For filan hvor var det synd. Jeg kom glad og fro ind i børnehaven i går, sådan dér ved 15-tiden for at se, om CF ville med hjem. Til min overraskelse sad der en meget trist, lille pige i sofaen, lige inden for døren. Min første indskydelse var at trøste-trøste. Så kom der tårer. Rigtig mange af dem. Og jeg var nok mest af alt lidt paf (dumme kone.. kan du ikke engang huske, hun fortalte dig, at Sarah stoppede i dag og flyttede tilbage til Jylland).

Hvad skal man dog gøre! Nåja.. bortset fra kramme-møsse-nusse. Vi snakkede lidt om det, og hun havde fået billede af veninden og alt muligt. Da vi forlod børnehaven, var tøsen rimelig glad - og dum som jeg var, troede jeg, at det var det. Men nej sgu. Børns sorg er nok mere dyb, end man sådan går og bilder sig ind. Faktisk bilder jeg mig lige nu ind at kunne huske, hvor dyb sådan en sorg er. Det var nemlig slet ikke overstået. Venindens billede skulle op over sengen som et ikon. Og i går aftes græd CF endnu engang. Og det samme gentog sig til morgen. Og hun, som ellers er en kampmaskine uden lige, var en tudepige uden sidestykke. Dukken skulle med i børnehave.

Nu er der så lige nogle timer at slå ihjel, men well - det bliver heller ikke svært. Der er indkøb, støvsugning og nåårh.. måske min yndlingsbeskæftigelse - shopping. Bare inden jeg henter ungerne. TC skulle nemlig have Emil med hjem i dag. Så bliver der ikke et øjebliks ro. Planlægger så småt at fortrække til terrassen og boge den lidt. Det er faktisk fordelen ved at kun være mig og ungerne. Jeg kan gøre som det passer mig, hvad det angår. Og det nyder jeg - lige i skrivende stund.

Sidder her og spekulerer - kommer der mon overhovedet nogen besøgende på siden her? Jeg sidder og savner mit gamle domæne, suk suk. Og hvorfor sukker du egentlig, din lazy kone?

"Der er jo ikke noget at sukke over. For du har sgu ikke den tid, du skulle bruge til at vedligeholde domænet. Og det ved du godt." Mmmm, nikker jeg mistrøstigt og overvejer alligevel en kort stund videre, om jeg ikke skulle få det genoprettet. Men nej... den dovne kone har ikke tid.

Så har man lige været så pro-aktiv og fået tømt postkassen, der lå en stak aviser - som jeg efter at have spejdet ud af vinduet om nu nogen af naboerne skulle være ude med kikkerten, smed i den fælles skraldecontainer. Pyha, så var jeg af med de reklamer. Og det store kagefad, fyldt med krummer er sat i vasken med opvaskemiddel og kogende vand. For filan hvor jeg hader at vaske det fad. Det er så stort og uhåndterbart. Lige på grænsen til det uforskammede.

Min computer kører nu som smurt, takket være min mr. Big's fine indsats. Hvor er det bare skønt, at jeg slipper for de evindelige popups med, at der nu er fundet ny hardware (i dette tilfælde et DVD-brænder drev) som Windåse bare slet ikke kunne håndtere. Det viste sig, der var noget galt i hele Windåsen. Fx lå alle systemfilerne (!!!) i en mappe under dokumenter - budget. Hvad filan var der lige sket, der? Jeg har opgivet at regne det ud, og erklærer mig i stedet taknemmelig for at det nu virker.

Nu har jeg kun EN ærgrelse, som er - at Microsoft stopper sikkerhedsupdates til Windåse XP. Pokkers. XP er sguda det mest solide styresystem, siden Windåse 98. Jeg har absolut ingen tiltro til Vista'en. Sådan noget skidtprogrammering, der er behæftet med rigtig mange børnesygdomme. Suk da også. Der har faktisk også - så vidt jeg ved - været en underskriftsindsamling i gang online for at stoppe sunset for Windåse XP. De har jo allerede én gang før stoppet sunset af Win XP, så hvorfor ikke en gang til.

Ellers en rigtig dejlig morgen. Mail fra kollega Robert. Han havde det godt på sit ny arbejde og ønskede mig alt mulig held og lykke på mit ny arbejde. Han er sådan en sød fyr, så det var dejligt at høre fra ham, at alt gik godt for ham. Nu håber jeg også bare, de af mine andre kollegaer, der også har forladt Firmaet, bliver glade og tilfredse. Og så var der SMS fra veninden. Om jeg ville køre til barndomsbyen og møde hende ved gadekæret. Hun skulle til tandlægen, og så kunne vi lige sidde og snakke lidt. Jeg har jo ferie indtil 5. maj, når jeg møder i det ny Firma.

