, forbliver den skide dør låst. Jeg vader hele vejen over til kantine-døren. Heller ikke her har jeg heldet med mig. Gad vide, om folk sidder derinde på kontorerne og griner af hende den skøre med de sorte blondeleggings, der vader frem og tilbage og ikke kan komme ind. Hold kæft hvor åndssvagt. Det gider jeg ikke tænke på. Så da jeg ser en gå inde på gangen, styrter jeg til døren og banker heftigt på mens jeg gestikulerer, at jeg ikke kan komme ind. Han griner ikke engang. Mærkeligt. Det havde jeg da gjort? I det mindste havde jeg da smilet. Men jeg kom da ind, og det er det vigtigste!

Alligevel skulle man sgu tro - det VAR mandag. Det går hverken værre eller bedre end at jeg af forskellige grunde vælger at arbejde hjemme. Så langt så godt. Jeg pakker laptoppen og tager tasken med hjem. Jeg er nået cirka halvdelen af dejen hjem, så bipper telefonen. Det er ham min dejlige Mr. Big, der siger, at jeg jo kan komme forbi og få kaffe og kanelsnegl. Det gider jeg ihvertfald godt, så jeg vender bilen og suser den anden vej.

Efter vi har hygget, fået kaffe og kanelsnegl - kører jeg hjem igen. Nu må jeg hellere se at komme i gang, sådan for alvor. Og modemmet bliver slukket, for kollega har sagt, det er nødvendigt ved skift af destination på netkablet. Very well. Men det fis nytter vist ikke noget videre, for selvfølgelig kan jeg ikke logge på - ergo hedder det ½ feriedag til mig. Æv sådan noget møg. Og værst af det er, at så kan jeg jo ikke arbejde hjemme, hvis ikke det skidt duer. Jeg har ellers været nede i it-rådgivningen og få hjælp til at koble op via klienten. Men den kommer slet ikke engang med logon-skærm. Så kan det også være lige meget, beslutter jeg.

Jo, jeg kunne jo gå i gang med at ordne den store bunke med rent vasketøj. Men.. jeg gider ligesom ikke rigtig. Faktisk kan jeg ikke mobilisere nogen form for energier rettet mod vasketøjet. Og det bliver værre.. jeg skal jo også tømme opvaskeren. Øv... om jeg gider. Og jeg skal også lave mad. Det gider jeg til gengæld altid godt - mad er jo mums. Bagefter har jeg en aftale om MMORPG med mr. Big - men det er først senere. Indtil da vil jeg bare lade tingene flyde og lade stå til. Det har jeg virkelig også brug for, men det er en helt anden historie. Og så hørte jeg fra Birgitte i dag. Nu har vi aftalt at ses snart, det glæder jeg mig til.. sådan når det lykkes at finde en dag.

Når man nu har masser af tid foran sig, er der så mange ting, man lige...

Jeg sidder og funderer lidt, mens jeg kigger ud af vinduet. Glor lidt på de to æbler og to bananer, der ligger under computerskærmen. Inde i mit hovede kører det.. jeg kunne jo smutte en tur ned i byen og tjekke, om der lige skulle være de der sorte leggings, jeg står og mangler... og jeg mangler dem rent faktisk!!

Lidt som når ungerne spilder på bordet. Så kigger den af dem, det nu er, op på mig med sådan nogen øjne. "Det var altså ikke med vilje, mor..." og med et øjekast mere, når ungen har fundet ud af, at mor ikke er gal "jeg gør det aldrig mere, det var også bare fordi..." og jeg nikker - bilder jeg mig ind - pædagogisk, hvordan det så end ser ud - og siger "Det gør ikke noget, lille skat - det tørrer mor op!". Og så tørrer jeg op.... selvfølgelig - helt uden at se stram ud.

Det er sådan cirka, hvad der sker ved den slags hændelser. Det ER jo ikke noget. Derimod er det noget helt andet at holde masken, når ens dyrebare leggings ryger af helvede til, fordi Lille pigetyran har hærget dem med en saks ved et uheld. Eller nå nej, denne gang var det nu altså indirekte min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at udstyre barnet med nogen bukser med sådan nogen små lede "rive-dimser" på. Så kan jeg lære det, kan jeg. Nå, men jeg skal jo finde på noget at lave sådan cirka helt alene de næste dage. Jeg aftaler med mr. Big, at jeg af forskellige årsager ikke tager med ham og nogen andre i biffen i aften. Jeg skal lege ørnemor. Det er ihvertfald helt sikkert.

Hm.. det kløer i håret, og jeg kradser. Bare det ikke er lus. Lille pigetyran har slæbt en hel masse af de lede småkravl med hjem i løbet af den seneste uge, og alle som en har de måttet lade livet for kæmmekammen. Hm, nu jeg alligevel skal ned i byen, kan jeg vel også lige se, om ikke jeg kan redde mig et eller andet på udsalg. For første gang når det er udsalg, har jeg ikke lavvande i kassen. Jeg kan gå shopamok. Men... jeg har bare ikke lyst til det. Så det gør jeg ikke. Hov, jeg kunne jo prøve min ny neglelak, slår det mig lige. Men igen, hvis jeg kommer neglelak på - går der ikke mere end max 2-3 dage før jeg kan fjerne den igen.

Kønt er det jo ikke med de der halvlasede negle, hvor lakken er slidt af under ivrig tastaturboksning. Spørgsmålet er om det er ulejligheden værd. Hov, jeg bliver forstyrret. Kollega kommer ind "Nåå, hvordan gik det så i fredags?" siger hun med et forsigtigt smil. Hun vil ikke snage, kan jeg mærke. Og det gør hun heller ikke, sådan er hun ikke - og jeg gør hurtigt og stille rede for, hvordan det gik i fredags. Og det er noget, der ikke er plads til at skrive om her, så jeg lader dig slippe. Kollega smiler stadig og begynder at fortælle om sin fredag, der har været mindst lige så turbulent som min. Egentlig har vi lidt af det samme problem.

Til frokost falder jeg i snak med en anden kollega. Jeg synes, hun har sådan et flot hår, langt og blondt - af den tykke, glatte slags. Selv er hun så lille og fin og spinkel, at jeg slet ikke kan tro, hun virkelig har født to børn, der selvfølgelig er større nu. De er ihvertfald noget ældre end mine. Og vi snakker om, at det er virkelig mærkeligt, at når man siger sandheden til folk, er der tit nogen, der får ondt i røven. Hvorfor ikke bare tage sandheden til sig, det er da meget nemmere. Ligesom hvis man skal stille en mand et spørgsmål og på sædvanlig kvindemaner får vundet det hele ind i flor, ved et uheld. Og så svarer manden selvfølgelig ikke som man gerne vil have, eller rettere sagt - håber.

Sådan er det altid. Og hvorfor egentlig. Hvorfor ikke bare sige direkte og ligeud, hvordan man vil have det? Jeg arbejder på det - og jeg skal nok lære det. Gad vide om andre bare er meget mere hårde og kontante? Hm?