Det er godt nok ulækkert tænker jeg og kvæler en brækfornemmelse i opløbet, da jeg klikker ind på GRØNNE PØLLER. Okay nu skal jeg heldigvis ikke til grøn koncert, selv om der er jo heller ingen, der ville have tvunget mig til at spise de grønne fyre.

For det er minsandten ikke længere tid siden, jeg udviklede de turkisblå muffins. Slet ikke længere siden, end at jeg lige akkurat kan huske, hvad det afstedkom. For nu at være så semi-børnevenlig - du ved, børn elsker farverige sager - og kager - havde jeg hældt noget blå Oetkers konditorfrugtfarve i dejen til de ellers ret uskyldige citronmuffins. Ideen var jo blå muffins med gul glasur. Det måtte helt bestemt hitte, tænkte jeg. Og kagerne blev blå. Meget blå. Nærmest skrig-turkis.

Ungerne var meget begejstrede over denne nye art kage, og for nu at være rigtig god og rar ved alle ungerne - altså alle sammen, fik mine egne lov at forære ungerne i gården en muffin hver. Og de blev da også spist. Men.. jeg smagte selv lige på én, bagefter, da kaffen stod dampende i sin kop. Og.. den smagte helt ærligt lidt.. mærkeligt. Så gad jeg ikke spise den og tilkastede ungerne et flygtigt blik. Fred på jorden, de kunne jo lide dem. Well.

Dagen efter spilede jeg øjnene op, da tøsepigen kaldte efter overstået pølle-levering. "Moaaarrrhhhhh, jeg er færdig!". Jeg bøjer mig over "bagsværden" og var lige ved at tabe øjnene ned i toiletkummen. For ungens pøller var skriggrønne. Fek et uheld. Og siden er det kommet mig for øre, at sådan omtrent alle gårdens unger har produceret grønne pøller i dagene derpå. Behøver jeg sige, at resten af de fimsede muffins røg direkte i skraldespanden?

Så kan jeg lære det kan jeg. Frugtfarven er kommet samme vej. Farvel. Og fy for den lede da!

Jeg skal nok se at få banket et indlæg ind, men jeg har bare så travlt. Tiden fiser afsted med mig halsende bagefter -og føler jeg sommetider, med klokker på tæerne! Der er bare sket så meget. Jeg har været på shopping, og trods jeg havde bestemt, jeg IKKE skulle købe noget - eller i det hele taget gå på shopping - så kom jeg hjem med tre nye lækre ting. To fede kjoler og en nice bluse. Frygteligt. Jeg ved ikke om det stille hvin kom nede fra mit Dankort, altså det jeg hørte, da jeg gik ind i Esprit her i lørdags, efter at have hygget mig groft i Vero Moda. Hm. Nå.. det var det indlæg. Jeg mangler jo lige at ævle løs om Sct. Hans aften, men kan ikke engang nå det nu. Min arbejdsdag skulle nødig bestå af 50% blogging.. og huh!

Jeg hader Geo. Det gør jeg altså. Dels hader jeg navnet Geo, det lyder bare så torskedumt. Underbegavet. Mentalt udfordret. Når man ved et uheld rammer en artikel med Geo, kan man da ikke andet end at tage sig til hovedet.

Mage til misforstået pladderjournalistik skal man lede længe efter. Jeg går ud fra, at denne Geo forsøger at være morsom. Men hvor er det dog bare spild af andres tid.. hele denne hans måde at køre journalistik på. Det er jo grotesk mangel på forståelse og... ih.. JEG  HADER GEO!!!! Nu lyder jeg jo næsten som Geo selv, mama mia. Det er så nemt at sige, det ved jeg da godt, men ikke desto mindre.. jeg HADER Geo. Jeg kan ikke lide noget af det, han står for.

Sagen er bøf! Vel har jeg fået mit domæne op at køre - domænet har fået en makeover, og så må det være det, indtil jeg igen overvældes af skabertrang. Mon det er fordi jeg læser Dean R. Koontz's Frankenstein?

Hov.. overspringshandling - for god ordens skyld - bogen handler IKKE om og har ingen relationer til Mary Shelley's roman af samme navn. Læs den selv og mærk uhyggen mæske sig i dine nervetråde.