Det varer forhåbentligt ikke så forfærdelig længe. Mr. Big har besluttet, at min stakkels hårdt prøvede computer skal gennemgå en formattering.. på gensyn - når dyret kører igen! :)

I går var det så absolut, endegyldigt sidste, allersidste dag i Firamet. Faktisk en særdeles mærkværdig dag, synes jeg. Man er til stede, men det er som om, alle andre ikke "ser" én på samme måde som de plejer. Jeg kommer til at tænke på bøgerne af Jean M. Auel. Hulebjørnens klan. Hvor den lille pige Ayla "forstødes". Hun er i live, men ingen i hendes klan ser hende. Hun er "død". Sådan havde jeg det lidt i går. Ingen spurgte mig om noget, Andet end kollega Anne, der sågar gav knus og kram. Jeg spiste frokost og indsugede for sidste gang atmosfæren i kantinen. Mærkede, at jeg aldrig mere skulle spise der. Virkelig strange, kan jeg godt fortælle.

Så var der møde med chefen, hvor jeg afleverede "værktøjet". Og fik gode råd og ros. "Du kan godt klare det, du er superdygtig!" lød det i mine ører, men jeg indrømmer, jeg var ikke rigtig nærværende. Alt for optaget af, at bagefter skulle vi spise min medbragte kage - og SÅ.. Så var det afgang. Efter mødet spiste vi ganske rigtigt så meget kage, vi nu kunne. Jeg fik kollega til at ringe efter kollega Jakob. En kollega jeg sætter stor pris på. Og jeg ønskede, han var med, der på mine sidste timer i Firmaet. Og det var han så. Efter hvad jeg forstod, havde han smidt alt fra sig for at være med. Han er sgu en dejlig fyr. Der blev udvekslet farvelhilsener og Jakob-kram, og Helle-kram. Derefter var der Chef-kram. Og så fulgte chefen mig ud af døren og helt uden for bygningen. Ved ikke om hun lige skulle sikre sig, jeg nu også kom ud, hehe.

Mr. Dejlig syntes vi skulle fejre det. Så han gav middag på Vincent på Østerbro. En rigtig lækker fransk restaurant - der er kun et lille udvalg, men det er skiftende alt efter kokkens humør og lyst hver uge. Og det smager aldeles himmelsk, skulle jeg hilse at sige. Mr. Dejlig og jeg nød det inderligt. I øvrigt er det vist også første gang, jeg har nydt at spise med en kæreste - så meget ihvertfald. Som altid med Mr. Dejlig, min private Mr. Big, var det os begge der snakkede under maden. Og ikke kun ego. Jo, jeg føler mig som lykkens pamfilius.

Mailen var heldigvis ikke blevet opfattet hårdt, men jeg tror han tænkte over, hvad jeg skrev. Det jeg skrev var desuden også sandheden. Sådan kan det gå hen og ende, i worst case. Vi snakker ikke om brud, men om hvornår vi slår kludene sammen. Han har svaret - han er mødebedænget, så derfor svartider.

Bekymring, så uberettet. Hvorfor tænker kvinder altid meget videre, end scopet egentlig indbyder til. Fordi vi er kvinder. Jeg går let hen over hans svar på min mail. Ja vi må se, hvad der sker. Jeg svarer ikke på den, synes ikke der er noget at sige. Man må jo vel kunne mødes et eller andet sted på vejen, uanset hvilke forhindringer der er.

Som ene-og-alene-storken i Lille Virgil føler jeg mig lige nu. Jeg er i en mærkelig sindstilstand. Hverken midt i mellem eller. Det er de sidste timer, der går nu. Jeg forestiller mig, hvordan andre sidste timer føles. Fx sidste timer inden afrejse, hvor man venter på at skulle med flyveren. Det er så langt mere opstemmende end disse sidste timer i Firmaet. Jeg tænker på, hvordan det har været at være her - og på hvordan det vil blive, hvordan vil det mon forme sig for mig i det nye.

Kollega var til samtale i mit nye firma i går. Da vi stod og snakkede ude i gården over en kop kaffe, virkede han ikke specielt positiv. Han kiggede ned på mig med sine sjove, sammenknebne øjne. Jeg bemærkede, hans negle var totalt og aldeles nedbidte. For en gangs skyld tænkte jeg ikke videre over det, registrerede det bare. Gad vide om han har problemer, tænkte jeg - inden jeg stillede titusindekroners-spørgsmålet. "Hvordan gik det så?". Så ventede jeg. Han sparkede til en imaginær sten og svarede med et skuldertræk og en panderynken "Ikke så godt". Det korte af det lange var, at han overhovedet ikke havde noget positivt indtryk af stedet. Irkkkk, tænkte jeg. Bare det nu bliver godt. Skulle jeg alligevel have løbet fra kontrakten og sagt ja til firma to. Vi snakkede lidt mere, jeg tror faktisk ikke, han er klar til at komme væk fra det her firma. Eller også handler det om at møde den rette person på det rette tidspunkt. Er det ikke altid sådan? De ville ikke love, at han hørte fra dem inden d. 1. Jeg havde jo en helt anderledes oplevelse. Ham chefen fra det ny firma kom jo selv ud til mig i nuværende firma for at aflevere kontrakten til mig. Han ville ikke, jeg skulle hen og sige op uden at have en kontrakt i hånden.

Jeg har kage med i dag. Har bagt "den-du-ved-nok". Nok nær den fedeste chokoladekage med kakao i.. og chokolade-kokos-glasur. Der gik en HEL pakke smør til.. ja 500 gram smør, til den kage. Men så garanterer jeg også for smagen. Jeg véd den er god. Det siger alle. Bonus-sønnen elsker den, mens mine unger ikke er så frygtelig meget for den. De foretrækker mine skriggrønne citronmuffins med ganske almindelig hvid dansk glasur. Som på kanelsnegle, som jeg i øvrigt ikke er særlig begejstret for, selv. Medmindre det er hjemmebag, altså. Skrev en mail til Mr. Dejlig for en time siden. Vedrørende boligsituationen. Måske var det lidt hårdt, det jeg skrev, men var ikke ment hårdt. Nu er det nogengange svært at læse mellem linierne, men jeg har ikke hørt noget fra ham siden. Og det kan bekymre mig, momentant.

Man er vist altid lidt tosset. Jeg har taget en fast beslutning. Den er, at jeg vil arbejde på at få fat i en anden bolig til ungerne og undertegnede. Ikke at den nuværende fejler spor. Vi snakker beliggenhed. Location is all. Isn't it. I det her tilfælde er jeg ved at få - endnu flere - rotter på loftet. Jeg trænger til afstand. Distance.

I går diskuterede jeg og mr. Dejlig sagen. Han mener, der ikke er noget at betænke sig på. Vi var jo ude og kigge på huset i går, men det bliver ikke det. Der er alt for meget at lave - og når vi nu ikke har nogen form for hemmelige opsparinger på en Schweizisk konto, må vi tage tæring efter næring. Det er rigtigt nok. Kunne egentlig godt tænke mig at vide, om ikke det smarteste er, at købe måske ikke lige drømmehuset - men et mindre og funktionelt et. Bare så det arbejder i det dulgte, man tjener jo intet på at leje. Så er det vist bedre at eje. Eller hvordan? Og så bo i det lille, funktionelle nogle år og tage den derfra? Måske kunne det enddog akkumulere mulighed for at købe selve drømmehuset (som vi altså ikke har set endnu)?

Min mor har fundet et fint lille rækkehus. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig, men nu er jeg altså lidt muggen. Mr. Dejlig skrev, han var bange for ikke at kunne læse - og derfor kom til at købe det. Jeg kan ikke fordrage sådanne utvetydigheder. Når jeg skal være ærlig... fordi jeg tror, jeg er dum og ikke forstår, hvad der menes. Det gjorde jeg nu heller ikke, haha. Synes måske bare, han skulle tage med ud og kigge på det. Det koster jo aldrig noget at kigge. Bare fordi det er sjaut!

Hvad filen gør man...

Jeg stod nede foran børnehaven og gav TC et kæmpekram. "Mor, jeg skal lige fortælle dig noget mærkeligt" "Ja hvad er det?" spurgte jeg nysgerrigt. "Jo, du ved godt, de sorthårede børn - ikke?".. pause, jeg nikker. "De får sorte hår på ryggen når de er sådan 3-4-5 år. Er det ikke underligt?" siger knægten så. Der står jeg så og ved momentant ikke rigtig, hvad jeg skal svare. "Jamen, det er da meget normalt" kan jeg ikke svare. For det er ikke "meget normalt". Tror jeg da. Umiddelbart virker det sådan.