Slut med alt det udenomssnak. Jeg ville jo netop fortælle, at jeg har besluttet - at jeg fortsat blogger her på Aristoteles. Dels er man en kende mere anonym, dels kan jeg lide navnet Aristoteles. På en eller anden måde virker det lidt lærdt på mig, hehe.

Der kommer i stedet et link til det ny domæne, hvor jeg primært vil lege forfatter-in-spe (det er i alt fald planen, på semi-stadiet).

Som jeg har skrevet tidligere - må der nogen nye stykker brød på bordet - og derfor er jeg flyttet.

De, der følger med på siden her mere eller mindre sporadisk vil selvfølgelig opdage det - men dette blvier også det sidste indlæg på Aristoteles - indtil videre - nu kører toget igen på...

MILLARCA.DK

Håber I kommer og besøger mig dér.

Endelig fik jeg taget en beslutning om mit domænes fremtid. Jeg har i dag fået købt det tilbage, da jeg savner at kunne styre meget mere. Smartlog er et udmærket tool for den, der ikke bare lige kan tilpasse den mere php-tekniske del af et CMS.

Jeg skriver selvfølgelig en henvisning til min nye (gamle) adresse, som er kendt af mange. Det bliver dog ikke et lige så flot interface, som det engang var - grundet flere pc-nedbrud med deraf følgende tab af spændende programmer til forskønnelsesoperationer.

Og hurra.. så glæder jeg mig for vildt til søndag i næste uge - så kommer familien Larstrup på besøg - ih.. det er bare for længe siden. Bliver skønt at gense dem. Kommer til at tænke på, hvor sjovt det egentlig er - at man qua blogs og net møder en masse mennesker, man klikker med - som man ellers ikke ville have mødt. Så objektivt set er nettet jo et supertool til at skabe kontakter. Og jeg snakker ikke om dating.dk - det er alt for kommercielt og bygger på decideret semi-hunting ;)

Og der er jo så meget at glæde sig til - fx til at synke ind i hans favn på torsdag og lade ske, hvad der sker. Glæder mig sådan til at være sammen med ham.

Ungerne og jeg skulle have været til sommerfest med TC's klasse, men TC meldte ud - at han altså helst ville hygge med moar - fordi de skal over til deres far i morgen. Så... jeg fabrikerer rask en undskyldning og sender til arrangøren sådan henad i eftermiddag.

Jeg er lige landet hjemme. Tiden føles pludselig uendelig, jeg hvirvles frem i tiden - sikke et scenarie. Allerede nu kan jeg se, at dét at jeg selv opnår større bevægefrihed er synonymt med, at der sker radikale ændringer herhjemme.

Ungerne er ved at blive store, måske nok ikke flyvefærdige, men de nærmer sig. Og det går altså hurtigt. Millimeter for millimeter arbejder de sig stille og roligt - men ingen tvivl derom - støt - op mod kanten af reden. Verden ligger for deres fødder.  Jeg synes altså, det er som et glimt af fremtiden, sådan en dag som i dag. Fik en sms fra Oliver's far. Om de kunne tage min knægt med hjem. Whoa. Og det var lige efter, jeg havde fået en anden sms fra Tascha's far, om tøsen måtte komme med dem hjem og lege med Tascha.

Det er godt nok lidt underligt at sidde her en helt almindelig gennemsnitstirsdag - og der er helt, helt, HELT stille. Kun vindens susen og lyden af de forbipasserende cykler uden for høres gennem den åbne dør og blander sig med lyden af mine ivrige tastetryk. Det er lige før jeg gentager mig selv. Det ér og bliver mærkværdigt. Og det ændrer sig ikke, tiden vil stille og roligt flytte rundt på begreber som hjemmehygge med ungerne og erstatte den daglige trummerum med at hente og bringe med noget andet og mere. Ungerne bliver selvkørende, og hvad gør jeg så? Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal finde på noget. Men de må godt tage det roligt. Det er nogengange som om det var i går, senest - at jeg sad ude i sandkassen med mine bebser og tænkte på, det blev dejligt, når de selv kunne lidt mere. Men vent stop dog, unger - I skal ikke have så travlt. Det er altså rigtigt, hvad ham min dejlige Mr. Big siger, endnu en gang har han scoret point for at have forudsagt en sandhed...