Ude i firmaet keder jeg mig bravt. Heldigvis er der kun 3 dage tilbage, så det må jeg kunne holde ud. Torsdag har jeg det allersidste møde med min chef, hvor jeg afleverer alle personlige Firma-ting. Rejseforsikringskortet, som jeg aldrig har fået brug for.

Fordi jeg altid er blevet syg - eller Mr. Dejlig blev fyret, hver eneste gang vi skulle på ferie. Så vi måtte aflyse i sidte øjeblik, hver gang. Mr. Dejlig har sagt, at næste gang vi bestiller rejse, så bestiller og betaler jeg. For hver gang han har bestilt og betalt, er vi ikke kommet afsted. Så vi er måske mere heldige, hvis jeg bestiller.

Jeg skal jo forresten også aflevere pc'en og adgangskortet, som jeg i øvrigt altid har afskyet. Fotoet af mig på kortet er og har aldrig været flatterende. Faktisk plejede jeg at bære badget med fotoet indad mod hoften. Men den sidste uge har jeg faktisk promeneret badget fuldt synligt, hængende fra en skjortelomme-flip. Alt er anderledes, og dermed også jeg. Jeg er fuldstændig ligeglad nu, for det er snart afgang fra Firmaet. Og gud.. hvor jeg glæder mig til at begynde det nye sted.

Kollega kom i dag - ude i rygegården - hvor jeg sad og nød solen og drak kaffe og fortalte mig noget med hemmelighedsfuld mine på. "På onsdag. Klokken tre.". Mere sagde han ikke. Jeg var bare så nysgerrig. "Hvor dog?" spurgte jeg så endelig. "Hos Firma" svarede han lidt oprømt. Ih.. så skal Kollega til samtale ude i mit nye firma. Jeg håber, han bliver tilbudt stillingen. Det kunne da være rigtig hyggeligt. Så er vi to nye, der kommer fra samme "støbeske".

Hun var bare som sunket i jorden. Og jeg var alt andet lige mindre nervøs. På en eller anden måde kommer CF altid ud i et eller andet. Man er virkelig nødt til at være om sig, med det gode barn. I går blev hun bragt hjem af Gitte, venindens mor. Ham den dejlige og jeg blev bare så bekymrede. Der var vist ikke "sket andet end at ungen havde besteget rutschebanens bagside - og var faldet 2 meter ned". Hun var landet på maven og kunne fremvise den flotteste grus-tatovering på højre kind. Her vender man ikke den anden kind til, vel. Heldigvis - og gudsketakoglov var der ikke sket noget med tøsen.

Så i dag havde hun fået besked på, at fortælle mig hvor hun gik hen. HVER gang hun gik et andet sted hen - uden for min synsvidde. Jeg er godt klar over, at ungerne nu er så store, at jeg ikke kan forlange - de skal blive inden for min synsvidde. Og jeg har ikke altid mulighed for at gå med dem. Det har jeg bare ikke. Og det er vel ikke meningen? Ihvertfald var hun pist borte. Og jeg spænede rundt med mobilen i lommen. Sendte en SMS til Gitte "Har du set CF?". Intet svar. Accelereret bekymring. Naboerne havde heller ikke set den lille pige i den lyserøde jakke. Weyyy. Jeg gik over til Gitte, der stod ude i haven og smilede over hele hovedet. "Hun er her" sagde hun. "Nå.. jeg skal lige ind og sige noget til hende". Gitte nikkede, hun var vist godt klar over, at den var gal. Og SÅ fik CF en gigantisk skideballe. Derefter var hun ganske flink til at komme og sige, hvor hun var. Bortset fra da hun bad om lov til at gå over i sin fars "gård". Og derfra var hun også borte. Lidt efter dukkede hun op. Hun havde tigget en is hos sin far, men havde ikke villet ind. Men alligevel. Det er sguda trælst med den unge - hvad filan gør man. Barnet forstår jo tilsyneladende ikke, at det er så vigtigt, hun fortæller, hvad hun gør.

Bortset fra de små episoder har vi råhygget os - vi har alle fået varme kinder af solen i dag. Og jeg har bagt grønne citronmuffins og en røvfuld pandekager. Vi skulle kigge efter naboens Julie, og ungerne bad så pænt om at vi ventede med pandekagerne, til Julie var blevet hentet. "Så skal hun ikke svineæde alle vores pandekager!" sagde TC. Og hvor jeg dog grinte. For filan da en unge. Tror da på, han er lidt beregnende, den gode TC.

TC siger irriteret undskyld. Jeg bliver også irriteret. Ikke fordi han siger undskyld. Eller jo, mere fordi han gør det mindst tre gange, uden at se på mig - og fordi det sker i et irriterende toneleje. Det gider jeg bare ikke. Jeg ved godt, det er fordi, jeg er lidt udkørt lige nu. Og det kan godt være, jeg er en dårlig mor - men lige nu er min tærskel sindssygt lav. Jeg gider simpelthen ikke.

Jeg har lige sat mig for at få luft her i min private ventil, og det kan jeg heller ikke få fred til - for CF halvråber lettere pikeret, at hun vil spille. Jeg kunne sparke mig selv. Jeg har jo for ½ time siden bedt TC om at stoppe med at spille, fordi CF skulle have lov at spille lidt. Gør jeg da aldrig noget rigtigt. Jo, det synes jeg faktisk. Især gør jeg det helt rigtigt på de to spilfri dage, jeg har erklæret. Det ligger ikke fast, hvilke dage det er. Det ligger bare som en uudtalt aftale i luften, at når mor siger "Ikke spille i dag" - så er det bare sådan. Der er ingen brok. Ingen nykker eller noget. Ungerne accepterer det, fordi de ved, at det ikke kan ændres. Desuden sker det fra tid til anden, at de alligevel får lov at spille ½ time - 45 minutter, men... så er reglen, at TC skal hjælpe CF - så de spiller sammen om at løse noget, fx. Ungerne plager overhovedet ikke. Tingene er bare sådan. 

Det er lidt vanvittigt med alt det spilleri. Jeg mener, da jeg var barn - spillede vi sgu ikke på computeren. Vi legede SAMMEN, MED hinanden. Vi sad ikke hver især alene optaget af noget i længere tid af gangen - på samme måde som det sker i dag. Jeg ved det godt. Mange siger "Jamen... de er da sammen OM at spille. De sidder ved siden af hinanden og snakker sammen". Ja.. men de snakker sgu om spillet. Hvad med at de fik udfordret fantasien i stedet for, ved ganske almindelig LEG?

Jeg sidder lige så stille og undrer mig lidt. Gad vide om andres børn spiller/vil spille så meget. Og får de mon virkelig lov til det, i den udstrækning, jeg hører det sker? Tja.. det får jeg nok ikke at vide.

Det siges at de fleste ulykker sker i hjemmet. Det skal nok passe, og jeg har selv måttet erfare på egen krop, hvor uheldig man kan være. I går skulle jeg koge tevand, men havde ikke fået kogt nok. Så termokanden var kun trekvart-fuld. Godt så. Jeg koger bare noget mere vand, og sætter en kedel mere over. Den koger og bobler - og snart er den klar.

Jeg tager så kedlen og går over for at hælde det her kogende vand i termokanden. Genialt, der står nemlig også en ½ flaske vin fra i fredags - og da jeg hælder vand i termokanden, vælter jeg vinen. Sådan. Men fordi jeg bliver helt forfjamsket og basker løs med armene - vælter jeg også TERMOKANDEN. Ffs... hvor tåbeligt. Køkkenbordet flyder med vin og kogende vand - og jeg mærker det brænde ad h.. til på min underarm. Fedt nok, så har jeg også prøvet dét med. Altså, jeg blev skoldet langs op af armen, og jeg skal hilse at sige, at det ikke er spor fedt!

Bagefter var jeg bare sur. Godt gammeldags sur. På mig selv. Hvordan kan man være så klodset. Og det er heller ikke fedt at være sur, når TC har en legekammerat med hjem. En ny en, hvis forældre også er skilt - og hvor moderen bor på Fyn. "I Fyn" siger TC. Jeg retter automatisk "Nååh, PÅ Fyn". Så snakker vi lidt om, at det altså er lang vej. Det tager Emil tre timer at køre over til Fyn med toget. Emils far ringer. Jeg giver røret til TC, som giver det videre til Emil selv. Da Emils far kommer - han ser i øvrigt ret flink ud - forklarer jeg, at jeg sagtens kan snakke og sådan, men altså ikke kan høre i telefonen. Det forstår han godt og drengene siger farvel til hinanden. I dag skal TC altså ikke have nogen med hjem og lege. Jeg gider altså ikke. Nu har han haft nogen med hjemme hver eneste dag.