Sidder bare her på min stol og kigger på Mr. Big gennem cam'et - vi havde sådan en dejlig aften i går. Sådan, rigtig dejlig. Og jeg lever højt på den, og ja jeg glæder mig til vi ses igen. Der er heller ikke noget som Kaeng Pet fra Thai4You i Hillerød.

Hele dagen har stået i afslapningens tegn. Først slæbe vattæppe ud på græsset, der kunne jeg ligge lidt, tænkte jeg. Men nej, det var bare for varmt. Måske var det fordi jeg blev skoldet i går. Så føles det endnu mere varmt end det er. Og så har jeg måske bare ikke det helt rigtige at læse. Er gået i gang med Dean R. Koonts' Frankenstein. Det er kun del 1, jeg vidste ikke helt, om jeg ville bestille del 2. Del 1 skal lige bevise læsværdigheden.

Og min mor kom pludselig forbi til vaskeriet (her) med lidt vasketøj. Heldigvis ordnede hun det selv. Da hun var gået, stod tiden ligesom lidt stille - og jeg ærgrede mig lidt over, jeg ikke var hos Mr. Big. Men så gik tiden alligevel, sådan helt af sig selv. Jeg fik stegt en lækker bøf med salat til - og bagefter var det ud og løbe min 1½ kilometer. Og det foregik i trekkingsandaler. Faktisk var det ikke meningen, jeg skulle løbe - men lysten tog over, mens jeg storkede afsted i powerwalk-tempo. Så jeg tror, de der har gidet glo, mens jeg løb forbi, hvis der da var nogen i det hele taget, har taget sig til hovedet.

Men jeg vil ikke anbefale at løbe i trekkingsandaler, for nu har jeg "lidt ondt" i knæet. Og i morgen skal jeg til bodypump på arbejdet. Det bliver hårdt.

Note to self: Køb så for pokker de løbesko!!

Mig og min bog altså. Puha, jeg har det lidt som om jeg ligestraks smelter! Og bliver flydende, så man skal samle mig forsigtigt op med en teske og bringe mig i skyggen. Og husk - der er flere typer hede - nyd det gode vejr, derude! Det gør jeg - i dén grad!

Det må være første gang i en årrække, jeg har fået brune ben så tidligt i juni måned. Ben er altså ben - og mine er ikke særligt motiveret for at lade sig brune. Hvert år sværger jeg på, at jeg vil begynde med shorts i marts måned. Min salig farmor sagde altid, det var forårssolen, der gav den dybe brune lød, men det har ikke indtil nu virket på mig. Eller også er det bare fordi jeg ikke går med shorts i marts måned, når vintersolen bager ned og smelter sneen over vintergækkerne der titter frem :-)

Så skete det. Al forsigtighed til trods kan jeg nu se de fineste "fodspor" på mine bare arme, hvis jeg trykker tommelfingeren mod. Av da. Det var nok ikke så smart. Stilheden brydes af den infernalske larm fra viceværtens plæneklipper. Jeg kan ikke lade være med at rejse mig og gå hen for at se, om hvor langt væk han er. Altså om det er muligt at sætte sig ud igen på terrassen. Det ser sådan ud, han har lige stillet "dyret" uden for sin garage.

Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg savner Mr. Big - men det er også dejligt at bare være helt, helt alene lige nu. Men jeg glæder mig ustyrligt til i morgen, når vi skal hygge lørdag og søndag. Romanen om Firenze i 1600-tallet ligger bare og venter på, at jeg tager den op igen og tager den med udenfor sammen med tekruset og sætter mig godt tilrette og fordyber mig i den.