Gad vidst om han prøver at kompensere. Når han er hos sin far, vil han helst hjem til kammeraterne. For som han siger, "Jeg gider ikke være så meget hos far". Derfor står jeg for skud, når jeg har ungerne. Sikke noget. Og så skal CF trøstes. Der er ikke nogen, der gider lege med hende. Og det er også meget synd, men heldigvis er hun god til at underholde sig selv. Jeg tager min te med ud i gården og er selskabsdame. Så kommer Lise, naboen. Jeg gør klar til lidt hyggesnak, men får en lang næse. Lise stryger forbi og tilkaster mig et kort "Hej". Okay.. så skulle det ikke være i dag, vi skulle snakke. Det er det fede ved Lise. Det gælder nemlig også den anden vej. Jeg kan også bare sige kort "Hej" og stryge forbi. Ingen bliver sure, for vi hygger os jo så godt normalt.

Når nu ungerne hver især er ivrigt beskæftiget med andet end at kalde på mig konstant, hvilket jo er noget, der kan holde enhver på tæerne. Jeg aner det ikke, for en gangs skyld er det mig, der ikke ved, hvad jeg skal lave. Jeg kigger på uret, øv den er kun lidt over fire om eftermiddagen. Solen skinner og det er lige til at blive glad i låget af. Men hvad filan skal jeg lave. Ikke nok med at jeg har siddet og r.. kedet mig ude i Firmaet hele dagen. Det er som om, når man først har afleveret sin opsigelse, så glider man langsomt ud af fællesskabet med støt kurs mod ukendte horisonter. Eller jeg ved jo udmærket, hvor jeg skal hen - men det er irriterende, at det ikke er før 5. maj.

Når man sådan har sagt op på jobbet, burde man få et valg - at blive fritstillet eller færdiggøre sine opgaver alt efter behov. Nu ligger landet sådan, at jeg ikke har nogen opgaver - alt er lukket og slukket. Der har jo ikke ligefrem været overvældende meget at lave, så jeg glæder mig til at komme væk. Jeg nåede heldigvis lige at snuppe en kaffepause med kollega, hvor vi snakkede om kærestens og mine husplaner, selv om det nok først er aktuelt om et stykke tid. Desuanset skal vi faktisk ud og kigge på et hus i Allerød tirsdag i næste uge. Det bliver spændende. Vi har for sjov budt på det, og så blev vi ringet op. De vil sandsynligvis ikke gå med til den pris, han bød - men gør de det, så må vi til at snakke indgående om det. Om økonomiske aspekter og al den slags kedelige ting. T sidder og spiller sammen med sin kammerat, og det er meget sjovt at høre på, men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig lidt. Jeg kan jo ikke engang lægge mig ned og tage en lille lur. Det gør man bare ikke, vel? Når ungen har en kammerat med hjemme. Ikke i min verden. Tøsen er ovre hos Taz og lege prinsesser. Jeg tog min te med ud og stod og kiggede på dem - på afstand. Mens jeg stod og tænkte, at nu stod de andre nede på legepladsen og undrede sig over, hvad det var for en mærkelig kone, der stod der og blafrede med sin tekop uden hank og brændte sig af h.. til på fingrene. Det gad jeg nu ikke stå og vegetere over. Det er bare efter det mord i Sverige på den lille tiårs pige. Jeg kan slet ikke få ord på min medfølelse og på mit raseri over, at sådan et infamt ledt, pædosvin således går hen og "tager livet af" (med hans egne ord if. pressen) et blomstrende pigeliv. Hold da kæft, det gør mig virkelig rasende og gal i skralden. Hvordan kan nogen være SÅ syge i deres hovede. Min mening er, at enhver med pædofili-tendenser burde kastreres - sejles ud på en øde ø uden flugtmuligheder - og det gjaldt alle med den tendens.. og når så de alle var samlet på øen, skulle den sprænges i luften. For fanden i panden hvor jeg afskyer den slags skabninger. Jeg vil ikke kalde dem "mennesker". Det er de ikke. De er en byld på samfundet, og skal som sådan også skæres bort. Øv altså!