Sjovt som ens planer kan ændre sig efter vejret. Det var planen, det var det altså, at jeg ville en tur til København - men vejret er da bare for godt. Så derfor må det i stedet blive Lyngby. Det er også længe siden, jeg har været der. Vist nok et helt år, hvis jeg tænker efter. Alt for længe. Jeg vil også ud og løbe, det har jeg lovet mig selv. Den sidste uges tid har jeg hver dag løbet 1 kilometer, og jeg kan faktisk se resultater. Så det er bare blod på tanden og i gang. Ah.. en undskyldning for at tage til Lyngby dæmrer så småt. Løbesko. Det må man jo hellere få, som en yderligere motivation. Også selv om der går lang-lang tid før jeg "tør" løbe sammen med fx Mr. Big.. sådan som jeg pruster. Det er også hårdt nok :-)

Den slags er bare super hyggeligt. Og jeg er sikker på, det er nok ikke sidste gang, vi kommer hinanden ved. Sådan en pragtfuld sommeraften, hvor fuglene synger - solen glider støt over himmelen i sit eget ukendte tempo - og grillene i haverne rundt om udsender mere eller mindre velduftende dampe. Og sidst men ikke mindst var det jo varmt.

Der var inviteret til nabokomsammen. Nu skulle vi rigtig komme hinanden ved, og jeg var indtil i eftermiddags ikke sikker på, om jeg skulle med. Heller ikke selv om Anne havde spurgt, om ikke også jeg  kom med. Men da jeg sad ude i haven med ungerne i dag, kom Lise og "sagde at jeg da bare kom med". Det vil sige, hun sagde det ikke, hun spurgte - men jeg kunne godt høre, at jeg altså "skulle" med. Så eftersom jeg alligevel mod forventning ikke havde andre planer for i aften, sagde jeg ja. Og det kom jeg bestemt ikke til at fortryde.

Hvor var det bare hyggeligt - vi endte med at være 12 naboer der var mødt op for at hygge os med hinanden. Mændene linede op til en ordentlig omgang grill - og så blev der ellers grillet bøffer, asparges (ja!) og meget andet spændende såsom champignoner med fyld. Det var virkelig lækkert. Og jeg havde aldrig forestillet mig, at naboskab kunne være SÅ hyggeligt. For det var det. Vi råhyggede - og jeg blev mere og mere glad for, at jeg havde husket at købe et par dåser øl på tanken på vej hjem i dag. Sikke et held.

Dejligt med sådan nogen voksne mennesker, der faktisk kan finde ud af at hygge gennem. Vi spiste, Vi fik kaffe henne i Annes have - for der var mere sol, da det blev kaffetid ud på aftenen. Og så kom der et større arsenal af sprutflasker frem. Og øl. Og slik og name it. Jo, jeg var faktisk oprigtigt ked af at smutte, der til sidst - men jeg kunne mærke, jeg var ret mæt. Ikke kun fysisk mæt - men også psykisk mæt. Når man er ved at være klar til at slappe helt af, så skal man runde af - så jeg sagde pænt godnat til alle de andre. Jeg håber vi gentager det, for det var aldeles hyggeligt! Og hvor er jeg dog heldig med sådanne søde naboer.

Der er helt, helt stille. Jeg sidder foran skærmen og lurer lidt på, hvad der måtte ske uden for. Ikke at der sker frygtelig meget sådan en torsdag. Den maksimale underholdning er, når der går en eller anden person forbi med sin hund eller sine børn. Eller når jeg kan høre Valdemar og hvaderdetnudenandenhundhedder. De løber fuldstændig vildt omkring hinanden, gøende og snappende og i næste sekund ses de i forsøg på at parre sig. Okay, to hanhunde. Nå... de kan da finde ud af det.

Mennesket er det mest udviklede pattedyr i verden, som vi kender den. Og alligevel er mennesket nødt til at lære, hvordan man parrer sig, hehe. Det var et eller andet, jeg læste - var det i Søndag.

Jeg skal ikke noget som helst i dag. Tiden går og jeg flyder frit i en salig tilstand, det er bare mig og ingen andre lige nu. Jeg har lige ligget ude i solen i et kvarter. Må vel svare til en tur i solagrillen? Tror det er samme UV-stråling man får. Måske lidt mere intenst fra solen. Av av.. det brænder lidt på min arm, måske det var godt, jeg lige stillede nedtællingsuret, inden jeg lagde mig. Ikke for at lyde sådan lidt pegefinger-agtig, men solen er skrap nu hvor den er i zenit.