Der er ikke længe, til jeg siger farvel for evigt til firmaet. Jeg indser langsomt, hvor meget jeg har afskyet at arbejde der. Og hvor meget det vil gøre - for mig - at komme væk derfra. Ikke længere skulle mærke humøret dale drastisk, så snart jeg passerede svingdøren.

Nu er det snart slut, det er. 24. april vinker jeg pænt farvel og takker af. Der er mange gode kollegaer, jeg siger farvel til - måske skal enkelte have kram og knus. Og det får de så. Jeg er ikke spor karrig med den slags. Det bliver underligt, men hvor jeg dog glæder mig. Til at være den, der skal i gang med en ny episode af livet. Det bliver spændende. Og godt, håber jeg.

Endelig har jeg også fået taget stilling til - hvilket også var ret vigtigt - hvor jeg skal arbejde. Det lykkedes mig at komme frem til en erkendelse, måske var det om aftenen da jeg og ham den dejlige endnu en gang lå og vendte hver en brik i det puslespil. Måske var det dagen efter, da jeg sad ude i solen for første gang i år sammen med ældsteveninden - og fik sol i hovedet. Jeg har fået tænkt og vurderet. Måske mere end andre nogensinde kommer til, det håber jeg da - for det var ikke spor sjovt. Det ene øjeblik hældede jeg til højre, det næste til venstre. Valget blev dog truffet, og jeg vil glæde mig til at nyde arbejdet igen. Og de nye kollegaer. Det er jeg nok allermest spændt på, hvordan de er - og om jeg falder til. Det er nok også en ting, der kan bekymre mig lidt. For det er jo så vigtigt, at man kan føle sig helt tilfreds. Jeg håber også, der er nogen, jeg kan snakke godt med. Dog tror jeg ikke, der er nogen der kommer op på siden af Yndlingskollegaen. Han har også været til stor hjælp med sine evigt gode og brugbare kommentarer. Tak for det, du :-)

Det er bare utroligt - man kan jo ikke, nåeh ja man BØR ikke være indtaget i to personer på én gang. Hvordan er det nu lige man finder ud af det. Om den ene ikke passer bedre til én end den anden. Og i dette tilfælde snakker vi så lige om noget så banalt som arbejdspladser.

Det ene øjeblik kan jeg sagtens se mig selv i virksomhed #1's lyse, åbne områder - der lugter af, at det går godt. Det er en bundsolid virksomhed, og jeg har kunnet lide alle tre personer, jeg har talt med. De to dog mere end den 3., som jeg så skulle være ansat hos. Jeg har også set kontoret - og det virkede også ok, selv om jeg aldrig - siger og skriver aldrig - har set så stort et kontor før med så mange mennesker. Det til trods var der ikke nogen larm - da der er "hvid støj". Det andet sted i virksomhed #2 bliver det til 3-mandskontorer, som nævnt tidligere. Men.. hvad nu hvis. Jeg synes, der er så mange hvis'er. Og jeg har altså sendt kontrakten til virksomhed #2. Alle siger til mig - at jeg altså stadig kan ændre mening frem til startdato. Inden i kan jeg ikke lide, hvis jeg kommer til at brænde nogen af. For jeg er for ærlig til at gøre sådan noget. Og jeg synes også, dybest set, at det er utrolig dårlig opførsel - og jeg er godt klar over, at gør man sådan - kan man risikere et dårligt rygte i branchen. Og det går slet ikke. Virksomhed #1 har ikke lagt skjul på, at jeg er velkommen tilbage, hvis jeg ikke bliver glad for arbejdet i virksomhed #2. Jeg har kontaktet ham fra virksomhed #3 og fortalt, at jeg er optaget - og tænk, så skrev han, jeg var velkommen igen, hvis jeg ikke blev tilfreds. Fantastisk at opleve en sådan velvilje. Og det helt uden for december måned, hvor de fleste mennesker præges lidt af en "det er jo snart jul, og vi skal være gode og rare ved hinanden-ting". "Nej" siger jeg til mig selv adskillige gange om dagen. "Jeg skal altså snart se at bestemme mig. Jeg må fokusere!". Noget jeg i øvrigt er enormt dårlig til. Hvorfor har man den der afskyelige trang til at ville please. Jeg er heller ikke gået ram forbi. Jeg forsøger ofte at please, selv om med alderens tyngde er jeg blevet langt bedre til at lade være. Jeg pleaser stadig, men kun så længe det ikke strider mod min indre overbevisning. Så kan elefanten være nok så lyserød som den vil, jeg er kold. Kold som en kakerlak i en køledisk...