Hende naboen inde ved siden af, der også er alene med sit barn spurgte forleden om jeg kom med til et arrangement her i "gården" for alle naboerne. Jeg er både fristet og ikke. Jeg har ikke brug for sådan et arrangement. Måske er jeg bare røvkedelig, eller.. for at bruge et finere ord - jeg er mere privat anlagt. Jeg tror ikke, jeg har lyst. Jeg glæder mig mere til at hygge med Mr. Big i weekenden. Imorgen har jeg fri fra arbejde. Gad vide om det bliver til en tur til København. Jeg så nogen sandaler derinde i Fiolstræde.. sådan nogen kinky nogen med høje hæle. Men jeg har faktisk lige købt sandaler i går. Så måske jeg bare skulle låse dankortet inde.

Forresten er jeg begyndt at løbetræne, og for filan hvor er det FEDT. Det er en uovertruffent - måske kun lige overgået af god sex - god fornemmelse, når man har været ude og presse sig selv lidt. Det er vanvittigt, så godt det er. Undskyld til alle dem, jeg i årenes løb har grint af, fordi de løb.. undskyld endnu en gang :-)

I dag mærkes det overhovedet ikke - kun som en irritation over, at noget er hamrende dumt. Jeg er begyndt at løbe - tror jeg. Det er dejligt og jeg nyder det. Måske jeg bare skulle søge efter en løbemakker, til selskab på turen. Nå det kræver jo også noget, for jeg aner ikke om jeg gider løbe for alvor. Heller ikke selv om det var supergodt i går.

Sidder her og er på grådens rand - bare så ked af det, igen. Håber virkelig snart det går over. Og samtidig har jeg ikke brug for nogen som helst. Helvede og patter, fanden heller. Jeg vil videre... og finde mine ben. Når de er fundet, ser jeg hvad tiden bringer mig.

Leger lidt med forskellige teorier om at komme videre. Der er mange måder, og jeg skal nok finde én. Heldigvis har jeg gode venner, der gider - og som ér der!

Det er dog rædsomt, det hele. En god ting er, at jeg kan glæde mig over at kunne bruge min tid frit i dag - da jeg er hjemme fra arbejde.

Jeg har al den tid jeg måtte ønske til at få kørt nogen ting og sager gennem hovedet - men jeg ved én ting med sikkerhed. Det er ikke sjovt at savne den, man elsker højst.

Please hold me in your gentle reign....

Altså når Erik og Anni kan - så kan jeg også. Jeg har læst med i føljetonen, og finder den faktisk på en sjov måde ret underholdende. Kendte får de samme problemer som os andre.

Men jeg har ikke lyst til hverken at få pustet læberne eller babserne op, ikke på nogen måde - er godt tilfreds. Og jeg vil heller ikke have mavesår. Det tror jeg heller ikke, jeg får. Der er nogenlunde ro på linien hér. Og når de kan, kan jeg også.

Jeg har været hjemme fra arbejde af forskellige årsager - og se bare, jeg fik støvsuget hele hytten. Kors hvor det trængte. Det var ikke spor fedt at få sand under de bare tæer, når jeg bevægede mig fra køkken til badeværelse. Og for slet ikke at tale om, hvor meget sand sådan to rollinger kan få skrabet ind under tæppet på deres værelse. Det fik også lige lige nogen korporlige tæv, nu jeg var i gang. Ffs, det gør jeg ALDRIG mere, iført hvide bukser :-) Så en ting har jeg i det mindste lært.. udover alt det andet, jeg ved om hvidt tøj.

Et ord der hedder sådan findes vist ikke. Men nu er det opfundet. Det er sådan jeg har det. Som om jeg er ramt af en bombe. Sidder her på job og har to store opgaver, jeg lige har fået.

Det eneste jeg kan tænke på er ham. Og at jeg er i den her numb-heit-tilstand. Normalt ville jeg glæde mig helt vildt til tirsdag - og jeg ville ønske jeg kunne dét.

Tror det værste er - at nogen tror, jeg er holdt op med at elske ham. Det er jeg ikke. Understreger

Det gør det altså!!