For jeg kunne da ikke være bekendt at sige nej, vel. Her den anden dag kom ham, der bliver min nye chef - medmindre jeg står af kontrakten igen, og afleverede den i Firmaet personligt til mig. Han stod og var helt genert. Øjnene var rare bag brilleglassene. Der anedes skægstubbe. Måske havde han fridag, tænkte jeg i et splitsekund, mens jeg stod og rystede hånd med ham. Nu kunne jeg tænke over den kontrakt, mens jeg hørte mig selv stå og sige, jeg vender tilbage i morgen. Han nikkede og smilede - og så.. skiltes vi igen.

Gad vide om receptionsdamen tænkte sit? Hun sagde til mig, at jeg ikke skulle fare ud på p-pladsen uden (over)tøj, det var da for koldt. Men måske er det derfor, jeg nu lider under en kraftigt begyndende snue ledsaget af periodisk irriterende hoste. Hmmm.. så kan jeg lære det, eller hva'?

Nu har jeg spekuleret frem og tilbage. Op af stolper og ned af vægge. Jeg har vist bestemt mig. Jeg sendte kontrakten - underskrevet - til det ny firma i morges. Og samtidig med tanken om det andet firma i baghovedet. Der hvor jeg lige var ude og snakke med en flink fyr i går. Der er rigtig mange ting i gryden, jeg har i kog nu. Blandt andet skal jeg have fat i den unge fyr og fortælle ham, at han ikke skal gøre mere - for... jeg har jo fået job. Alligevel fristes jeg, som et andet barn. Tidligere kollega skrev i mail, at der hvor han er landet nu - hvor jeg også har en gryde i kog, stadig - Her er fedt, her er frit og sjovt - intet alkoholforbud, så drik gennem. Ok.. nu skal jeg ikke drikke på jobbet, men anyways lugter det da lidt af det gamle firma.

Det firma jeg var ude hos i går, det var en svær én. For jeg kunne godt lide samtale-fyren. Han var flink og forekom mig at være en god chef. Men det var bare ikke lige dét job, jeg ville have. Eller var det. Veje for og imod. Jeg har masser af uddannelsesmuligheder der. Og så kan jeg måske komme over til ham, jeg så godt kunne lide, som jeg snakkede med i sidste uge. Men hvem siger, jeg kommer dét. Jo, hvis jeg vil gå 7K ned i løn, så kan jeg få min drømmechef. Det kan jeg bare ikke, for det tillader økonomien ikke. Hvor er det dog surt, at økonomien har så meget at skulle have sagt. Og jeg tænker, hvis nu ham den dejlige og jeg havde boet sammen nu - så kunne jeg have sagt ja. Tænker lige nu, at når vi rykker sammen - og hvis jeg ikke er glad for mit tildentid-værende job, kan jeg jo forsøge at punke Yndlingschef-emne #1 for om han vil have mig - til den løn. Eller også gør jeg det bare alligevel. Men jeg kan sgu - hvor nødigt jeg end vil acceptere det - undvære 7K om måneden. Jeg ved da godt at så ryger topskatten, den lede satan, men det gør den infamt høje husleje jo desværre ikke... endnu!

Sådan er der så meget. Der sker hele tiden forskydninger i min hjernes krinkelkroge. Det ene øjeblik kan jeg bare se alle fordelene ved at være i firma #1 - det andet øjeblik lyder firma#2 særdeles fristende. Firma #3.. mon jeg skal lade kedelen koge eller slukke for blusset. Firma #4 er nemt - dem skrev jeg til og takkede nej til endnu en samtale. Og det var en let beslutning, da jeg ikke kan få det til at hænge sammen med tiden og ungerne. No offence til firma #4, det hang bare ikke sammen for mig. Heldigvis tror jeg... for de øvrige tre er lidt mere spændende på hver sin måde. Hvad skal man vægte højest? Jeg tænker.. er der mon en god kantine? Er det noget, man skal gå efter? Jeg ved, fra tidligere kurser, at kontrakt-firma har den dårligste kantine af de tre kandidater. Men der er mest ferie og tillæg osv. dér. Og jeg TROR, det bliver rigtig godt. Og ingen kæmpekontorer med 40 burhøns i. Jeg skal sidde sammen med max 2 andre det nye sted. Men hvad nu hvis kemien ikke passer. Holy Molly, det bliver den bare nødt til. Det skal den gøre. Uha.